spacer


Vokseværk hos 4a

Flytter centrallager fra Esbjerg og åbner ny afdeling i Greve.

Af Kenneth Madsen

Der er kommet så meget skub i værktøjs- og maskinhandelskæden 4a-Severinsen A/S, at det nu er nødvendigt med en større re-organisering. Det sker, ni år efter at Danske Trælast (nu DT Group) overtog virksomheden.

Hovedafdelingen på Tømrervej i Esbjerg må opgives af pladsmæssige hensyn. Afdelingen er vokset ud af rammerne. Virksomhedens centrallager flyttes derfor til Greve syd for København. De lokale salgs- og service-aktiviteter flyttes samtidig til en anden attraktiv adresse i Esbjerg.

I sin egenskab af midlertidig direktør for 4a-kæden oplyser divisionschef Jørgen Wenshøj fra DT Groups såkaldte trade division, at der ikke blot sker en flytning, men også en samling af centrallageret. Det har hidtil været splittet mellem Esbjerg og Brøndby.

Bygningerne i Greve har stået tomme i nogen tid, efter at DT Group opgav hårdttræsvirksomheden Hindenburgs Eftf. Der er tale om ca. 8000 m2, hvilket skulle muliggøre åbningen af endnu en 4a-filial, kædens niende.

Ændringerne i Esbjerg fører også til, at kædens økonomifunktioner samles. De vil fremover blive styret fra DT Trade i Gladsaxe og 4a’s afdeling i Aalborg, hvor virksomheden i øvrigt som det eneste sted i landet bærer navnet Severinsen foran 4a.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden