Salg i brugte byggematerialer

Salg af genbrugsmaterialer er en naturlig sidebeskæftigelse for mange nedbrydere. Men i dag oplever flere, at det kan være svært at sælge de brugte materialer.
Det er der især to gode grunde til, lyder et bud fra branchen. Renten er faldet så meget, at forbrugerne har råd til at købe nyt, og konkurrencen fra de prisbillige byggemarkeder er blevet skarp.
Men det er faktisk ikke umuligt at sælge brugte byggematerialer. Eksemplet kunne være Genbyg, der har specialiseret sig i at opkøbe materialer af nedbrydere og håndværksfirmaer. Firmaet har kunnet fordoble omsætningen i det sidste regnskabsår, så den i dag ligger på 10 mio. kr.

- Det er jo bare en dråbe i havet i byggebranchen. Men vi har fat i noget, der virker, og vi kan se, at der er en stigende interesse for de brugte ting, fortæller medindehaver Tom Jørgensen.

Fra lagerplads til netbutik
- For halvandet år siden flyttede vi til en ny adresse, hvor vi fik plads til at indrette et fotostudie. Alt vi får ind, tager vi billeder af og lægger på nettet, så kunderne kan se alle produkterne. Det er et stort arbejde og kræver også, at man bruger kræfter på at vedligeholde og udbygge hjemmesiden for at gøre den interessant, siger Tom Jørgensen. Resultatet er billeder af mange tusinde produkter på Genbygs hjemmeside.

- Men det giver et fantastisk mersalg og en stor besparelse at sælge via nettet. Når kunderne selv kan se produkterne, er det langt nemmere for dem at vælge ud og købe. Samtidig sparer vi tid på ikke at skulle vise kunden rundt på pladsen, siger Tom Jørgensen.

Halvdelen af Genbygs omsætning fragtes ud til kunder over hele landet.

- Tidligere sagde man, at en forretning som vores var helt afhængig af sit nærmeste opland. Mange kan ikke rigtig forstå, at vi kan sende gamle materialer ud til kunder. Men for nogen kan et par gamle Dannebrogsvinduer fra Den Kgl. Porcelænsfabrik jo være lige så eftertragtede som nye vinduer fra vinduesfabrikken, siger Tom Jørgensen.

Opdrager leverandørerne
Genbygs succes hviler på, at 'råvaren' er i orden, og kunderne let kan finde den. Hr. og fru Jensen behøver ikke rode gennem store bunker eller gå forgæves, de skal blot klikke gennem 'hylderne' på hjemmesiden. Men det har krævet en indsats at skaffe sig produkter af høj kvalitet.

- Det svære er at sikre, at materialerne ikke bliver beskadiget ved nedrivningen. Generelt er håndværkere jo ikke så forsigtige, når der rives ned eller renoveres. Så skal tingene bare ned og ud, men når de finder ud af, at de kan tjene 500 kr. på et par fine vinduer, så ser de pludselig de gamle vinduer som et fint supplement til indtjeningen i stedet for noget besværligt, siger Tom Jørgensen.
I hans perfekte verden ville håndværkerne også aflevere materialerne pænt stablet på en palle, men det skal der nok arbejdes lidt mere på, erkender han. Det ville 'strømline' Genbyg-butikken yderligere.

Dørhåndtag fra Prag
Og så lige en ting du ikke vidste om genbrugsmaterialer – de kan krydse landegrænser!

- Vi arbejder på at lave et fremstød i Sverige. Takket være broen har vi et naturligt opland i Skåne. Svenskerne kan køre over med trailer eller handle via hjemmesiden, og det tror vi kan blive større. Vi overvejer også, om vi måske kan skaffe genbrugsmaterialer fra gamle storbyer som Prag, Budapest eller Hamborg. Der har man rigtig fine gamle materialer fra århundredskiftet. Døre, dørhåndtag og vinduer som ville være attraktive for mange herhjemme, siger Tom Jørgensen om nogle initiativer, som viser, at der er mange nye muligheder i genbrug.

- Da vi startede for syv år siden, troede vi, at vi skulle være en blanding af nedbrydningsforretning og salg af genbrugsmaterialer, men vi indså, at det, der virkelig manglede, var et godt salgsled for de brugte materialer. Det har vi skabt i dag, men vi arbejder hele tiden på at udvikle os. Vi kommer snart med en ny version af hjemmesiden, og vi arbejder også på at øge udvalget af produkter, slutter Tom Jørgensen.

- mir



 
Nyhedsarkiv
Navne/Aktiviteter
Organisationer