spacer
Flaskehalsspøgelset manet i jorden

Fin sammenhæng mellem byggeriets lønudvikling og aktivitetsomfang, fremhæver BAT-Kartellet

DA´s lønstatistik for 2. kvartal var ventet med en vis spænding. Sommeren igennem har bankøkonomer råbt om flaskehalse i byggeriet. Der er intet nyt i, at sommerhalvåret er den travleste tid for håndværkerne, men skruen har fået en ekstra omgang i år. Dels er byggeaktiviteten vitterligt inde i en god gænge, dels har det været agurketid.

- Der er jo altid mere presseomtale i at råbe ulven kommer end det modsatte, siger Bo Sandberg, økonom i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet.

Med de seneste tal for lønudviklingen bør flaskehalsspøgelset iflg. BAT være manet i jorden for denne gang. Den årlige lønstigningstakt indenfor byggeri og anlæg var i 2. kvartal på 3,3 procent - og dermed uændret i forhold til tallet for 1. kvartal.

- Med de nye DA-tal er konklusionen, at hverken niveau eller udviklingstrend for byggeriets lønninger giver anledning til bekymring for overophedning. I stedet bør man glæde sig over en bredt funderet og rolig byggefremgang, siger Bo Sandberg.

Den gennemsnitlige årlige lønstigning var 2,6 procent for hele DA-området.

- Brancherne med aktivitetsfremgang - fx byggeri og forretningsservice - ligger i den øvre ende, hvad lønudvikling angår, mens industrien, som fortsat går lidt trægt, trækker i modsat retning. Det er der intet usædvanligt i. mener Bo Sandberg.

I det hele taget er der fin sammenhæng mellem byggeriets lønudvikling og aktivitetsomfang (målt ved antal beskæftigede),

- En dyb bølgedal i 2003 og begyndelsen af 2004 er nu erstattet af en roligt opadgående trend. Stigningen i 1. kvartal i år skyldes det ekstraordinære arbejde med at udbedre stormskader, siger BAT-økonomen.

- De årlige lønstigninger er ikke i nærheden af 2001 og 2002, hvor niveauet nærmede sig 5 procent årlig stigning.

Når flaskehalse i byggeriet kun er et mindre, lokalt fænomen, skyldes det bl.a., at håndværkerne i de seneste par lavkonjunkturer har lært at køre langt efter arbejdet. Fra 1993 til 2004 er antallet daglige pendlere indenfor bygge & anlæg iflg. Danmarks Statistik steget fra 62.200 til hele 82.200.
-jhan




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden