spacer
Posten Norge angriber Post Danmark

Norsk datterselskab sender postbude på gaden i Storkøbenhavn – i første omgang med breve over 50 gram.

Af Lars Solberg

Der er knald på den norske pendant til Post Danmark, Posten Norge. Firmaet, som via Nor-cargo er godt med på fragtgodsområdet i Danmark og internationalt - og gennem De Grønne Bude allerede er meget synlige i det københavnske gadeliv, ønsker nu også at levere breve i Danmark.

Fra et nyoprettet datterselskab, CityMail Danmark, vil nordmændene omdele adresserede forsendelser til husstande i Storkøbenhavns-området. I første omgang handler det kun om breve over 50 gram, da Post Danmark har eneret på dem under indtil 2009, hvor det danske brevmarked forventes liberaliseret fuldt ud.

CityMail vil efter 2009 konkurrere på udbringning af alle type breve.

Er i Sverige
Den nye konkurrent til Post Danmark er et søsterselskab til CityMail Sweden, der i dag distribuerer omkring syv procent af alle brevforsendelser i Sverige. Adm. direktør i CityMail Danmark, Jarle Trandokken, tror, at det også kan lade sig gøre i Danmark.

- CityMail står for brevdistribution i høj kvalitet til en meget konkurrencedygtig pris. I Sverige er erhvervslivets brug af industriel post – breve, udskrevet af computer – øget markant de seneste år. Vi tror, potentialet er mindst lige så stort i Danmark. Vi kan give den adresserede post nyt liv med kreative it-baserede løsninger og en meget kunde-orienteret tilgang, lyder det fra Jarle Trandokken, der har været i ledelsen af CityMail Sweden i fire år.

CityMail henvender sig især til de erhvervskunder og offentlige kunder, der afsender større partier af post – som kontoudtog, salgsbreve, kundeblade eller informationsbreve.

Ifølge CityMail begynder udbringningen i hovedstadsområdet i løbet af et års tid med 250-300 medarbejdere.

Post Danmark ikke bekymret
Posten Norges indtog på brevmarkedet i Storkøbenhavn bekymrer dog ikke Post Danmarks adm. direktør Helge Israelsen - siger han. Han har længe været forberedt på nye konkurrenter på dette felt.

- Omdeling af breve over 50 gram er i fri konkurrence, så derfor er der intet i vejen for, at CityMail kan træde ind på markedet. Det er naturligvis altid generende at få en ny konkurrent, men jeg har ingen forventning om, at den nye aktør kan tilbyde produkter eller en kvalitet, der kan matche Post Danmarks, siger Helge Israelsen.

Post Danmark arbejder paradoksalt nok tæt sammen den nye konkurrent, Posten Norge. De to konkurrenter går arm i arm på det internationale pakkemarked via Pan Nordic Logistics, som Post Danmark og Posten Norge ejer ligeligt.

- Vi er nu partnere med Posten Norge på et område og konkurrenter på et andet. Sådan er vilkårene i branchen, og det er der for så vidt intet usædvanligt eller dramatisk i, lyder det fra Helge Israelsen.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden