spacer
Kina banker råvarepriser i vejret

Den eksplosive vækst i det store land gør varer dyrere i hele verden.

Af Lars Solberg


Selvom Kina endnu sværger til den marxistiske ideologi, er landet mere end noget andet land i verden blevet eksponent for den kapitalistiske markedsøkonomis grundregel om prisdannelse gennem udbud og efterspørgsel.

Med en eksplosiv vækst på omkring 10% om året, rødglødende produktion og kæmpe anlægsprojekter opkøber Folkerepublikken så mange råvarer, at prisen på verdensmarkedet på eksempelvis stål og olie banker i vejret. Det betyder øgede omkostninger for danske firmaer og højere priser på deres produkter.

Langt de fleste industrivirksomheder er afhængige af verdenspriserne på råvarer. Virksomheder, der eksempelvis bruger en form for metal i deres produkter; jern, nikkel, kobber, plade- eller stangstål, oplever en direkte prisstigning på deres produktionsmaterialer.

Det rammer alt fra værktøjs- til maskinproducenter og i andet led alt fra lagerreol- til hvidevareforhandlere.
Prisstigninger på råolien rammer samtlige virksomheder, da alle på et eller andet niveau er i berøring med den.

Den store opkøber
I en konjunkturstatus fra Dansk Industri angives, at prisen på olie og stål er steget med henholdsvis 30 og 40% inden for de seneste år. Både i Asien og USA er der stigende efterspørgsel, men det er Kina, der er den helt store opkøber på verdensmarkedet i øjeblikket.

Dansk Industri vurderer efterspørgselspresset fra Kina i 2004 til at have været så stort, at landet tegner sig for 40% af den samlede stigning i den globale olieefterspørgsel.

Det samme gør sig gældende på stålområdet, hvor Dansk Industri anslår, at Kina står for mere end en fjerdedel af verdens samlede stålforbrug, hvilket gør det til det mest stålforbrugende land i verden.

Prisstigningen på blandt andet stål og olie er blevet en smule mindre i Europa grundet den faldende dollarkurs, men de hjemlige virksomheder kan stadig mærke stigningen - også så det gør ondt.

Stålpulsen
En af dem, der for alvor har fingeren på stålpulsen, er virksomheden Sanistål. Ud over at sælge forskellige sanitetsprodukter opkøber og forhandler den også stål – både i plade- og stangformat.

Salgsdirektør i Sanistål, Arne Møller Jensen, har beskæftiget sig med stål i flere årtier, og han har aldrig oplevet noget lignende.

- Der er en eksplosiv udvikling i gang på dette område. Vi har oplevet prisstigninger på stål på 30-40% over en kort periode. Og det bliver ved. Udbuddet på verdensmarkedet er ikke særligt stort, og det presser priserne. Det svinger selvfølgelig hele tiden med de forskellige produkter, men generelt er efterspørgslen meget stor, og det er primært på grund af den voldsomme
vækst i Kina, siger Arne Møller Jensen.

Han forventer ikke, at det bliver anderledes i den nærmeste fremtid. Kina er i fuld vækst, og stålbehovet vil bare blive endnu større.

- Det kinesiske marked vokser hele tiden. Flere har sagt, at den kinesiske middelklasse efterhånden er på 300 mio. mennesker – det er lige så mange som i USA. Alle disse millioner får flere penge mellem hænderne og ønsker sig flere ting og luksusvarer som biler og andet, og det kan kun betyde en endnu større efterspørgsel på verdensmarkedet, mener Arne Møller Jensen.

Jernbane og OL
Dansk Industri er enig i denne betragtning. Envidere peger erhvervsorganisationen på en række andre områder, der også vil få stålpriserne til at gå i vejret.

Generelt er der en øget industrialisering og urbanisering undervejs i Kina. Endvidere har regeringen iværksat en udbygning af landets infrastruktur, der blandt andet betyder, at der i perioden 2001-2006 skal lægges skinner over en 7000 km lang jernbanestrækning.

Og i 2008 skal Beijing være OL-by, hvilket har sat gang i byggerierne og fået væksthormonerne til at gå helt amok.
Så lavere priser på råvarer som olie og stål ligger ikke lige om hjørnet.





 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer
Kontakt redaktion
mesterguiden