spacer


TUN vælger igen Fredericia

Byggeri-arrangør har ingen planer om at flytte messen til København.

Af Lars Solberg

Fredericia er den naturlige messeplacering for Byggeri 2006, mener arrangøren, Trælasthandlerunionen (TUN), der fra 21. til 24 marts for 12. gang inviterer byggebranchen til Dronning Margrethe Hallen i den jyske by.
TUN’s direktør, Palle Thomsen, mener, at Fredericia kan trække flest håndværkere og byggefolk fra hele Danmark.

- Vi evaluerer efter hver messe, og der kommer vi også ind på beliggenhed. Ud fra blandt andet spørgeskemaer besvaret af udstillere og trælaster må vi hver gang konkludere, at alle er meget tilfredse med beliggenheden. Så det er ikke aktuelt at flytte messen, siger Palle Thomsen.

Endagstur
Ifølge direktøren ligger Fredericia rent transportmæssigt perfekt. Den er nem at komme til, og beliggenheden er central for hele Danmark.

- Mange af vores gæster som håndværkere og mestre vil ikke bruge flere dage på en messe. Det skal være en endagstur, hvor de kan tage af sted om morgenen og så være hjemme igen om aftenen, siger han.
Hvis den foregik i København, ville det afholde adskillige fra at tage af sted, mener han.

- For rigtig mange er det en lang tur til København, hvor det vil kræve overnatning og andet. Det vil simpelthen være for besværligt og for dyrt, siger TUN-direktøren.

Men tilsyneladende får København alligevel en byggevaremesse. Den svenske messearrangør Sydexpo har lukket Sydbygg-messen i Malmø og har meddelt, at selskabet i stedet vil arrangere en byggevaremesse, ScanBuild, fra 17. til 19. april 2007 i Bella Center i København.
Sydexpo satser på, at beliggenheden kan tiltrække gæster fra begge sider af Øresund.

Bekymrer ikke
Men muligheden for en anden byggevaremesse bekymrer ikke TUN.

- Der er ikke så meget konkret viden om den nye messe, så det er svært at udtale sig om den. Men som det ser ud nu, tror jeg ikke, at det vil gøre den store forskel for os, siger Palle Thomsen.

Og han er ikke misundelig over beliggenheden.

- Bella Center er ikke en god lokalitet for Byggeri. Vi henvender os primært til danske fagfolk. Jeg tror ikke, at vi kan trække håndværkere fra Norge og Sverige til vores messe. Og til Byggeri 2004 havde vi over 30.000 besøgende, så det må siges at være godt, siger Palle Thomsen.

Foto:
En farverig mosaik af kunstneren Carl-Henning Pedersen liver op på Fredericia Messecenters facade.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden