spacer


Stop tyven med nettet

Hjemmeside fra Det Kriminalpræventive Råd hjælper virksomheder med at forebygge indbrud.

Af Lars Solberg

Godt 45.000 gange om året bliver der begået indbrud i virksomheder.
45.000 episoder med små glasskår, forvredne vinduer, jammede dørlåse, forsvundne varer, ødelagte ordrer, oprydning, håndværkere, forhandlinger med forsikringsselskaber og aggressioner over 'ungdommen i dag'.
Indbrud er kostbare, tidskrævende og frustrerende.
Det er dog i nogle tilfælde muligt at forebygge indbrud med en lang række midler.

Men inden man i raseri bestiller en dobbeltsidet strømførende panserstålsfacade med pigtrådsbelægning eller anskaffer en rabiesinficeret pitbull på speed, er det nok en god ide at tjekke hjemmesiden Stopindbrud.dk.

Her er det muligt at hente en række gratis og uvildige råd om sikringsspørgsmål – hvilke redskaber er bedst at sikre med på min virksomhed – og forsikringsspørgsmål – hvilken aftale skal man have med sit forsikringsselskab i forhold til sårbarhedsniveau. Sårbarhedsniveauet for den enkelte virksomhed kan analyseres på siden.
Endvidere er der statistik og andre relevante oplysninger om indbrud og indbrudstyve.
Bag Stopindbrud.dk står Det Kriminalpræventive Råd og erhvervsorganisationen Forsikring & pension.

Udbygget
Hjemmesiden har tidligere primært været rettet mod private borgere, men for kort tid siden blev den udbygget med en særlig erhvervssektion. En nødvendig udbygning, forklarer kriminalkommissær John Radmer fra Det Kriminalpræventive Råd.

- Flere og flere virksomheder ringede til os for at få vejledning. Nogle havde netop haft et indbrud og var frustrerede og søgte hjælp. Andre var lige startet og havde nogle varer, de ønskede at beskytte mod tyveri. Vi rådgav efter bedste evne, men fandt hurtigt ud af, at det ville gøre det nemmere, hvis vi udbyggede vores hjemmeside, så brugerne hurtigt kunne finde de relevante
oplysninger, fortæller kriminalkommissæren.

Web-tjenesten henvender sig til små og mellemstore virksomheder med mellem 2 og 19 medarbejdere.

De store virksomheder er ikke med, da der gælder nogle individuelle forebyggelsesregler, og så er de rent forsikringsmæssigt komplicerede og unikke.

- Vi har mange forskellige brugere, men det kan være et eksport/importfirma, der måske sælger elektroniske effekter. De har så brug for at gøre det så svært som muligt for indbrudstyvene at bryde ind, fortæller John Radmer.

Alarmsystemer
Hjemmesiden fortæller om de sikringsmuligheder, der findes på markedet - alt fra røgkanoner til overvågning og alarmsystemer. Den henviser endvidere til certificerede og anerkendte installatører og sikringsfirmaer.

Endvidere er der oplysninger, der kan bruges som en slags manual til sikringspolitik. I den forbindelse nævner John Radmer, at det er meget vigtigt at udpege en sikringsansvarlig på virksomheden.

Vedkommende skal fungere som tovholder, når de forebyggende foranstaltninger skal sættes i værk.
For planlægning er næsten det allervigtigste i i forbindelse med forebyggelse mod indbrud.

- Inden man farer ud og køber alt muligt isenkram, er det vigtigt at følge en plan. Først skal man lave en risikovurdering. Derefter skal man sikre sin bygning, så den er svær at trænge ind i, og først efter det kan man eventuelt investere i elektronisk overvågning og alarmer, siger John Radmer.

Gennemgå sikkerhed
Kriminalkommissæren mener, at alle virksomheder, lige meget hvor små de er, skal gennemgå deres sikkerhedsprocedurer.

- Forsikringsselskaberne stiller flere krav til deres kunder i forhold til indbrud. Så før eller senere bliver virksomhederne nødt til at tage initiativer for at undgå indbrud. Under alle omstændigheder er det i alle virksomheders interesse at gøre det så svært som muligt at begå indbrud hos dem, siger John Radmer.

Og her er www.stopindbrud.dk et godt sted at starte.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden