spacer
Det trygge murværk

Murværksbranchen er i offensiven. Ganske vist er 95% af de danske boliger opført med brug af mursten, men nye materialer og byggemetoder presser sig på. I øjeblikket rider træhusene på en heftig popularitetsbølge, og derfor er der god grund til at minde danskerne om, hvorfor murstenen historisk er en dundrende succes.

- Det handler om tryghed. Man ved, hvad man har, når man bygger med sten. Det er et materiale, der bevisligt kan tåle det danske klima, Se bare på de gamle danske kirker, der står med velholdte sten efter 700-800 år.

Tilsvarende holder de danske murstensboliger deres værdi, hvad enten de er bygget i 30’erne eller 60’erne, siger Tommy Bisgaard, sekretariatschef i Kalk- og teglværksforeningen.

Moderne livsstil trives med sten
For murværkets fortalere er stenens egenskaber også dets fremmeste force.

- Du kan sove trygt om natten. En bygning af sten bliver ikke våd, den brænder ikke, vælter ikke, og den kræver minimal vedligeholdelse. Den kan tåle at stå i mange år. Det betyder billige forsikringer og værdifasthed. Derfor er det ideelt til den moderne livsstil, siger Tommy Bisgaard.

- I dag er vi travle og stressede, og vi sætter fritiden meget højt. Vi vil ikke bruge tid på at vedligeholde vores hus. Tiden skal bruges på familien og vennerne. Fremtidsforskerne er enige om, at nøgleordet for det moderne menneske er fleksibilitet, fortæller Tommy Bisgaard.

- Derfor siger vi: Tænk jer om inden I investerer i en bolig. Kan den opfylde de behov for fleksibilitet og valgfrihed over ens personlige tid og økonomiske forhold, som man i virkeligheden ønsker sig, råder Tommy Bisgaard.

Fra vugge til grav
Gennem sit seneste tiltag gør brancheforeningen noget for, at murstensfolket kan føle sig trygge. I et samarbejde med Teknologisk Institut som rådgiver og videncenter satser branchen på, at man skal kunne finde information og få hjælp i alle faser af et muret byggeri, hvad enten man er professionel eller forbruger.

Omdrejningspunktet er hjemmesiden www.mur-tag.dk, der er udbygget væsentligt siden starten i ’98, og som i dag opdateres løbende med information om aktuelle forskningsresultater og undersøgelser.

- Her skal man kunne finde alt om bygge- og brugsfasen af et muret byggeri. Siden er fyldt med rent teknik og ingen reklamegas og smarte kommentarer fra leverandører eller byggebranchen. Det er vigtigt, at siden er troværdig og faktuel, siger Tommy Bisgaard, som oplyser, at brancheforeningen har høstet meget ros for siden, der ses som et mønstereksempel på , hvordan byggebranchen kan være med til at begrænse fejl og svigt gennem god oplysning.

- Hjemmesiden spænder over hele perioden fra vugge til grav for et muret byggeri. Der er detaljeløsninger for den professionelle, men også oplysninger som hr. og fru Jensen kan bruge, hvis de er i tvivl om f.eks. et tilbud fra håndværkeren eller en reparation, siger Tommy Bisgaard, der betegner siden som en succes med 200.000 unikke brugere årligt.

Som en del af vugge til grav konceptet yder Teknologisk Institut, Murværk konsulentydelser til f.eks. at dokumentere kvaliteten i murværket ved aflevering og eftersyn og yder hjælp til problemløsning om skader og deres udbedringer.
Dertil kommer en slags hotline service med gratis rådgivning på online og telefoniske spørgsmål om murværk.

-mir




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden