spacer


Eksporteventyret

Danmark er førende, når det gælder træalu-produkter, og det har været med til at give årlig eksportvækst på 20-25%


Af journalist Jørgen Hansen

Gennem de seneste fem år har danske fabrikanter af vinduer og yderdøre oplevet lidt af et eksporteventyr med en gennemsnitlig årlig vækst på 20-25% og for flere endog helt op til 50%. I 2004 blev der således eksporteret vinduer og yderdøre til en værdi af knap 720 mio. kr., hvilket er 17% af branchens samlede omsætning.

- Det er stort set gået upåagtet hen, at vinduesfabrikanterne for tiden faktisk oplever et eksporteventyr, der er næsten tilsvarende det, som er sket for de danske vindmøller, om end eksporten af danske vinduer og yderdøre har nogle naturlige begrænsninger, og de vil derfor ikke blive eksporteret til stadig fjernere egne, som det sker for vindmøllerne, fortæller adm. direktør Claus Arberg, Hvidbjerg Vinduet A/S, der er formand for VinduesIndustrien, som Vinduesfabrikanternes SamarbejdsOrganisation VSO nu hedder.
Han oplyser, at det er træalu-produkterne, der i høj grad er med til at give den store vækst.

- Træalu-produkter er jo næsten en dansk opfindelse, og det er i alt fald et typisk dansk produkt, hvor vi er førende på markedet, og hvor vi står meget stærkt i forhold til landene omkring os. Det er således især nærmarkederne i Skandinavien og Tyskland, at de danske vinduesfabrikanters produkter er populære, men også Storbritannien og Irland er kommet godt med og er i dag hovedaftagere af medlemmernes vinduer og døre. I Storbritannien og Irland er der ganske vist en anden forhandlerstruktur, da disse markeder er meget projektorienterede, men det har de danske fabrikanter hurtigt forstået at indrette sig efter.

Høj kvalitet
- Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark fremstiller vinduer og yderdøre i meget høj kvalitet. Det danske klima stiller krav om lang holdbarhed, og forbrugerne ønsker et minimum af vedligeholdelse. Den kombination lever vore medlemmer op til, og sammen med en gennemført finish er det utvivlsomt en væsentlig årsag til det eksporteventyr, vi oplever. Til gengæld er behovet for den høje isoleringsevne, som vi har i Danmark, jo ikke det samme i de sydlige lande i Europa, hvor produkterne i f.eks. Spanien er ren aluminium, oplyser Claus Arberg.

De danske vinduesfabrikanter har også altid været langt fremme i skoene, når det gælder produktudvikling. Der er således netop indgået en aftale med Energistyrelsen om at udfase traditionelle termoruder og fremme energieffektive vinduesløsninger. Resultatet bliver en række nye energimærkede produkter med fokus på en optimal energibesparelse.

Mere udadvendt
Når brancheforeningen, der tæller 75 medlemmer, har ændret navn til VinduesIndustrien, er det i et forsøg på for alvor at styrke profilen.

- For det første er det nye navn jo noget mere mundret end det tidligere, men nok så væsentligt er navneskiftet et signal om, at vi i branchen fremover i langt højere grad vil være synlige og være en langt mere aktiv spiller inden for byggebranchen, siger formanden.

- Hidtil har vi især arbejdet på de indre linjer og ladet de enkelte virksomheder om at markere sig udadtil. Fremover vil man opleve, at vi over for myndigheder og offentligheden i det hele taget fremtræder som en brancheforening med fælles holdninger, meninger og mål, fortæller Claus Arberg og tilføjer, at etablering af eget sekretariat med egen direktør for et års tid siden også skal ses i den sammenhæng.

I forvejen tegner medlemmerne en ret enestående brancheforening. For det første er stort set alle betydende danske fabrikanter medlem, og for det andet er det lykkedes at fastholde en brancheforening, som på tværs af materialer står sammen om en minimumskvalitet og en 5 års garantiordning.

- Men selv om vi direkte beskæftiger over 4000 ansatte, og i 2004 oplevede en omsætningsfremgang på hele 22% til 4,1 mia. kr., så er vi alt for anonyme, og det er det, vi nu vil gøre noget ved, slutter Claus Arberg.


Foto: Claus Arberg - ingen tvivl om, at vi i Danmark fremstiller vinduer og yderdøre i meget høj kvalitet.






 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden