| Moderniseringen
af Ny Carlsberg Glyptoteks publikums- og udstillingsfaciliteter
er udført i kontinuerlig forlængelse af
museets historiske arkitektur. Nye tidssvarende funktioner
er diskret tilføjet det sammensatte museumskompleks
gennem en udsøgt brug af ædle materialer
med samme naturlige og håndværksprægede
stoflighed som i den oprindelige bygning. Detaljeringen
er tidløs enkel, og nødvendige nye tekniske
installationer er diskret integreret i de eksisterende
konstruktioner. Genskabe
miljø
Rosso Verona, Perlino Blancho, Carrara Marmor
og porfyr. Italienske natursten sammen med
kinesisk basalt og svensk granit tegner overfladerne
i de nyrenoverede lokaler på Glyptoteket
i København.
Anvendelsen af eksotiske
materialer ligger i naturlig forlængelse af Glyptotekets idé og
historiske arkitektur. Museets udformning afspejler
en vision om at genskabe et miljø omkring
kunsten, der fortæller om skulpturernes
- og maleriernes - sydeuropæiske oprindelse.
Tydeligst afspejlet ved den subtropiske vinterhave
med den store glaskuppel, der forvandler det
blålige nordiske dagslys til varme, gule
Middelhavstoner.
Hovedbygningen af Vilhelm
Dahlerup fra 1897 er tilsvarende opført i en italiensk-inspireret
byggestil med reference til klassiske venetianske
paladser. Facaden er på én gang
både monumentalt symmetrisk og legende
let med korintiske dobbelt-søjler foran
en terracotta-beklædt facade med et flor
af blomsterrelieffer.
Lyst
skær
Facadens varme terracotta-farve genfindes i den
ene af de to italienske natursten til gulvet
i den nye underjordiske publikumsfoyer. Den
røde natursten indgår i et dekorativt
samspil med en hvid sten, der tilsammen tilfører
interiøret et imødekommende,
lyst skær, der samtidig giver en varm,
fortættet stemning i samklang med rummets
underjordiske beliggenhed.
Nye kvaliteter
Publikumsfoyerens placering i hovedbygningens
tidligere lave kælderetage udnyttes da
også bevidst som inspiration ved nyindretningen.
De historiske kælderkonstruktioner i form
af murede søjler, bundet sammen af stik
og lave tøndehvælv, har efter renoveringen
bevaret et skær af den patina og grovhed,
som følger af den oprindelige funktion.
Yderst afsluttes murværket med et tyndt
lag grå-brunt puds, der efterlader et tydeligt
relief af hver enkelt mursten.
På den anden side giver den pudsede overflade
også konstruktionerne et homogent udtryk,
der fremhæver nye rumlige og skulpturelle
kvaliteter ved det historiske murværk.
Mod gulvet afsluttes søjlerne med en
kraftigere base som en ny konstruktiv forstærkning,
der fortæller om de omfattende udgravninger
i kælderen, som har været nødvendige
for at få en god loftshøjde i publikumsfoyeren.
Sættes
i scene
Først og fremmest sættes murværkskonstruktionen
dog i scene gennem en integreret kunstig belysning.
Grundbelysningen leveres
af en indirekte belysning, der udnytter de
murede hvælv i loftet som
reflektor. Selve lyskilden er skjult bag en metalskinne,
der følger og har samme farve som en senere
konstruktiv forstærkning af murværket
med stålbånd.
Desuden er der monteret en
række specielle
gulvarmaturer ved foden af de murede søjler,
der som en effektbelysning kan anvendes til at
skabe en stemning af krypt i foyeren.
Udtryksfuldt fastgjort
Fra foyeren i kælderen bevæger publikum
sig via nye trappeforbindelser eller elevator
op til udstillingerne.
Foyerens italienske naturstensgulv
følger
elegant med ind i elevatoren, mens trappernes
reposer og trin er udført i massiv granit
med samme håndværksprægede
behugninger og detaljer som trapperne i den oprindelige
bygning.
Gelænderne er udført i messing
og reduceret til kun at sidde i den ene side.
Værnene står helt transparente i
glas, der udtryksfuldt er fastgjort i en rille
i granitreposerne uden nogen form for tidsbestemmende
mekaniske beslag.
Udstillingerne
Udover etableringen af tidssvarende publikumsfaciliteter
har alle udstillingssalene i Ny Carlsberg Glyptotek
også været igennem en større
fornyelse i forbindelse med renoveringsprojektet.
Fornyelsernes formål har dog i vid udstrækning
bestået i at tilbageføre væggene
til de oprindelige stærke nuancer af rød,
gul, grøn og blå.
For det faste publikum vil
den største
fornyelse derfor opleves som udvidelsen af udstillingsrummene
med tre tidligere værkstedslokaler i nederste
udstillingsniveau af sydfløjen i Hack
Kampmanns museumsudvidelse fra 1906. De tre ekstra
rum betyder, at der for publikum dannes en ny
rundgang i udstillingsforløbet med indgang
fra rampen mellem Vinterhaven og Henning Larsens
indre udstillingsbygning fra 1996.
Indgangen til de nye udstillingsrum
markeres af en ny trappe i massiv, hvid Carrara
Marmor
svarende til beklædningen af Henning Larsens
bygning.
Ellers er det mest markante
nye indgreb i de historiske lokaler den nye
gulvbelægning
med porfyr, en rødbrun vulkansk natursten
fra Italien. Stenens struktur minder om overfladen
på de rødbrune terrazzo-gulve, som
oprindeligt lå i lokalerne. Gulvene led
imidlertid under store revnedannelser som følge
af for svag fundering, og havde igennem mange år
været overdækket med et trægulv.
nielsen@odsgard.dk
|