spacer
Den Fynske Landsby renoveres

Et nyt besøgscenter står færdigt til juni i frilandsmuseet Den Fynske Landsby ved Odense

Et nyt, moderne besøgscenter står i juni færdigt i frilandsmuseet Den Fynske Landsby i Odense. Det er et led i museets samlede udviklings- og renoveringsplan, som færdiggøres i 2006 og koster 40 mio. kr.

I besøgshuset skal der være interaktive udstillinger, film- og foredragsrum. Desuden bliver der adgang til it-baserede informationssystemer i form af kortmateriale, registreringer, tegninger og billeder, som både kan bruges i centeret og af andre via internet.

I husets biograf vil der blive vist en film om livet på landet på H.C. Andersens tid. Filmen og museet i det hele taget vil indgå som et element i den verdensomspændende fejring af H.C. Andersens 200 års fødselsdag i år.

Kulturministeriet bevilligede sidste år 2,5 mio. kr. af Provinspuljen til indretning af besøgscentret. Odense Kommune, Fyns Amt, Augustinusfonden og andre fonde har tidligere givet bevillinger til renoveringen af museet.

Ud over et nyt besøgscenter og en renovering af friluftsscenen arbejder landsbyen med at udvikle bl.a. den historiske legeplads og spisehuset.

Den Fynske Landsby blev indviet med de første otte bygninger i 1948 og fremstår i dag som en samlet landsby fra midten af 1800-tallet med gårde, huse, vand- og vindmølle, skole, sprøjtehus, teglværk og kro. Bygningerne er alle blevet forsigtigt nedtaget i forskellige egne af Fyn og flyttet til landsbyen af museets eksperter.

-tm,nn




 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden