Efter mere end 100 år i huse, der oprindeligt har været opført til andet end skuespil, har Det Kongelige Teater med det nye skuespilhus i Københavns Havn omsider fået en bygning med optimale scene- og teknikforhold for moderne dramatik.

Samtidig markerer Skuespilhuset afslutningen på en af de største omvæltninger i Det Kongelige Teaters historie med tre store nybyggerier på under ti år, der har fordelt skuespillere, operasangere, balletdansere og teknisk personale på fire adresser i hovedstaden. For København betyder Skuespilhuset med den fremskudte, åbne publikumsfoyer og indbyggede friluftsscene, at Inderhavnen tilføres tiltrængt kulturel aktivitet, der for alvor forvandler området fra nedslidt erhvervsområde til levende oplevelseskvarter.

Fra Stærekasse til Turbinehaller
’ Historien om det nye skuespilhus starter egentlig helt tilbage i 1874, hvor Gamle Scene stod færdig og allerede ved indvielsen på mange måder var forældet, fordi akustikken og skuespilstilen krævede en mindre og mere intim scene,’ forklarer teknisk direktør Nikolaj Jensen fra Det Kongelige Teater.

’Siden da er der så godt som hvert tiende år kommet forslag til mere tidssvarende sceneforhold for teateret. Det resulterede først i overtagelsen af Stærekassen fra 1931, der tidligere fungerede som koncertsal for den daværende Statsradiofoni, og senere Turbinehallerne i det tidligere elværk i Adelgade og i nyere tid forslaget til ’Teaterfuglen’ fra 1996.’

’Det var først i år 2000 med beslutningen om at modtage en ny operabygning på Dokøen som en gave fra A.P. Møller-fonden, at der samtidig blev åbnet op for opførelsen af det nuværende skuespilhus ved havnen, der helt fra grunden er opført til at skabe optimale rammer for at opføre nutidig dramatik,’ fortæller Nikolaj Jensen.

Revolution og stordriftsfordele
Udover det nye skuespilhus og Operaen, der blev indviet i januar 2005, tog Det Kongelige Teater i efteråret 2006 også en tidligere værftsbygning på Refshaleøen i brug til produktion af kulisser.

’Nybyggerierne har på mange måder været en revolution i Det Kongelige Teaters historie, men selvom kunstarterne er placeret på hver deres adresse, vil teateret fortsat fungere som en helhed,’ fortæller Nikolaj Jensen.

’For den daglige drift betyder det, at de stordriftsfordele ved kulisse- og kostumeproduktion, der altid har været, fortsat vil eksistere, selvom der på både Skuespilhuset og Operaen også er indrettet værksteder, hvor kostumerne kan rettes til.’

Med opførelsen af Skuespilhuset nedlægges Turbinehallerne som teaterscene, mens Slots- og Ejendomsstyrelsen har overtaget den fredede Stærekassen.

Der vil fortsat blive opført ballet og opera på Gamle Scene på Kgs. Nytorv, hvor også den fælles administration, balletskolen samt kostumeproduktion stadig vil have adresse.

En menneskemagnet
Skuespilhuset har fået en meget central placering i Københavns Inderhavn helt ud til kajen for enden af Sankt Annæ Plads ved Kvæsthusmolen, hvor Oslobåden lå til kaj indtil efteråret 2004. Dermed bliver huset et naturligt stop på turisternes rute mellem Nyhavn ud langs Larsens Plads til Amaliehaven og videre mod Langelinie til Den lille Havfrue, hvilket uden tvivl vil forvandle det tidligere færgeleje til en menneskemagnet på alle tider af døgnet og året.

Den centrale placering udnyttes da også maksimalt i Skuespilhusets arkitektoniske udformning.

Bygningen er dramatisk skudt helt ud i havneløbet med den glasbeklædte publikumsfoyer dramatisk svævende på søjler over vandspejlet, hvor gulvfladen fortsætter udenfor i en stor træbeklædt mole, der med en maritim gestus byder publikum og forbipasserende velkommen om bord i teateret.

’Tanken er, at publikumsfoyeren skal være helt åben for offentlig adgang gennem dagen,’ fortæller Nikolaj Jensen.

’Der er indrettet en informationskranke med billetsalg og en cafe i det sydøstlige hjørne, hvor folk kan rykke udenfor gennem de store glasskydedøre i facaden, der giver en glidende overgang mellem ude og inde.’

Ud over publikumsfoyeren åbner Skuespilhuset sig mod byen med den såkaldte ’Portscene’, hvor en stor port i nordfacaden gør det muligt at opføre udendørsteater mod den kommende plads på Kvæsthusmolen.

Auditorium og intimscene
På Portscenen kan der desuden opføres indendørs teater i en fleksibelt indrettet sal med plads til 200 tilskuere. Derudover rummer Skuespilhuset en mindre intimscene til eksperimenterende teater med plads til 100 tilskuere.

Hovedattraktionen er dog den store scene, der med det høje kobberbeklædte scenetårn bliver et nyt iøjnefaldende element i Københavns skyline.

Auditoriet til hovedscenen har plads til 650 tilskuere fordelt på et gulvplan i to niveauer og to omkransende balkoner.

’Auditoriet har form som et cirkeludsnit, hvor der maksimalt er omkring 20 m fra publikum til scenekanten for at skabe intimitet i rummet med stor nærhed mellem publikum og skuespillere, og hvor det er let at aflæse ansigtsudtrykkene,’ forklarer Nikolaj Jensen.

’Auditoriet er desuden forberedt, så balkonerne kan fortsættes henover scenen, så der dannes en sluttet cirkel med scenen på gulvet midt i rummet.’

’For at der ikke skal opstå resonans i det cirkulære rum er, bagvæggen brudt op i mindre vægstykker i skæve vinkler samtidig med, at murstenene er muret op i et forskudt relief, så der sammen med den akustiske dæmpning i stolene opnås en efterklangstid på ét sekund, der er det optimale til taleteater,’ forklarer Nikolaj Jensen om reguleringen af lyden i rummet.

Yderligere reguleres akustikken med et fleksibelt system af vandrette lameller, der kan indsættes i den åbne balustrade til balkonforkanterne.