Et nyt værk i dansk boligarkitektur

Tuborg Havnepark er en forfinet komposition på stedet – i tiden – og det tidløse

Af Helene Hjort Knudsen, arkitekt maa

En unik beliggenhed kombineret med fine boligkvaliteter, der får det optimale ud af stedets muligheder, har bidraget til, at de nye boliger i de tre første af Tuborg Havneparks fire etaper er blevet revet væk.

Dissing+Weitlings bebyggelse udtrykker den tid, den er rundet af, samtidig med at arkitekturen trækker tråde fra den funktionalistiske arkitekturtradition, som over tid og gennem værk på værk har lagt lag på lag af viden og erfaring til arkitekturen. Lagene har tilføjet forfinede detaljer – såvel i bebyggelsesplanens overordnede linjer og komposition som i detaljeringen af inventar, fra lysarmaturer over dørgreb til navneskilte. Lagene har tilføjet en lang traditions opsamlede erfaringer om, hvordan man skaber gode boligkvaliteter, smukke lysindfald i boligerne og gode uderum. Endelig lægger byggeriet sig ind i et formsprog, der udtrykker traditionen: ”Less is more”.

Således bygger Arne Jacobsens arvtagere, arkitekterne Dissing+Weitling, videre på lagene i et af den danske funktionalismes fineste værker, Arne Jacobsens boligbebyggelse fra 1934, Bellavista i Klampenborg. Og tilføjer det nye, der rundet af tiden og stedet gør Tuborg Havnepark til et nyt værk i dansk boligarkitektur. Bebyggelsen er netop blevet præmieret som årets byggeri i kategorien ”boliger” – af fagbladet Byggeris læsere og det bedømmende udvalg.

Kanalhusene og Parkhusene
Beliggenheden er ualmindeligt god langs kanalen, der skyder sig ind parallelt med Tuborg Havnevej op mod Philip Heymanns Allé. Og så alligevel en udfordring for arkitekterne, der har haft til opgave at disponere bebyggelsen optimalt på grunden, så flest mulige boliger får kig til kanalen eller havnen og samtidig et godt lysindfald. I den oprindelige plan for Tuborg Havnepark var området udlagt med karrébebyggelse. Men bygherren Carlsberg Ejendomme og NCC gav Dissing+Weitling mulighed for at tænke ud af boksen i forhold til disponeringen på grunden. Bebyggelsen orienterer sig mod en nyanlagt boliggade, som arkitekterne lagde ind i planen - den øst-vest gående Tuborg Havnevej – og har således en nordfacade mod kanalen og en sydfacade mod parken.

Mod kanalen ligger punkthuse i syv etager, og mod parken ligger en parkbebyggelse i seks etager. Gadeforløbet brydes af åbne grønne kiler, der forbinder parken med kanalen og giver kanalkig fra Parkhusene. I de grønne kiler mellem kanalhusene ligger, hvad arkitekterne kalder ”de hemmelige haver”. Små fint anlagte omhegnede grønne uderum, der både fungerer som små halvprivate uderum for punkthusenes beboere – og smukke haverum at kigge ned på.

’Da vi fremlagde vores forslag for bygherren, var der to minutters stilhed’, fortæller arkitekt og partner Daniel V. Hayden fra Dissing+Weitling. Forslaget var helt anderledes end, hvad NCC og Carlsberg Ejendomme havde forventet – men de var begejstrede for idéen. Sammenhængen i bebyggelsen og det, at man kan passere på tværs af boliggaden fra parken til kanalen ad grønne stier – opleves med det samme, når man bevæger sig ned i bebyggelsen. Schønherr Landskab har skabt en fin detaljering af uderummet, der understreger bebyggelsens grønne karakter.

Boligerne forskyder sig mod lyset
Med bygningskroppenes forskydninger har arkitekterne opnået, hvad Arne Jacobsen også opnåede i Bellavista – at altanerne i alle boliger er beskyttede mod indkig fra naboen – og at de nordvendte altaner fanger aftensolen ind mod vest. De åbne kiler mellem punkthusene mod kanalen giver en del af boligerne i parkbebyggelsen kig til kanalen fra altanerne – og det skaber også gode lysforhold i opholdsrummene, der alle har lysindfald fra to eller tre sider. Alle boliger har altaner til begge sider – og fanger således både morgensolen og aftensolen. De fleste af boligens rum har udgang til en af altanerne, der går i hele boligens bredde og er så dybe, at der er plads til at bænke et mindre selskab eller at slå sig ned i en god liggestol under en parasol.

Forskydningerne i bygningskroppen giver mulighed for de fine hjørnevinduer ud mod altanerne, der giver unikke lysforhold i rummet og oplevelsen af, at uderummet trækkes ind i boligen.

Som bybolig ligger der optimale boligkvaliteter i de store anvendelige altaner, der en stor del af året vil fungere som en udvidelse af boligen – dér, hvor morgenmaden indtages og aftenen tilbringes. Har man mere tid af dagen til sin rådighed, vil man opleve, at lyset tegner varierede rumoplevelser hen over dagen.

Med omhu for detaljerne
’ Samarbejdet med bygherren har været utroligt spændende. Carlsberg Ejendomme og NCC har haft et præcist kendskab til målgruppens forventninger til boligernes udformning og indretning’, fortæller arkitekt Susanne Kühl, der har været sagsarkitekt på byggeriet fra første etape.

Projektchef Lennon Bo Andersen fra NCC fortæller, at der har været stor interesse for boligerne lige fra starten. Han har sammen med projektledelsen fra Carlsberg Ejendomme bragt erfaringerne med fra udviklingen af det samlede bolig- og erhvervsområde ved Tuborg Havn. Udover beliggenheden ved havnen, er de store altaner og de bolignære udearealer en særlig kvalitet ved boligerne, som der er stor efterspørgsel på. Også i konstruktionerne og ved genbrug af elementer og detaljering fra etape til etape, har NCC Construction udnyttet synergien i det store sammenhængende byggeri. Opførelsen af etape to og tre fulgte meget tæt på opførelsen af etape et, da det viste sig, at boligerne blev revet væk.

Dissing+Weitling har tilført byggeriet en sammenhængende oplevelse af kvalitet i både valget af materialer og i graden af detaljering. Vinduernes fine smalle karme af hårdt mahogni med glaslister af aluminium giver elegante vinduesdimensioner og lukker lyset ind. Den rødbrune mahogni går igen i facadepartierne ud mod altanerne og i altanbrystningernes håndlister, der er fint afrundede.

Altanerne har en lav brystning, der er så høj, at den afskærmer for indkig – og så lav, at den giver mulighed for udkig – og lysindfald i boligen. Vinduerne går ikke til gulv alle steder, men understreger, at der er et inde og et ude – mens store oplukkelige dørpartier skaber den åbne forbindelse til altanen og uderummet. Man genfinder Arne Jacobsens dørgreb, og de underste altaner mod terræn er murede med runde hjørner.

Fjerde etape mod Øresund
Den sidste etape af Tuborg Havnepark består af to bygninger i seks etager, der ligger direkte ned til lystbådehavnen. Allerede fra altanerne på anden etage er der et vidtstrakt vue ud over Øresund, og fra de øverste etager kan man se langt ud over sundet. Ved lystbådehavnen ligger klubhuset for den Kgl. Danske Yachtklub med café og udeophold.

Allerede når man træder ind i boligen, får man i den store rummelige entré fornemmelsen af den gennemlyste bolig med kig ud over vandet gennem de åbne døre og store vinduespartier.

Thomas Knudsen, der sammen med Susanne Kühl har stået for projekteringen af fjerde etape, lægger vægt på, at der i entreen er plads til at tage imod gæster, og at den præsenterer sig godt for den besøgende.

Boligplanerne er karakteriserede ved de store altaner og gode rummelige boliger, som giver mulighed for at møblere på mange forskellige måder. Således er der også separate køkkener i boligen, men med en halvåben forbindelse til den rummelige stue og med direkte udgang til altanen.

’Vi skal regne med, at en del af de nye beboere er seniorer, som gerne vil kunne indrette sig efter deres eget behov og finde plads til deres etablerede møblement’, siger Thomas Knudsen.

De rene linjer i boligerne, hvor skabe går til loft og der overalt er sammenhængende flader med afsluttede detaljer, giver en neutral baggrund for forskellige former for stil og indretning. På sjette etage er der blevet mulighed for store penthouseboliger, der også slutter tagformen af med en modernistisk profil.

  Fakta

Bygherre: Boliginteressentselskabet Tuborg i/s ved Carlsberg Ejendomme & NCC Construction Danmark A/S

Samlet boligareal: 34.400 m2

Boliger:
214 lejligheder på 120-206 m2 fordelt med:
78 boliger i Kanalhusene
136 boliger i Parkhusene
9.580 m2 parkeringskælder mv.

Arkitekter:
DISSING+WEITLING

Ingeniører:
COWI a/s

Landskabsarkitekt:
Schønherr Landskab

Udførelse: 2005-2008

«
  Årets udvalgte byggerier - forside

« Tilbage Tidligere Byggerier »