spacer
Knap 28.000 på HI-messen

Tilbagegang for samlet HI Industri og TechMesse.

Af Lars Solberg

27.891 besøgte dette års udgave af HI Industri-messe, hvor der var et rekordhøjt antal udstillere på 1.014. Besøgstallet var højere end den forrige industrimesse i Herning for to år siden, men her var Techmessen ikke med, som den var i år. Hvis man sammenligner besøgstallet i år med det samlede tal for HI Industri og Techmessen i 2003, er der et fald på 9525 besøgende. Det samlede antal messegæster i 2003 var på 36.416 gæster.

Og med knap 28.000 gennem tælleapparaterne i år er det langt op til den indholdsmæssige lignende udgave af messen i 2001, hvor HI Industri var en gigant med 48.700 besøgende.

Men både messekomitéens formand, Poul R. Ulsøe, og messedirektør Georg Sørensen mener alligevel, at dette år udgave af HI Industri var en succes – ud fra devisen, at kvaliteten af de besøgende lå meget høj. Det vil sige, at der ifølge dem var mange beslutningstagere, som afgør, hvad der skal købes ind til deres virksomheden.

Positiv stemning
Poul R. Ulsøe, som også er formand for Håndværksrådet, siger:

- Efter fire spændende messedage er det mit helt klare indtryk, at HI Industri 2005 har været en succes. Der har hersket en god og positiv stemning, og langt størsteparten af udstillerne har udtrykt stor tilfredshed med messen. Kvaliteten blandt de besøgende har denne gang været særdeles høj. Det er tydeligt, at gæsterne kommer for at hente ny viden med hjem til deres virksomheder. Derfor glæder det mig også, at vi har haft succes med vores mange faglige konferencer og temamøder, hvor vi har registreret over 700 deltagere. Der er på messen blevet vist store teknologiske fremskridt, og blandt andet opfindertorvet har været en bragende succes. Netop opfindelser og kreative idéer er noget af det, vi skal leve af i fremtiden. Derfor er det også vigtigt at videreudvikle messens faglige fokusområder og aktiviteter, så HI Industri 2007 bliver endnu større og byder på højaktuel faglig viden.

Kronprinsen og brintpillen
Messecenter Hernings adm. direktør Georg Sørensen fortsætter i samme stil.

- Både udstillere, samarbejdspartnere og arrangører vil med glæde og stolthed huske tilbage på HI Industri 2005 – blandt andet på grund af Kronprins Frederiks besøg. Kronprinsen besøgte mange udstillere, viste stor spørgelyst og fik et godt indtryk af de danske virksomheders formåen, kreativitet og alsidighed. Det var desuden en ekstra fjer i hatten, at en revolutionerende dansk opfindelse - brintpillen - blev afsløret på HI Industri 2005. Brintpillen har i ugens løb været blandt tophistorierne i alle danske medier og bidraget til at sætte ekstra fokus på danske opfindere og iværksættere. Med denne store samlede industrimesse har vi et godt grundlag at bygge videre på til den næste industrimesse, der finder sted primo september 2007, siger direktøren.

24 brancheforeninger og organisationer fra industrien og erhvervslivet står bag HI Industri sammen med Messecenter Herning.




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden