spacer


Rådgivning betaler sig

Rådgivningskoncernen COWI A/S har forbedret både omsætning og indtjening.

COWI er alle vegne. Den store rådgivningsvirksomhed er god til at komme i medierne med dens internationale projekter, opgaver og kommentarer, og nu er de her igen – med konklusionen på deres foretagsomhed – årsregnskabet for 2005.

Og det har været et godt år. Overskuddet er på 137 mio. kr. før skat – en stigning på 41 procent fra året før.
Nettoomsætningen er øget med tre procent fra 2.594 mio. kr til 2.676 mio. kr.

- Vi vurderer resultatet som tilfredsstillende, lyder det beskedent fra COWI-koncernens adm. direktør, Klaus H. Ostenfeld, i en pressemedddelelse.

COWI har haft en stigende indtjening på det norske marked. I Danmark har der især været en stigende indtjening inden for forretningsområdet Økonomi og management.
På de internationale markeder er indtjeningen især steget inden for forretningsområderne Økonomi og management, Broer og Vandbygning.

På det danske marked har der været en øget aktivitet inden for bolig- og erhvervsbyggeri. Internationalt har der været en øget aktivitet på de primære markeder i Nordeuropa, Den Arabiske Golf og Kina - især inden for Natur og miljø, Transport og Byggeri.

Derudover har positive kursreguleringer på valuta og værdipapirer sammen med reducerede omkostninger til forretningssupport bidraget til det forbedrede resultat, lyder det i pressemeddelelsen.
Koncernen forventer øget vækst i 2006 både med omsætning og forbedring af lønsomhed.

- Vi vil fortsætte med at styrke vores position med etableringer, samarbejder og initiativer i Skandinavien, Central- og Østeuropa, Mellemøsten og i Kina, lyder det fra Klaus H. Ostenfeld.

Ved udgangen af 2005 var der 3.322 medarbejdere i COWI mod 3.294 året før.
-ls.

- Foto: COWI/Jens Jensen.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden