spacer
Ny æra for det industrialiserede byggeri

De seneste år har der været sat fokus på det industrialiserede byggeri med adskillige konferencer, forsøgsprojekter og mindre byggerier.
Men nu lancerer storentreprenøren MT Højgaard et storstilet boligkoncept, der gør udstrakt brug af præfabrikation i byggeprocessen.
Resultatet er kvalitetsboliger med massive trægulve og køkkener i den bedre ende til priser fra 8.750 kr. pr. kvadratmeter inklusiv moms.
Det er 35 procent under prisen i det almene byggeri.

Byggeriets folkevogn
- Vi introducerer tre boligtyper, der henvender sig til forskellige målgrupper. Inden for boligtyperne er der mulighed for at vælge forskellige løsninger, men fælles for dem alle er, at det er et kvalitetsbyggeri, man får, siger sektionsdirektør John Sommer Jensen, MT Højgaard.
- Man kan sige, at vi nu bygger boliger med de samme metoder som man bygger biler. Vi bruger mange ens grundkomponenter i boligtyperne. Populært kan man sige, at vi laver en Folkevogn. Afhængigt af boligtype og tilvalg vælger folk så, om de vil have en Polo, Golf eller Passat, forklarer John Sommer Jensen om konceptet.
Hos MT Højgaard hedder modellerne Basis, Ideal og Nærbo. De er nøje tilpasset forskellige målgrupper, der ganske som i bilernes verden henvender sig til kunder med forskellige behov og præferencer.

Sparer tid og penge
I bilernes verden samles komponenterne på samlebånd og arbejds-øer. I byggeriets nye industrialiserede verden forarbejdes bygningsdelene på fabrik og samles på opførelsesstedet.
- På den måde kan vi spare 15-20 procent tid på selve byggeprocessen. Men fordi vi i virkeligheden tilbyder variationer af et færdigt produkt, så er der yderligere besparelser i bl.a. planlægningsfasen. Totalt kan vi afkorte byggeperioden med 5-6 måneder, og vi kan meget hurtigt igangsætte et byggeri, siger John Sommer Jensen.
Bygningsdelene hentes ind fra både danske og udenlandske leverandører. Badekabiner, letbetonelementer, kassetter samt glas- og stålfacadeelementer er dansk producerede, mens der foreløbig er udenlandsk afsender på de tunge betonelementer og sandwichfacaderne.
Blandt de danske leverandører er Marius Hansen, Expan og Tåsinge Træ.
Forudsætningerne for at banke byggeprisen i bund er et volumen på 30-40 boliger i det enkelte projekt, og den geografiske placering. De 8.750 kr. pr. kvadratmeter er prisen i Jylland, mens højere håndværkertimer fordyrer det samme byggeri med 15 procent i hovedstaden. Men ifølge John Sommer Jensen kan man med den billigste boligtype stadig holde sig inden for Ritt Bjerregaards 5x5 vision: boliger til 5.000 kr. månedligt for 85-90 kvm.

Bedre salg for kunden
- Vi indfører også besparelser for den enkelte bygherre. Både med færre udgifter til planlægning og projektering i planlægningsfasen, og med et boligkoncept, som er udviklet efter kundegrupper, fortæller John Sommer Jensen.
I bedste ”kender du typen”-stil har et konsulentbureau analyseret forskellige målgrupper ud fra analyseværktøjet Gallup Kompas, og de tre boligtyper er blevet skræddersyet, så de i teorien henvender sig til 2 mio. danskere.
- Fordelen ved konceptet er, at den enkelte bygherre kan vælge en boligtype med de løsninger, som vil tiltale hans målgruppe mest muligt. Dermed sikres, at flest muligt af boligerne kan sælges eller udlejes, siger John Sommer Jensen.

Færre fejl, bedre samarbejde
Hos MT Højgaard mener man, at vi med de nye industrialiserede produktionsmetoder nu står over for en ny tid for etagebyggeriet. Dels sænkes prisen på boliger dramatisk, alternativt opnås bedre kvalitet for de samme penge. Derudover indebærer konceptet praktisk nytænkning, som vil smitte af på resten af branchen, hvis den skal matche konkurrencen.
- For at kunne bygge til de priser har vi været gennem alle led af produktion og planlægning for at optimere byggeprocessen. Det handler om at undgå fejl og fordyrende løsninger - og konstant forbedre sig. Derfor er en del af konceptet en ny central enhed, der konstant skal samle op på viden om fejlfinding og byggeprocesser og kommunikere det videre på tværs i organisationen, fortæller John Sommer Jensen og peger på mange af de samme elementer, som findes i den såkaldte Lean Production filosofi.
- Vi vil også bruge gennemgående projektledere og få flere strategiske samarbejdspartnere. Fordelen er igen færre fejl, når parterne kender hinanden, siger John Sommer Jensen.

Ny æra
- Det nye boligkoncept er nok så industrialiseret, som man kan gøre det i dag, og det er sandsynligvis den måde, man bygger på om 10 år. Der vil selvfølgelig altid være få enkeltbyggerier med et højt arkitektonisk niveau, men det brede byggeri vil udvikle sig i denne retning, mener John Sommer Jensen og drager sammenligning til en tid, hvor byggeriet også stod i industrialiseringens tegn.
- I betonbyggeriet i 60’erne gjorde man sig mange af de samme tanker, som vi med dagens teknologi er blevet i stand til at realisere. I dag kan vi både bygge rationelt og varieret, slutter John Sommer Jensen.
MT Højgaard satser på allerede i år at få solgt for 200 mio. kr. boliger til især private investorer og boligforeninger.


Tre boligtyper
* Basisbo: 8.750-12.500 kr./m².
Til dem, der vil minimere boligudgifterne. En stangbebyggelse i varierende længde, der kan vinkles, opdeles, duplikeres eller sammenstilles på utallige måder. En betonkonstruktion med forskellige facadeudtryk, evt. med en skalmur eller en ren glasfacade på altan-/havesiden. Tagkonstruktionen kan også varieres i materialer og visuelt udtryk alt efter lokalplankrav.
* Idealbo: 11.500-14.500 kr./m² .
Til børnefamilier og ældre med behov for ekstra kvalitet i boligen. Et klassisk betonbyggeri med en fleksibel grundmodel, som kan gives forskellige arkitektoniske udtryk alt efter beliggenhed og særlige ønsker til f.eks. tagkonstruktion, facader og materialer.
* Nærbo: 10.500-13.500 kr./m².
Til moderne mennesker – nyuddannede akademikere eller dem med mere praktisk orienterede uddannelser. Opføres både som 1-2 plans rækkehuse i træ og som etagebyggeri i betonkonstruktion lukket med præfabrikerede træelementer.

Priserne er for huset på sokkel inkl. moms. Boligtype, geografisk beliggenhed, jordbundsforhold, lokalplanskrav og valgte løsninger for bebyggelsen og i lejlighederne vil afgøre den endelige pris.

- mir



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden