spacer
Ny forening for havnetunnel

En række organisationer og erhvervsfolk i fælles front for trafik under København.


En række organisationer og erhvervsfolk har nu dannet fælles front for at få en havnetunnel under København, der kan lette midtbyen for noget af den massive trafik.

Foreningen Københavnertunnelgruppen er dannet af blandt andet Lejerbo, Byggefagenes Samvirke og BAT-kartellet.

På den stiftende generalforsamling vedtog den ny forening følgende formålsparagraf:
”Københavnertunnelgruppen er en privat almennyttig forening, der har til formål at arbejde for at få truffet en politisk beslutning om, at Københavnertunnelen bygges for biltrafik under vandet fra Avedøre Motorvejen til Nordhavn og under jorden til Lyngbyvej, så boligområder og bydele i København kan slippe for uvedkommende gennemkørende trafik. Så miljø og sundhed kan forbedres - samtidig med at København til gavn for hele landet rustes til at være en velfungerende metropol uden trafikkaos.”

Formand for den nye forening er Hugo Andersen, der er direktør i Tårnby Karosserifabrik ApS samt formand for Amager Erhvervsråd. Næstformand er Flemming Karberg, som er grosserer og medejer af Hans Just A/S.

Den øvrige bestyrelse består af Anders Olesen, Byggefagenes Samvirke København; Bo Sandberg, Bygge-, Anlægs og Trækartellet; Thomas Fokdal, Københavns City Center; Tina Waldorff, Lejerbo København samt to af initiativtagerne, arkitekt Peter Wimmelmann Larsen og fhv. MF'er Claus Larsen-Jensen.
Foreningens sekretariat varetages af Bo Sandberg.
-ls.





 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden