spacer
Godt år for DLH

Træimportøren og -grossisten forbedrede både omsætning og resultat i 2005.

2005 blev et godt år for træimportøren og –grossisten Dalhoff Larsen & Hornemann A/S – DLH Gruppen. Firmaet havde både en forbedret omsætning og et forbedret resultat.
Netto-omsætningen blev på 5,4 mia. kr – seks procent mere end i 2004. Resultatet blev på 175 mio. kr. – en fremgang på 25 procent i forhold til året før.

DLH Gruppen består af tre divisioner; Hårdttræsdivisionen, Træ- & Pladedivisonen og Byggematerialedivisionen. Og alle divisioner havde en omsætningsfremgang. Ifølge DLH kommer resultatforbedringen fra Byggematerialedivisionen, der havde en resultatfremgang på 49 procent, og Træ- & Pladedivisonen, der gik frem med 35 procent i resultat.
I det forløbne år har DLH købt den schweiziske virksomhed tt-Timber Group, som DLH vil bruge til at satse på egen produktion af bæredygtigt, eksotisk træ i Afrika.

Endvidere har DLH købt svenske Bohmans.

Forventningerne til 2006 er optimistiske. Koncernen forventer en omsætning på 7,0 mia. kr. og et resultat før skat på 180-200 mio. kr.
Regnskabet blev modtaget positivt af aktiemarkedet, men DLH Gruppen måtte dog nedjustere forventningerne til tt-Timber Group i 2006, hvilket smittede af på aktie-kursen.
-ls.





 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden