spacer
Få det kommercielle budskab ud

Mange virksomheder trænger til hjælp, mener sammenslutning af freelancejournalister.

Af Lars Solberg

Halvanden A4-side – tætskrevet med en detaljerigdom om et ståltandhjuls velsignelser, hvilket CAD-program det er tegnet i, hvilken CNN-fræser der har udskåret det.
Teksten er uden afsnit og med få punktummer. Der er en cd-rom med et mørkt digitalbillede af tandhjulet. Billedet er så lille i opløsning, at det på tryk maks. kan gengives i en størrelse på tre gange tre centimeter.

Sådanne pressemeddelelser dumper hver dag ind på avis- og fagbladsredaktioner. Og de har en tendens til at dumpe videre ned i papirkurven, da det vil tage en halv dag at afkode dem og få den energiske CNC-specialist bag pressemeddelelsen til at oversætte den.

Det vil en række freelancemedlemmer af Dansk Journalistforbund gerne ændre på. 50 journalister, fotografer, tegnere og layoutere har dannet landets største PR- og kommunikationsbureau, PRmatch, som vil hjælpe virksomhederne med at få deres budskaber formuleret, så de gennembryder mediemuren.

- Vores profession er at finde den gode historie og få den formuleret, så den vækker interesse hos modtagerne, og så den i en eller anden version ender i en avis, et ugeblad eller magasin. Vi er uddannede og erfarne i at vække folks nygerrighed, og den interesse, vi kan skabe, kan få gang i forretningerne til gavn for firmaets omsætning, siger Helge Lynggaard, der i 22 år har været freelancejournalist med base i Århus.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden