spacer
Byggeriet har sommertravlt

Ingen grund til at behandle byggeriet som en patient, mener Dansk Byggeri

Når man taler om byggeaktiviteten, er det ikke nok at fokusere på de områder, som er i fremgang. På andre områder er væksten kun svagt positiv eller ligefrem negativ, fremhæver Dansk Byggeri i en kommentar.

I øjeblikket oplever typehusproducenterne en pæn vækst, og mange bygningshåndværkere har travlt med at renovere boliger. Samtidig hermed falder aktiviteten ved nybyggeri af almene boliger og den støttede byfornyelse. Erhvervsbyggeriet er inde i en foruroligende udvikling. I 1. kvartal 2005 lå det påbegyndte byggeri af fabrikker og værksteder 11 pct. under niveauet i 1. kvartal 2004, mens nybyggeriet af bygninger til administration og handel lå 21 pct. under niveauet året før. På landet er situationen den samme som i byerne. Nybyggeriet af avlsbygninger i landbruget faldt med 17 pct.

Det rører dog ikke ved, at det generelt er gode tider for byggeriet, og ifølge Finn Bo Frandsen, specialkonsulent i Dansk Byggeri, er der stadig en ganske fornuftig udvikling i gang, når man ser på lønomkostninger og ledighed.

- Byggeriet har det godt - temperaturen er stort set normal, og der er ingen grund til at behandle byggeriet som en patient. Lønomkostningerne er på et år – fra 1.kvartal 2004 til 1. kvartal i år - steget med 3,3 pct.,
hvoraf 1,1 pct. point er et resultat af genebetalinger for overarbejde i forbindelse med udbedringsarbejderne efter stormvejret den 8. januar i år og stigningen i betalinger til personalegoder samt pension. Det vil sige, at timefortjenesten er steget med 2,2 pct. på årsbasis. Sjovt nok nøjagtig
det samme som årsstigningen for 4. kvartal 2003/2004. Der er altså tale om en stabil udvikling på trods af den ekstraordinære aktivitet som følge af stormen i januar, og de gode konjunkturer på det private boligmarked.

En del af forklaringen skal findes i forbindelse med efterspørgslen på arbejdskraft. Ifølge Finn Bo Frandsen har den samlede beskæftigelse ved
bygge- og anlægsvirksomhed været stigende fra og med 2. kvartal 2004. I 2004 var der i året som helhed beskæftiget 157.800 arbejdere, funktionærer og medarbejdende mestre.

- Men i år 2000 og 2001 lå beskæftigelsen i byggeriet på et markant højere niveau. Da var der beskæftiget henholdsvis 166.800 og 164.700. Dengang var stigningen i timefortjenesten tilsvarende højere end i 2004. På kalenderårsbasis steg timefortjenesten, inkl. genetillæg, personalegoder og pension med 4,3 pct. fra 1999 til år 2000, og fra 2000 til 2001 var stigningen 4,5 pct. Altså betydelig større stigninger end dem, vi nu ser.

Dansk Byggeri forventer, at beskæftigelsen ved bygge- og anlægsvirksomhed vil stige med ca. 3.700 fra 2004 til 2005. Med godt et par procent højere beskæftigelse må det forventes, at lønstigningstakten vil ligge på et lidt højere niveau i år end i fjor.

- Der er imidlertid udsigt til et fald i byggeaktiviteten i 2006, når udbedringsarbejderne efter stormen er overstået. Såfremt samfundsøkonomien
vil udvikle sig positivt, vil det medføre en konjunkturbetinget fremgang i beskæftigelsen, men væksten vil næppe blive stor nok til at opveje det fald i beskæftigelsen, som skyldes, at aktiviteten efter stormen vil ophøre. På den baggrund må der forventes en lavere stigningstakt i lønomkostningerne i 2006 end i 2005.

Finn Bo Frandsen peger videre på, at bygge- og anlægsvirksomhedernes indenlandske salg i de første fire måneder af 2005 var 45,4 mia. kr. I de samme måneder i 2004 var beløbet 42,6 mia. kr. Opgjort i løbende priser var stigningen 2,7 mia. kr. eller 6,4 pct., men korrigeret for stigningen i prisniveauet er stigningen i bygge- og anlægsvirksomhedernes indenlandske salg kun ca. 4 pct.
-jhan





 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden