spacer


Panserdørene banker på

Tre gabende åbne hoveddøre, der dinglede på deres hængsler i opgangen, var det syn, der mødte Bjarke Schultz, da han vendte hjem fra en forretningsrejse for et par år siden.
Øverst i opgangen mente tyvene, at de havde arbejdsro til at tømme lejlighederne for værdier, og desværre var en af lejlighederne hans.

Det var ikke sket med en solid hoveddør i stål, og det blev startskuddet til firmaet Prolock, som Bjarke Schultz i dag driver med partneren Sune Nystrup. Under forretningsophold i Litauen havde han set masser af sikringsdøre i stål til privatboliger, og i dag producerer og markedsfører Prolock individuelt tilpassede ståldøre med træfiner fremstillet i Litauen.
Dørene kombinerer stålets styrke med trædørenes traditionelle udseende.

- I Baltikum er ståldøre standard i mange boliger. I de fleste af vores nabolande er de også meget udbredt, mens man i Danmark og Norge foreløbig foretrækker trædøre. Men det tror vi ændrer sig i takt med, at folk opdager, de kan få sikkerhed mod indbrud, samtidig med at døren helt kan tilpasses til arkitekturen i byggeriet, siger Bjarke Schultz og bliver suppleret af Sune Nystrup:

- Foruden sikkerhed giver ståldørene også en langt højere grad af komfort. De er lydtætte, de lukker tæt for eventuelle lugtgener, og de er varmeisolerende, fordi dørene er fyldt med stenuld mellem den ind- og udvendige stålplade på døren. Det er fordele, som mange boligejere vil sætte pris på, mener Sune Nystrup.

En dør med gods i
Prolocks panserdøre bygges op over et stålskelet beklædt med 1-2-3 mm stålplader på begge sider og i en finish, der spænder fra pulverlakering af den rå ståldør til beklædning med udskårede MDF-plader, massiv ædeltræ og indbyggede vinduer med sikkerhedsglas.
Låsene er fra anerkendte producenter som Assa og Ruko, og døren låses med 13 tykke stålrigler i karmen.
Afhængigt af godstykkelse vejer dørene 70-120 kg, og de leveres fuldt monteret med låse og tilhørende stålkarm, der kan bygges ind i den eksisterende trækarm, så døren falder naturligt ind i et byggeri.

- De mange variationsmuligheder gør, at man kan få en ekstremt stærk hoved- eller bagdør, som enhver indbrudstyv går langt uden om, uden at den ligner indgangen til en bankboks, siger Sune Nystrup, der især ser et potentiale i det private boligmarked både inden for nybyggeri og til renoveringer, men også til erhverv med specielle ønsker til udseende eller holdbarhed.

- Vores force er den individuelle tilpasning. Så vidt vi ved, er vi de eneste, der tilbyder det på markedet. Dørene kan ligne en hvilken som helst normal dør, og til priser fra 7.500 kr. for lakeret dør til 16.000 for en dør beklædt med massivt egetræ og alle låsevarianter, fortæller Sune Nystrup.

Ståldøre giver rabat
Selv om en ståldør således ikke er en helt billig sag, er der nogle kontante fordele ved dørtypen, som kan fremme dens udbredelse.

- Nogle forsikringsselskaber giver 10% rabat på indboforsikringen, når en af vores kunder har fået en dør i. Men da ståldøre stadig ikke er så udbredt, er det endnu ikke en fast praksis hos alle selskaber, siger Sune Nystrup.

Panserdørene opfylder kravene til klasse 4 i den europæiske standard ENV 1627 - 1630 for indbrudsprøvning (6 er den højeste). Det svarer til, at døren holder stand mod indbrudsforsøg i min. 10 minutter ved brug af kraftigt elværktøj.

- Dertil kommer, at en ståldør ofte regnes som en forbedring, der øger værdien af boligen, fordi ståldøre er mere holdbare end trædøre. De slår sig ikke og vil altid lukke tæt. Er der behov for at ændre på udseendet eller udføre reparationer, kan træet på stålrammen skiftes, så man behøver f.eks. ikke skifte en hel dør ud ved et ejerskifte, siger Sune Nystrup.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden