spacer
1000 nye lærepladser i byggeriet

Gode resultater af kampagne for at skabe flere lærepladser i byggefagene

Den kampagne, som Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse iværksatte for at skaffe flere lærepladser i byggefagene, har givet gode resultater. Antallet af lærepladser er således steget med 1000 siden sidste sommer.

Udvalget udarbejdede en pjece og en plakat, der var rettet mod mestre inden for fagene tømrer, alutømrer, gulvlægger og tækkemand med en opfordring til at tage en ekstra lærling.

Kampagnen, som blev indledt i oktober, og som udelukkende er rettet mod arbejdsgiverne, har skabt 400 af de 1000 nye lærepladser.

Det har dog vist sig, at interessen for de fire uddannelser er meget skæv. Mens tømrerfaget er særdeles populært blandt unge, kniber det med at få besat lærepladserne inden for fagene alutømrer, gulvlægger og tækkemand.

Udvalget har udover selve kampagnen haft en konsulent ansat til at iværksætte aktiviteter på de tekniske skoler og virksomheder i samarbejde med de lokale uddannelsesudvalg.

Byggefagene er ikke længere med i skolepraktikordningen, og der er i dag omkring 100 elever, som har gennemført grundforløbet, men som det ikke har været muligt at skaffe en praktikplads til.
-jhan






 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden