spacer


Farvel til standardiserede etageboliger

Boligkøbernes behov for personlige lejligheder stiller krav til de udførende om fleksibilitet og omstilling

- Omstilling, omstilling, omstilling.

Så kort og klart lyder kravet til de udførende entreprenører fra direktør Henning Christoffersen, udviklingsselskabet DB Partner, i forbindelse med opførelsen af den første af to boligblokke i bebyggelsen Slotsbryggen i Nykøbing Falster.

Bebyggelsen tager i den grad boligkøbernes behov for sætte deres personlige præg på lejlighedens udformning og indretning på ordet.

- Standardboligens tid er overstået, som Henning Christoffersen udtrykker det.

- I Slotsbryggen har køberne haft næsten de samme muligheder for at bestemme udformningen af boligen, som hvis det drejede sig om et parcelhus, fortsætter Henning Christoffersen og nævner lige fra størrelsen på lejligheden til antallet af etager og altanernes areal som nogle af de parametre, boligkøberne frit har kunnet bestemme.

- De eneste bindinger har været trapperummene og de lodrette teknik-skakte, som har fastlagt, hvor det er muligt at placere køkken og badeværelse, siger han.

Den høje grad af valgfrihed er primært muliggjort af en bærende søjle-plade-konstruktion i beton. Konstruktionstypen anvendes primært ved kontorbyggeri og giver et minimum af konstruktive begrænsninger for indretningen af etagerne.

Byggesystemet til Slotsbryggen er udviklet i samarbejde med arkitektfirmaet Holscher Arkitekter og er døbt ’Tetris boliger’ efter computerspillet af samme navn, hvor brikker falder ned og skal passes ind i hinanden.

Læs mere i Fagbladet Byg Tek nr.5-2005.



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden