spacer
OK til manuelle løft af 90 cm. gipsplader

Arbejdstilsynet har meldt ud, at det også efter 2005 er tilladt at løfte og montere 90 cm. gipsplader uden brug af maskiner.

Siden kampen mod de tunge løft blev indledt i 2003 har der været fokus på gipspladerne. I september sidste år ’fredede’ Arbejdstilsynet så de små gipsplader til udgangen af 2005. Manuelle løft og transport af 120 cm pladerne var bandlyst, men accepteret for de små 90 cm. plader.
Tanken var, at der i løbet af det halvandet år skulle udvikles egnede tekniske hjælpemidler så al håndtering af tunge gipsplader fremover skulle ske med hjælpemidler. Den beslutning er nu opgivet.

- Det er glædeligt, at tilsynet har lyttet lidt til vore ønsker, siger Børge Elgaard, direktør, Dansk Byggeri.

- Tilsynet har nu indset, at der ikke i alle situationer er mulighed for at anvende tekniske hjælpemidler, og at udviklingen af en speciel maskine til montering af gipsplader har været mere vanskelig og tidkrævende end forudsat.
Vi er naturligvis enig med tilsynet i, at der skal anvendes egnede tekniske hjælpemidler når det er muligt og hensigtsmæssigt, men på dette område er det lidt svært et finde nogle, siger Børge Elgård og fastslår, at Dansk Byggeri fremover gerne vil samarbejde med Arbejdstilsynet om udviklingen og anvendelsen at tekniske hjælpemidler.

- mir




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden