|
|
Entreprenørvirksomheden har større overskud trods mindre omsætning – hele koncernen fik mindre overskud.
I 2004 fordoblede entreprenørvirksomheden Skanska Danmark overskuddet, selv om omsætningen var mindre end året før.
Resultatet før skat og ekstraordinære udgifter steg fra 20 mio. kr. i 2003 til 43 mio. kr. i 2004 – en stigning på 115 procent. Omsætningen endte på 2.771 mio. kr. – en mindre tilbagegang fra året før, hvor den var på 2.918 mio. kr.
Det betyder, at overskudsgraden blev forbedret fra 0,7 procent i 2003 til 1,6 procent i 2004.
Ifølge adm. direktør Klaus Steen Mortensen skyldes det gode resultatet øget fokus på risikostyring og en stram omkostningsstyring.
- Vi befinder os godt i et marked med hård prismæssig konkurrence. Resultatet viser, at vi er parate til den udfordring. Vores medarbejdere er godt rustet til at tage kampen i en branche, hvor industrialisering og specialisering står øverst på dagsordenen. Ved udgangen af 2004 havde vi en ordrebeholdning svarende til godt ni måneders produktion, så vi ser lyst på fremtiden, udtaler direktøren i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.
Det danske selskab klarede sig relativt bedre end hele Skanska-koncernen. Her faldt overskuddet fra 4.072 mio. svenske kr. i år 2003 til 3.819 mio. svenske kr. for det seneste regnskabsår.
-ls.
|
|
|
|
|
|