spacer


Byggemarkederne får dumpekarakter

De fremstår på internettet som gammeldags og amatøragtige – og gør det surt for moderne kunder.

Af Kenneth Madsen

– Byggemarkedernes hjemmesider ligner rene amatør-sites, der ikke giver det ringeste indtryk af, at der rent faktisk er tale om virksomheder med milliardomsætninger. De synes stadig at befinde sig i 1998 og ligger i den ringeste tredjedel af kommercielle hjemmesider herhjemme.

Med denne salut indstiller Henrik Schmidt, cand.mag.psych. og adm. direktør i Userneeds ApS, de store danske byggemarkedskæder til dumpekarakter i fag som moderne handel og kommunikation.

Han fortsætter: – Det synes at være en trend hos byggemarkederne at gøre alt selv – også opbygge hjemmesider. Og det slipper man sjældent godt fra. Internet-brugere kan ikke engang finde frem til prisen på en hammer, med mindre den er med i ugens tilbudsavis. Tilbudsaviser i PDF-format er nemlig stort set det eneste, byggemarkederne har at tilbyde moderne internet-brugere. Du kan ikke engang købe noget via hjemmesiderne. Du må ned i byggemarkedet for at finde både varen og prisen.

- og de tager ikke dankort
Det er især store kæder som Silvan, Bauhaus og Råd & Dåd, der rammes af Henrik Schmidts bredside.

Råd & Dåd får knap så hård kritik som de øvrige, selv om der ikke ligefrem uddeles laurbær:

– De har et begrænset antal udvalgte varer på deres hjemmeside. Men i kategorien 'værktøj' sælger Råd & Dåd eksempelvis kun tre produkter: To græsslåmaskiner og en havefræser – og de tager ikke dankort.

Henrik Schmidt vil ikke kommentere jem & fix, fordi der helt igennem er tale om et discountforetagende, hvilket også virksomhedens 'jemmeside' bærer præg af.

Ros til Harald Nyborg
Derimod får søsterselskabet A/S Harald Nyborg ros:

– Blandt de store byggemarkeder er det tilsyneladende kun Harald Nyborg, der har forstået, at danskerne er parat til e-handel. Hjemmesiden er bygget op omkring et veludbygget produktsortiment og en brugervenlig e-handelsløsning. Her er det let at købe værktøj, materialer og sikkerhedsudstyr, og så kan man endda vælge blandt et imponerende antal forskellige betalingsmåder.

Userneeds er specialister i at hjælpe virksomheder til at tjene penge via deres hjemmesider. Firmaet har også haft en finger med i opbygningen af nogle af det offentliges selvbetjenings-sites – bl.a. jobnet.dk, Arbejdsformidlingens jobbank.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden