spacer
Ordblinde besejrer bogstaverne

Hvis bogstaver og tal ligner tilfældige pletter på hvidt papir, kan det være svært at få en uddannelse. Men på Københavns Tekniske Skole på Nørrebro får ordblinde og stavesvage lærlinge ekstra undervisning i dansk og matematik. Det giver små sejre over tal og bogstaver og masser af motivation til undervisningen i de praktiske fag.

- Jeg troede aldrig, jeg nogensinde skulle komme til at sige, jeg interesserer mig for matematik. Men det gør jeg nu. Jeg fået en helt anden gejst til at læse og lære, siger Daniel Johannesen fra skolens ordblindeklasse for tømrerlærlinge.

Skal være nøjagtigt
- Jeg har kun været her i tre uger, men det er noget helt andet her. Jeg har været to år på efterskole, men har lært mere her på den korte tid. Vi får bedre tid til at arbejde med opgaverne, så der er ikke samme pres for at blive hurtigt færdig, som der var i skolen. Der kunne jeg ikke overskue at skulle læse alle bøgerne, siger Daniel.
Daniel er ordblind i mellemsvær grad. Han kan egentlig godt læse ordene, men kan ikke huske, hvad det var, han læste. Han har haft, hvad han selv kalder en svær skolegang, men på teknisk skole kører det for ham.

- Vi øver bl.a. i at læse et stykke, får en pause og skal så genfortælle det. Bare på et par gange har det hjulpet virkelig meget, fortæller Daniel om den specielle undervisning som ordblindelærerne praktiserer. Succesen har skruet yderligere op for hans motivation til at arbejde med de praktiske fag.

- Det er fedt at lave noget, hvor tingene skal laves præcist. At arbejde med vinkler og passer, fortæller Daniel.
Han er topmotiveret for at blive så god som mulig, inden han skal ud i lære.

- Jeg skal kunne læse en teknisk tegning og skrive. Ellers vil mester bare sige, at jeg mangler forståelse og må tilbage på skolen.

Hjælper hinanden
På hele ordblindeholdet er stemningen meget anderledes end i den skole, mange af dem kommer fra.

- Her er der ingen, der driller eller mobber hinanden, og vi får tid til at lave opgaverne ordentligt, fortæller Emil Dreier Sørensen. Han kan læse, men har svært ved at stave rigtigt.

- Jeg sidder ved siden af Patrick. Han har svært ved at læse bogstaverne, så jeg hjælper ham, når der skal læses, og han hjælper mig med andre ting, siger Emil, der også har fået en ny interesse.

- Jeg er begyndt at bruge computeren meget mere. Før ville jeg måske spille syvkabale engang imellem. Nu bruger jeg den til at lære med. Og jeg bruger den hver dag. Der er en masse programmer, som vi kan bruge, siger Emil og fortæller temmelig begejstret om sin C-pen.

- Jeg kan scanne noget tekst ind på computeren og få læst det op i et specielt program, siger han og bliver suppleret af sin kammerat Stefan, der fortæller, han bruger sin C-pen til at lære specielt svære ord.

Stor succesrate for de ordblinde lærlinge
Københavns Tekniske Skole på Nørrebro startede for tre år siden et forsøgsprojekt for ordblinde lærlinge i et samarbejde mellem Københavns Kommune og Hovedstadens Ordblindeskole.
De første tre år for bare en enkelt klasse, men med så stor succes, at der på efterårets grundforløb nu er tre fulde klasser ud af 20 inden for bygge og anlæg.
I dag er klasserne udvidet, så det ikke kun er ordblinde, der undervises, men også elever med massive stavevanskeligheder.

- Vi har fået så god respons fra både Københavns Kommune, som støtter økonomisk, og fra forældre og elever, at vi håber på at udvide med flere klasser og gøre ordningen permanent, siger Benedicte Stokkebye Koch, der er ledende lærer på skolen.

- Mange unge har haft store problemer med at lære at læse og regne ordentligt i folkeskolen. Enten fordi de er ordblinde eller bare aldrig fandt sig til rette i skolen. De har ofte svært ved at gennemføre en uddannelse, men med en undervisning, der tager højde for deres problemer, kan de nå ligeså langt, som deres kammerater, siger Benedicte Stokkebye Koch og sætter tal på succesen.

- I den sidste klasse, vi havde, var der 14 elever. Kun fire faldt fra, de tre skiftede til andre retninger og kun en måtte starte om, fortæller en stolt Benedicte Stokkebye Koch.

- Tidligere ville typisk kun fire ud af 10 elever med deres læsevanskeligheder komme igennem, hvor normalt ni elever ud af 10 gennemfører undervisningsforløbet, siger Benedicte Stokkebye Koch.

I øjeblikket er der stor fokus på undervisningsprojektet, og skolen regner med at udvide med flere klasser, når 'malere og vvs-ere også erkender, at de har brug for hjælp til at lære at læse og skrive bedre'.
Skolen arbejder også på et koncept for at tilbyde specialundervisningen i en efteruddannelse for mestre og svende.

- mir



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden