3XN & GXN's bygningsværk vil redefinere Mumbais skyline, vurderer direktør for bygherren Ornate Spaces, Vijay Machindar.

Dansk tegnestue vinder i Indien

Ved en spektakulær ceremoni og fest i forbindelse med første spadestik, blev 3XN’s design for bolig- og mixed use-projektet ’Grove Towers’ offentliggjort

3XN-teamet bag designet var inviteret til ceremonien af bygherren Ornate Spaces Pvt. Ltd., hvor sløret blev løftet for designet af det 77.000 m2 store projekt. Projektet er inspireret af Indiens natur og Mumbais træ, mangroven.

På samme måde som klynger af mangrovens stilke tilsyneladende fletter sig sammen i bunden, samles de to tårne ved de nederste etager, der er tiltænkt detailhandel, hvorefter de rejser sig og inviterer til ophold på podiet for derefter at vokse ind i himlen som en klynge af slanke træer, der tilbyder nogle af Mumbais mest gennemtænkte og velplanlagte boliger.

Alle lejlighederne har udsigt i mindst to retninger, hvoraf de fleste har udsigt ud mod mangrover mod nord, og Det Indiske Ocean mod vest.

Et lodret fællesskab
- Med designet for Grove Towers, har vores vision været at skabe noget særligt for indbyggerne i Mumbai og for Ornate Spaces. Hver gang jeg besøger byen, bliver jeg overvældet af, hvor stor en del fællesskabet spiller i alle aspekter af indernes liv. Mit ønske har på samme måde været, at Grove Towers skal være ’et lodret’ fællesskab, der bringer folk sammen og bliver rammerne for vækst og liv, siger Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør for 3XN.


Desuden er projektet et eksempel på at integrere GXN, 3XN’s innovationsenhed, i designprocessen. GXN's bidrag til designet af facaden har været med til at reducere direkte solvarme og maksimere naturlig ventilation, og således sigter projektet efter LEED guldcertificering.

Med over 25.00 m2 vertikale haver vil bygningen være med til at mindske andelen af CO2 i Mumbais fugtige og fortættede miljø ved at rense luften omkring bygningen.

Danmarks ambassadør i Indien, Freddy Svane, der deltog i afsløringen som æresgæst siger:

- Det er et unikt projekt, der fremhæver det enorme potentiale i at kombinere dansk arkitektur i verdensklasse, ingeniørteknik og banebrydende teknologier med indiske partnere. Især samarbejdet det visionære udviklingsselskab Ornate Spaces har resulteret i et ikonisk vartegn for Indien, der virkeligt ændrer Mumbais skyline.

Byggeriet forventes at vare 3 år.

-los


Fakta

Arkitekt (design): 3XN

Lokal arkitekt: Sandeep Shikre & Associates

Bygherrerådgiver: Rajeev Kasat and Associates

Ingeniør: Buro Happold Engineers (Mumbai)



Areal: 77.000 m2 samt 16.000 m2 kælder

Antal lejligheder: 273 lejligheder

Højde: 38 etager, 136 meter








09-05-2014

 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer