Enestående! Verdensarkitektur! Overvældende!
Man skal passe på med anvendelsen af de meget stærke tillægsord.
De har evne til hurtigt at blive udvandet og dermed miste deres betydning.
På den anden side skal de også bruges, når det er berettiget.
Og det er det i forbindelse med det nye Tietgenkollegiet i Ørestad.
Med sin arketypiske, men ikke ofte anvendte, cirkulære bygningskrop
opnår det en ikonografisk karakter, der gør det selvskrevet til
at indgå i enhver arkitekturkanon.
Kollegiets hovedkoncept beskrives af bygherren som én cirkulær
bygning i syv etager, der rummer samtlige kollegiets faciliteter og omslutter ét
stort, tilplantet gårdrum i figurens midte. Den cylindriske hovedform
gennemskæres af fem vertikale snit, der visuelt og funktionelt opdeler
bygningen i sektioner og fremstår som gennemgående, åbne
passager, der giver adgang udefra til det centrale gårdrum samt til
kollegiets etager.
Stærk figur
Det er en figur, der er så stærk, at man skal være sikker
i sine begrundelser for at anvende den. Ellers risikerer den
nemt at blive en tom kliche, en smart ide uden funktionel begrund-else. Men
med arkitekternes
opfattelse af et kollegium som en social boligform, hvor man
har lyst til hinandens selskab, er figuren et lille (cirkulært!) columbusæg.
Dels undgås de lange forudsigelige gangarealer, dels skaber figuren
en indre gård med en meget stærk rumlighed, hvor der skabes en
dialog mellem det eksteriøre og det interiøre liv. På tværs
af gårdrummet og op og ned af etagerne. Man vil altid nemt kunne orientere
sig om, hvor der sker noget interessant. På den måde bliver
figuren en social dynamo.
Tænk på, hvor mange børn der ikke er blevet født,
eller blot de indledende øvelser, der ikke er foregået, fordi
man boede i et byggeri, der ikke inspirerede til, at man lærte hinanden
at kende!
Satsning
Konkurrenceforslaget bryder radikalt med lokalplanen, der foreskriver
lange nord-sydvendte bygningskroppe. Det er en fornem satsning
fra arkitekternes side og bekræfter begrundelsen for at udskrive en konkurrence. Fordi
man netop der får mulighederne belyst på en måde, som umiddelbart
ikke lå lige for. Men det viser også et mod hos bygherren ved
at vælge forslaget - og en pragmatisk og ansvarsfuld indstilling hos
myndighederne ved at gøre byggeriet muligt.
En lille landsby
Kollegiet indeholder 360 værelser, hvoraf flere er indrettet til to
personer. I alt vil der være plads til ca. 400 ’indbyggere’ fordelt
på 22.000 m2. Det svarer til en mindre landsby, og selv om arkitekternes
reference er en gammel kinesisk Tulou bebyggelse, kan den
ligeså vel
give mindelser om en klassisk italiensk landsby, hvor huse,
balkoner, tilbygninger osv. i varier-ende størrelser tilsammen
danner et livfuldt, men veldefineret byrum, hvor alle mødes.
Det er lige før, man får lyst til at studere igen bare for at
kunne prøve at bo der. I stedet må det blive et oplagt udflugtsmål,
hvis man vil opleve stemningen i det originale haverum.
Avancerede konstruktioner
De markante udkragninger, der er med til at tegne det facetterede
og varierende facadebillede, kræver en særlig ingeniørmæssig
indsats. I princippet er de udkragede betonskiver indspændt af kabler
både vandret og lodret.
I stueetagen var der et ønske om åbenhed, hvorfor man måtte
vælge en insitu-støbt konstruktion, da man på den måde
kunne opnå en spinklere konstruktion. Og det er klart, at når
man bevæger sig ud over de oftest forekommende standarder, stiller det
også særlige krav til de udførende.
Landskab
I det indre haverum plantes lindetræer, der beskæres, så kronerne
får en ’pudderskyagtig’ karakter, der vil filtrere lyset
på en let og poetisk måde.
Gulvet er belagt med store insitu-støbte betonflader i koniske figurer,
der naturligt følger cirkelslaget. I udsparinger i betonfladen plantes
bl.a. timian. Med sin signifikante duft er timian godt for både øjet
og næsen.
Græsplænen i cirklens midte omkranses af en stor sammenhængende
bænk. Den er bygget som en sammenhængende betonfigur, hvor et
egetræ foldes op og bliver til en bænk.
Farverigt samarbejde med tekstildesignere
Der er anvendt få, men til gengæld meget stoflige, interessante
materialer. Huset består i princippet af fire synlige materialer: Betonkonstruktioner
med umalede overflader, amerikansk eg til karme og udvendige skodder, tombak
til facadebeklædning og birkefiner til bl.a. opbevaringsmøbler.
Det giver en særlig ro og værdighed til byggeriet.
I sammenhæng med denne sobre holdning har man valgt at samarbejde med
tekstildesignerne Aggebo+Henriksen om farvesætning på møbler,
gardiner, vaskemaskiner m.v.
Det betyder f.eks., at køkkenstolene vil være i mange forskellige,
stærke farver og på den måde skabe et muntert partitur,
der kan aflæses på tværs af gårdrummet. Designerne
har også bearbejdet fineroverfladerne i gangarealerne - efter en poetisk
ide om, at japanske mønstre, fra cirklens centrum, projiceres op på væggene.
Høj håndværksmæssig
finish
’
Gud ligger i detaljen,’ udtalte arkitekt Mies Van der Rohe på et
tidspunkt, hvor timelønnen ikke var så høj. Det gav mulighed
for at arbejde med en høj håndværkmæssig finish,
som man sjældent har mulighed for i dag.
Og flere, i arkitektonisk forstand, store projekter kan
sagtens bære,
at detaljen ikke nødvendigvis er udført med raffineret præcision.
Fokuseringen på detaljen kan tværtimod stå i vejen for de
interessante rumlige oplevelser på en måde, så man får
lyst til at sige: ’Lad ham ligge i fred!’ Gud altså.
Til gengæld kan der i nogle projekter være for stor afstand mellem
arkitektkonkurrencens koncept og det færdige byggeri. Derfor er det
også en stor fornøjelse at se, med hvilken omhu især facadelukningen
er udført i Tietgenkollegiet. Man har anvendt tombak, der er en legering
af kobber og zink. Og hvis den håndværksmæssige udførelse
ikke havde været i orden, vil anvendelsen af det relativt kostbare materiale
have været forgæves.
Nu har Gud formodentlig andet at tage sig til end at
kære sig om detaljen
i et byggeri på Amager, men så er det godt, at der er dygtige
håndværkere til det.
En gave uden prisskilt
Nu ligger det naturligt i mæcengerningen, at der er tale om uddeling
af gaver. Og gaver oplyser man, med naturlig høflighed, sjældent
prisen på. Derfor er man fra bygherrens side heller ikke interesseret
i at fokusere på, hvad byggeriet har kostet. Men med anvendelsen af ædle
materialer, dristige konstruktioner, store overfladearealer og en høj
håndværksmæssig finish er der grund til at tro, at kvadratmeterprisen
ligger i den høje ende.
Men som arkitekt Erik Frandsen fra Lundgaard & Tranberg siger, så vil
den høje standard resultere i lave drifts- og vedligeholdelsesomkostninger.
Så set over tid mener han ikke, det kan betragtes som et ekstraordinært
dyrt byggeri. Det er jo den slags langtidskalkuler, som den type bygherre
har mulighed for at lægge ind i de budgetmæssige
overvejelser.
Ambitiøs bygherre – ambitiøst
resultat
Bestyrelsen for Nordea-fonden består væsentligst af bankmænd.
Og som sådan kan de ikke betragtes som professionelle bygherrer. Men
som professionelle fondsbestyrere kan de til gengæld sagtens tænke
de visionære tanker. Derfor er en af de væsentligste egenskaber
at søge den rigtige rådgivning, så der opstår en
konstruktiv dialog med den fælles ambition om at skabe
det bedst mulige resultat.
Og der er ingen tvivl om, at der har været den rigtige dialog mellem
bygherrerådgivere, arkitekter, ingeniører og bygherren. Ellers
har man ikke kunnet nå det kompromisløse resultat, der er opnået.
C.F. Tietgen kan vende sig roligt i sin grav. Hans
interesser bliver varetaget på fornem vis.
Om at bygge det bedste, man kan
Byggeriet er opført på initiativ fra Nordea-Fonden – Nordea
hed tidligere Unibank. Altså en sammenslutning af en række banker,
heriblandt Privatbanken, og dermed er vi tilbage ved C.F. Tietgen, som var
en af forrige århundreds store erhvervsmænd og mæcener.
Han stod bl.a. for færdiggørelsen af Marmorkirken.
I den modsatte ende af aksen er Operaen opført. Den er som bekendt
bekostet af vor tids største erhvervsmand, efter princippet om ’second
to non’.
Det samme kan man sige om Tietgenkollegiet. Og det er i sig selv
en opløftende historie, at man i en tid, hvor der i princippet er
penge nok, også formår at investere dem på en ambitiøs
måde. At man formår at sige: ’Nu bygger vi i princippet
det bedste, vi kan. Og betaler hvad det koster. Fordi alle i byggefaget
generelt, men også i samfundet som helhed, har behov for den form
for flagskibe.’
Og på den måde er vi afhængige af de begavede og de ambitiøse
mæcener.
Hele princippet bag fondslovgivningen er, at man fritages for
at betale skat, men til gengæld forpligter sig til at betale tilbage
til samfundet, hvad man har tjent på samfundet. Og i dette tilfælde
investerer man altså i fremtidens unge ved at tilbyde dem de bedste
boliger. Og på den måde tage dem alvorligt.
|