spacer
Polske håndværkere sikret en god jul

TIB hjælper fem polakker med at få tilgodehavender ved et MT Højgaard-byggeprojekt.

Af Lars Solberg

Normalt plejer fagforeningen TIB og polske håndværkere at være på hver sin side, men en sag fra Århus, hvor fem polske håndværkere ikke har fået deres tilgodehavender hos et polsk byggefirma, der var hyret af en dansk underentreprenør til et MT Højgaard-projekt, har bragt de to parter sammen.

Takket være blandt andet TIB, kan de fem østeuropæere nu fejre jul med penge på lommen. Det glæder fagforeningen.

- At polakkerne nu selv henvender sig til os, ser jeg som et bevis på, at de har tillid til, at vi som fagforening kan hjælpe dem. Det er glædeligt at kunne konstatere, lyder det fra bygningsgruppeformand Hans Rasmussen fra TIB Århus.

De fem polakker har arbejdet med at renovere Helnan Marselis Hotel i Århus. Projektets totalentreprenør er firmaet MT Højgaard A/S. Men polakkerne var ansat hos et polsk byggefirma, Fagor, som igen var hyret af Langaa-firmaet, Thomas Christensen A/S, der var underentreprenør på opgaven.

Efter forhandlinger mellem TIB, Thomas Christensen A/S og MT Højgaard, er der nu indgået en aftale om, at Thomas Christensen A/S står inde for, at de fem polakker får udbetalt hele deres tilgodehavende løn hos det polske firma, der ikke har betalt hyre siden den 7. november.

I første omgang har de fem østeuropæere fået et forskud på 50.000 kr. på en større efterbetaling.

Ifølge TIB sikrer aftalen endvidere, at overenskomsten fremover bliver overholdt - både hvad angår løn og forholdene omkring indkvartering.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden