spacer


Badekar bygget som en båd

Træbadekar bygget af skibsfiner sejler ind i det moderne badeværelse.

Et godt langt karbad er som en tur i en drømmemaskine. Når kroppen bliver vægtløs i det varme vand, sænker roen sig, og fantasien flyder frit. Og et træbadekar er givetvis rigtig godt til at sende tankerne på vandring.

Træ og vand er en kombination af helt naturlige grundelementer, men som alligevel virker næsten naturstridige i det moderne badeværelse.

- Mange synes, at et badekar af træ er spændende, romantisk og inspirerende, men også besværligt. De fleste forbinder nemlig et træbadekar med et, der ligner en oversavet bødkertønde, og de skal altid holdes fugtige for at være tætte. Men et moderne træbadekar kan gøres lige så robust og funktionelt som et emaljebadekar eller et spabad, fortæller direktør John Serritzlev fra Danish Wood Design.

Lang levetid
Hos DWC har man specialiseret sig i at arbejde med unikke designs i træ, og her er opskriften på det perfekte træbadekar enkel. En aflang buet halvcirkel, med to flade sider og fire ben – alt i træ.

- Grundlæggende er træbadekarret en omvendt båd, hvor vandet holdes inde i stedet for ude. Vi bruger det samme apteringsfiner, som bruges til luksusyachts. Det er et materiale, der er utrolig stærkt og som tåler saltvand, der er meget aggressivt mod træet. I badeværelset holder det i 25-30 år, når man blot tørrer det af efter brug, siger John Serritzlev.

Fineren består af mange lag træ, der dampbøjes og lakeres, og variationsmulighederne er store for valget af træsorter og for det endelige design, som badekarrets fremtidige ejer selv vælger i samråd med Danish Wood Design.

Selv om trækarret fra DWC virker meget ’basic’, er der mulighed for at indbygge alskens moderne badeudstyr i form af armaturer, spadyser, massagestråler etc. Anvendelige features i et kar der typisk kommer til at stå i den nye type 'samtalebadeværelser', hvor baderummet er på størrelse med en mindre spisestue og fungerer som familiens eget lille vandland.

-mir



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden