spacer
Brint tæt på at kunne afløse benzin

Danske forskere har opfundet brintpille, der gør den rene energiform logistisk anvendelig.

Af Lars Solberg


Danske forskere har opfundet en metode, der gør brint praktisk anvendelig. Det betyder, at den nu står som en realistisk afløser af benzin. Den nye opfindelse, brintpillen, kan medføre, at de fossile brændstoffers tid er forbi, og at brinten i løbet af få år er klar til at sejre kommercielt og gøre verden til et renere sted. For brint har kun ét affaldsstof - vand.

Som brugbart brændstof har det været kendt i årtier, men indtil nu har der været logistisk problem med den type brændstof, da er en gasart. Brint fylder meget og er ekstrem brandfarlig.

Effektiv og sikker lagring af brint var derfor et problem, som forskere verden over forgæves har forsøgt at løse i mere end 25 år. Men fem forskere fra DTU (Danmarks Tekniske Universitet) har nu brudt logistikkoden.

- Skulle man drive en bil 600 km bil med gasformig brint, ville det kræve en brændstoftank på størrelse med ni hele biler. Med vores løsning kan den samme mængde brint klemmes ned i en normal benzintank, udtaler en af de fem, Claus Hviid Christensen, der er professor ved Kemisk Institut på DTU.

Den nye pille er ufarlig og økonomisk at fremstille.
Den består af ammoniak absorberet i ganske almindeligt havsalt. Ammoniak dannes katalytisk ved kombination luftens kvælstof og brint, og DTU’s brintpille binder på den måde store mængder brint. I pillen kan brinten opbevares, så længe det skal være. Først, når ammoniakken ledes igennem en katalysator, frigives brinten. Når pillen er tømt for brint, skal man blot give den endnu et skud ammoniak – så er den klar til brug igen, lyder det fra DTU.

Den nye opfindelse bliver præsenteret i dag ved en konference i Chicago i USA.





 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden