spacer


Ivarsson solgt til Etex Group

Samtidig fusionerer Ivarsson med Opticolor, men fortsætter under samme navn og med samme direktør.

Importør og forhandler af blandt andet bygge- og tagplader, ivarsson Gruppen, der har hovedsæde i Rødekro i Sønderjylland, har netop meddelt, at firmaet har solgt alle aktier i dens fire nordiske selskaber til Etex Group Holding i Bruxelles i Belgien. Etex er en af ivarsson Gruppens største leverandører.

Den belgiske koncern ejer 76 selskaber i mere end 36 lande. I 2004 opnåede den en omsætning på 1,3 mia. d. kr. Virksomheden har 12.000 ansatte, og dens kerneområder er tag- og facadeprodukter, brandsikre byggeplader/systemer samt gulv- og vægbeklædninger.

I Danmark ejer Etex Group producenten af fibercement-materialer Opticolor A/S.
Ved den nye overtagelse bliver Opticolor fusioneret ind i ivarsson.

Ivarsson bevarer sit navn og den tidligere ejer og adm. direktør Klaus Kristensen fortsætter som adm. direktør for de fire selskaber i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Opticolors nuværende direktør, Bent L. Rasmussen, bliver direktør i det nye ivarsson & Co. A/S.

Ifølge Etex betyder det nye køb en forstærkning af koncernens tilstedeværelse på både det danske og de øvrige nordiske markeder og et godt grundlag for yderligere ekspansion.
-ls.

Billedtekst:
Fremover vil direktørerne Klaus Kristensen fra ivarsson og Bent L. Rasmussen fra Opticolor arbejde under samme virksomhedsnavn, ivarsson.





 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden