spacer
Big Brother er blevet for stor

Med 20.000 nyopsatte kameraer på et år er overvågningssamfundet en realitet - nu maner selv sikkerhedsbranchen til besindighed.

Af Lars Solberg

Big Brother er ved at vokse os over hovedet uden, at vi egentlig tænker over det. Overvågningskameraer er for længst blevet en del af hverdagen på stationen, i kiosken, til fodbold og nu også i stigende grad på jobbet – på kontoret, lageret og byggepladsen.
Bare i løbet af det seneste år er der blevet opsat mindst 20.000 nye kameraer, oplyser organisationen SikkerhedsBranchen, hvis medlemmer i alt sidder på 80% af sikringsbranchen i Danmark.

Mange af dem sælger kameraer. Men selv om den voldsomme vækst kommer nogle af medlemmerne til gavn, sætter SikkerhedsBranchen nu spørgsmålstegn ved den voldsomme brug af overvågningskameraer.

Kritikløst
- I mange tilfælde bliver der kritikløst sat kameraer op, hvor der kunne vælges andre sikringsløsninger. At bruge kameraer er en alvorlig sag, som kræver overvejelse og omtanke. Overvågning i det offentlige rum er der ikke så mange, der tænker over, men ingen bryder sig om at blive overvåget eksempelvis på jobbet. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt, men man burde ikke gøre det, før det er tænkt igennem i samarbejde med de ansatte, siger Kasper Skov-Mikkelsen, der er direktør i SikkerhedsBranchen.

Ifølge direktøren skal en arbejdsgiver tænke sig godt om, inden han sætter kameraer op. Og så skal lederen inddrage de ansatte i processen.

- At sætte kameraer op, der filmer folk på arbejdspladsen, uden de ved det, er ikke godt. Ud over det er uetisk, er det også dumt. Hvis medarbejderne opdager det, vil de naturligt nok føle sig krænkede. Det kan ende med samarbejdsproblemer, arbejdssager og arbejdsnedlæggelser, siger han.

Hvor lang tid
En anden ting, arbejdsgiveren skal vurdere, er i hvor lang tid, der skal være opsat kameraer.

- Der er mange spørgsmål, der skal tages stilling til. Hvis overvågning skal afsløre svind eller lignende, skal det så kun være oppe, indtil synderen er afsløret – eller skal det være i funktion altid? Det sidste kan medføre dårligt arbejdsmiljø, da alle kan føle sig mistænkeliggjort. Alt det skal man gøre sig klart, inden man sætter processen i gang, siger Kasper Skov-Mikkelsen.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden