spacer
Opfindelsernes livvagt og barnepige

Patent- og Varemærkestyrelsen beskytter ideer, men er også med til at bane den kommercielle vej for dem.

Af Lars Solberg

I de klassiske vittighedstegninger kan man se en række mænd sidde i et venteværelse og fumle nervøst med deres underlige opfindelser som læsebriller med natlys eller en motoriseret kløpind med indbygget overskægstrimmer.

Opfinderne venter på dommen over deres lille tankebarn fra manden inde bag den matterede glasdør, hvor der med sorte bogstaver står patentkontor.
Myten om de excentriske idemagere og de stramme patentkontrollører holder ikke i det moderne Danmark.

I dag er mange af opfinderne driftige erhvervsfolk, og kontrolløren, Patent- og Varemærkestyrelsen (PVS), er en strømlinet virksomhed, der ud over at behandle patenter og varemærker også er en aktiv medspiller i det danske erhvervsliv.

- Ordet innovation går igen alle vegne. Det er blevet erhvervslivets mantra, men også politikerne er bevidste om, at det er innovation, der skal sikre vores fremtid. I Patent- og Varemærkestyrelsen er vi en meget aktiv medspiller på dette område. Vi skal bidrage til at fremme kreativiteten og innovationen. Vi skal være med til at styrke erhvervslivets konkurrenceevne. Det er vores opgave så konstruktivt som muligt at støtte op om originale ideer, så de føres ud i livet, fortæller key account manager Poul-Erik Nielsen fra PVS.

Partner i innovation
Et af tiltagene hedder 'Partner i innovation', hvor styrelsen fungerer som en slags radar for virksomheder med nye ideer.

- Med vores viden og adgang til internationale databaser kan vi hjælpe virksomheder, der skal i gang med udviklingen af et helt nyt produkt eller forandre den nuværende produktion. På konsulentbasis laver vi research for firmaet, som det kan bruge i sine strategiske overvejelser. Vi kan skaffe viden om, hvad der sker globalt på et teknisk område - hvilke patenter og teknologiske opfindelser er der inden for dette felt. Kan det betale sig at søge et patent, eller skal virksomheden i en helt andet retning. Verden er i de senere år blevet lille, så det er meget vigtigt at have et overblik over et bestemt produkt eller produktionsområde, inden man går i gang med store investeringer, fortæller Poul-Erik Nielsen.

Kopiering og plagiering
Grundet globaliseringen er patent og beskyttelse af varemærker blevet vigtigere end nogensinde før. Kopiering og plagiering er et stigende problem. Derfor opfordrer Poul-Erik Nielsen ideudviklere og initiativrige erhvervsfolk til at henvende sig hurtigt til Patent- og Varemærkestyrelsen, hvis der er noget nyt på vej.

PVS oplever da også en stigning i antallet af henvendelser med opfindelser og ideer. Der er en vækst i mængden af patentansøgninger på fem til syv procent.
I 2004 fik styrelsen omkring 2000 ansøgninger. Cirka 600 af dem blev til reelle patenter.

Hvor mange af dem, som førte til ny produktion, ved Poul-Erik Nielsen ikke. Men der er ingen tvivl om, at der er flere eksempler på det. De godkendte opfindelser tæller alt fra produktionssystemer til tekniske maskiner og nye materialer som kemiske væsker.

Og han tror, at der kommer endnu mere vækst i antallet af patenter.

- Ideer og knowhow er Danmarks råstof. Så de nye visioner skal nok dukke op. Det kan nogle gange synes svært at realisere dem. Men selvom der kan være langt fra ideer til handling, er vi en god partner i den proces, siger Poul-Erik Nielsen.





 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden