04-02-2012 
Tilbage til Organisationer forside »
Kalk- og Teglværksforeningen

 

Kalk- og Teglværksforeningen
Nørre Voldgade 48
1250 København K
Tlf. 33 32 34 34


Kalk- og Teglværk går atter nye veje Kalk- og Teglværksforeningen er over 100 år, men stadig yderst aktiv - udvikler aktivitetsområderne..

Af adm. direktør Tommy Bisgaard,

Det murede byggeri er en stor del af vor kulturarv. Dette ses tydeligt, når man kigger ud over den lidt ældre, men solidt byggede boligmasse i vore byer og landsbyer. De smukke, røde tegltage er ikke kun røde, fordi Dannebrog er rødt og hvidt. Dette er farven, der naturligt fremkommer ved brænding af ren ler under veldefinerede forhold.
Huse bygget med god tegl og mørtel står i dag i særdeles god stand. Dette skyldes, at man dygtigt gennem århundreder har brugt naturens egne råvarer og ud fra disse har fremstillet byggematerialer med særdeles god holdbarhed og bestandighed. Dette er ikke altid let, idet vort klima med regn og skiftende frost/tø-perioder normalt nedbryder mange materialer.

Danmarks egne råstoffer
Kalk- og Teglværksforeningen blev dannet i 1893 og har således allerede haft 100 års jubilæum. Foreningen blev etableret på en tid, hvor den industrielle udvikling i Danmark for alvor tog fart. Industrien overtog på den tid en del arbejdskraft fra de gamle håndværksfag, og disse mennesker fandt vej ind til de mange nye arbejdsfunktioner.
Tegl er ler, der efter at være formet brændes ved ca. 1000 grader. Herved foregår der i lermassen en række fysiske og kemiske processer, hvorved leret omdannes til tegl. Tegl er særdeles modstandsdygtigt over for vejr og vind. Farven afhænger af kalkindholdet, idet et højt kalkindhold giver gule sten og ikke røde.
Brændt kalk (også kaldet kalk) er kridt eller kalksten brændt ved ca. 1100 grader. Brændt kalk reagerer yderst kraftigt med vand til dannelse af læsket kalk, der også er blevet brugt meget ved byggerier og facadebehandling gennem århundreder.
Kalk og sand indgår i fremstillingen af mørtel. Det er så igen mørtlen, der binder murstenene sammen. Alle disse produkter er fremstillet på basis af vort lands egne råstoffer, udvundet ved opgravning og videreforarbejdning. Det er i den forbindelse interessant, at råstoffer såsom ler, kalksten, kridt, grus og sten er noget nær de eneste naturligt forekommende råvarer, der findes her i landet.
Det var således ved forrige århundredeskifte naturligt at stifte Kalk- og Teglværksforeningen, da man inden for de nævnte industrier havde mange fælles interesser.

Foreningens formål og arbejdsopgaver
Kalk- og Teglværksforeningens medlemmer består i dag af næsten alle teglværker i Danmark. Desuden har foreningen medlemmer inden for fremstilling af mørtel, indfarvet puds, kalkprodukter og kalksandsten samt større handelsfirmaer.
Foreningens formål er i det store hele næsten uændret, siden den blev stiftet. Idegrundlaget er at samle alle virksomheder i Danmark inden for kalk- og teglindustrien og dermed beslægtede industrier for at varetage deres interesser.
Dette finder bl.a. sted igennem:

  • at støtte og fremme uddannelsesforanstaltninger inden for foreningens område
  • at varetage medlemmernes fælles erhvervspolitiske interesser, særlig over for lovgivningsmagten og myndighederne
  • at oprette og vedligeholde forbindelsen med beslægtede danske og udenlandske organisationer
  • at formidle et kollegialt samarbejde blandt foreningens medlemmer
  • at støtte og fremme forsknings- og forsøgsvirksomhed
  • at støtte og fremme informationsvirksomhed

Aktuelle udviklingsprojekter
Foreningen havde helt frem til 1991 sit eget laboratorium. I dag samarbejdes der med flere videncentre og laboratorier for at samle den teknologiske viden om de traditionelle byggeprodukter og processerne til fremstilling af disse, ligesom man opbygger og videreudvikler afprøvnings- og analysemetoder til sikring af produkternes kvalitet.
Et eksempel er udvikling og færdiggørelse af et større beregningsprogram til projektering af de murede byggerier samt udarbejdelse af tegnings- og dokumentationsmateriale til brug herfor. Hermed er vor branche med til at sikre, at det murede byggeri har en høj kvalitet og bliver udført håndværksmæssigt korrekt. Det udarbejdede program forefindes på en cd-rom. Vi føler, at dette program bør indgå i byggetekniske overvejelser ved murede byggerier. Det er jo et faktum, at byggeskader nemt opstår, fordi forskrifter og anbefalinger desværre ikke altid bliver fulgt.
Frost/tø-cyklusperioder er som bekendt en væsentlig årsag til, at byggematerialer kan blive nedbrudt. Der arbejdes med at udvikle og indføre fælles standarder og afprøvningsmetoder for frostmodstandsevnen for mange byggeprodukter. Foreningen deltager aktivt i dette internationale arbejde for at dokumentere vore medlemmers produkters store modstandsevne mod frost.
Af andre udviklingsprojekter, der er ved at blive iværksat, er definition af brandmodstandsevnen for murede byggerier. Langt de fleste af medlemmernes produkter er fremstillet ved brænding og kan således hverken brænde eller nedbrydes selv ved høje temperaturer. Disse produkter er derfor allerede på europæisk plan klassificeret i bedste brandklasse. Foreningen ønsker således at kunne sikre, at det murede byggeri har en dokumenteret højere brandmodstandsevne end andre anvendte byggeformer.

Ønsker lavere energipriser
I forbindelse med disse projekter kan det godt undre, at træhuse er ved at vinde fodfæste, idet brandmodstanden her klart er i den nedre ende af spektret for byggematerialer, ligesom vedligeholdelsesomkostninger naturligt er væsentligt højere ved træ på grund af klimaet her i landet.
Netop fordi brændingsprocessen er fremstillingsmåden for hovedparten af branchens produkter, har medlemmerne desværre sammenlignet med andre industrier et større forbrug af både el og brændsel. Den seneste udvikling i antallet og størrelsen af afgifter på energi samt den høje oliepris har kraftigt forværret økonomien for mange værker. Foreningen forsøger også her at varetage medlemmernes interesser. Netop på dette punkt føler mange medlemmer, at branchen står meget alene med synspunkter vedr. nedsættelse af energiafgifter og muligheden for at kunne sikre billigere energipriser til en energitung branche.

Omfattende informationsvirksomhed
Informationsvirksomhed har altid været en vigtig del af arbejdet i brancheforeningen. I mange år udgav den sit eget tidsskrift. I 1972 var foreningen med til at oprette Murerfagets Oplysningsråd (MURO) sammen med Murermestre, Murerforbundet i Danmark og Mesterforeningerne i Byggefagene. Dette samarbejde er med årene blevet udbygget og har således resulteret i mange publikationer. Ud over at udgive tidsskriftet TEGL, der informerer om de seneste nyheder og informationer i byggeriet, har MURO også stået for diverse pjecer til information om korrekt udførelse af specifikke byggeopgaver. Herved bidrager branchen aktivt til at forhindre, at mange byggeskader opstår. Samtlige i foreningen føler således et ansvar for, at vore produkter anvendes korrekt på byggepladsen og deltager derfor aktivt i oplysningsarbejdet for såvel nyopførelse af murede byggerier, som udbedringsarbejder af eksisterende. Det er her vigtigt, at gamle, stolte håndværksmæssige og korrekte byggetraditioner ikke går i glemmebogen i disse tider, hvor det at gennemføre en håndværkeruddannelse ikke er populært hos de unge.
Der er ligeledes indført kontrolordninger for foreningens forskellige produkter. Endelig er der som brancheforening indgået aftaler med BYG og TUN om leveringsbetingelser, der kan anvendes parterne imellem ved leverancer af medlemmernes byggematerialer. Foreningens initiativer på disse områder skal være med til yderligere at sikre produkters høje kvalitet.
Gennem årene har brancheforeningen aktivt støttet uddannelsesaktiviteter. På DTU støttes forskning af det murede byggeri samt udarbejdelse af undervisningsmaterialer og lærebøger.

Oprettet sekretariat i København
Kalk- og Teglværksforeningen har netop oprettet et sekretariat i Nørre Voldgade 48 i København. Herved kan foreningen bedre profilere sig og markere sine synspunkter særskilt fra andre industrier i byggebranchen. Foreningen har således bedre muligheder for at være sparringspartner til medlemmerne og samtidig køre et mere udadvendt aktivitetsniveau. Vi forventer i tiden fremover at deltage i flere målrettede forskningsprojekter og oplysningsaktiviteter til gavn for både branchen og det murede byggeri.
En energitung branche som vor, indeholdende de kendte danske byggematerialer, har i disse tider behov for at sikre branchen optimale forhold i den danske industri. Dette lyder måske lidt dystert, men der er heldigvis også mange positive tendenser i foreningen. Et stort lyspunkt er det faktum, at mange mennesker i dag igen er begyndt at få smag for mursten og tegltage, hvorfor et stort antal af nybyggede huse nu opføres i tegl som for år tilbage. Dette skyldes ikke mindst det lave omkostningsniveau til vedligeholdelse, man opnår med byggeri i tegl, men også fordi salgsværdien er højest for en bolig opført i tegl.