spacer
Grønland jagter selvbyggerhuse

Grønlænderne har en solid tradition for selv at skaffe sig tag over hovedet. Klynger af selvbyggede træhuse er således et meget udbredt syn langs bredderne af de grønlandske fjorde.

Boligselskabet INI har hidtil administreret en selvbyggerordning for Grønlands Hjemmestyre, hvor der blot skulle leveres materialer til færdigt tegnede huse. Nu sender boligselskabet 440 huse i udbud, hvor opgaven lyder på at designe og levere hele huset som selvbyg.

Det er Grønlands Hjemmestyre, der har ønsket at forny det gamle koncept, så selvbyggerne får forenklede byggerier af højere standard, og som kan opføres på kort tid.

Ifølge oplægget skal der være variationsmuligheder indenfor de nye selvbyggerhuse, så de kan dække forskellige behov.

Husene til de store bygder og mindre byer kan f.eks. bestå af en variant af større præfabrikerede elementer, mens selvbyggerne i de mindre bygder skal kunne vælge fuldt færdige udgaver af f.eks. et traditionelt træhus eller bjælkehus, hvor alt nødvendigt værktøj i bedste Ikea-stil er inkluderet i leverancen.

Husene skal leveres over de næste seks år, og ifølge hjemmestyret er det op til de kommende leverandører at være kreative og nytænkende omkring udformning, materialevalg og leverance.

-mir




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden