It-hus indtager byen

Domicil til Bankernes EDB Central indleder ny kulturbydel i Roskilde

Af Niels Nielsen

Det nye domicil og udvidelse af it-virksomhedens, BEC - Bankernes EDB Central, eksisterende kontorer i Roskilde bliver samtidig det første nybyggeri i en ny kulturbydel på betonproducenten Unicons tidligere arealer i byen. Byudviklingen giver it-virksomheden en ny synlighed i byen, der passer til virksomhedens tilsvarende mere offensive strategi for at tiltrække medarbejdere til den stærkt ekspanderende forretning, der er den direkte baggrund for nybyggeriet. Den større synlighed afspejles i det nye domicil med en iøjnefaldende arkitektonisk udformning, hvor vinklede, hvide facader og forskudte vandrette vinduesbånd giver opmærksomhed både på afstand og tæt på.

Musicon
Trekroner-området har i mange år været centrum for byudviklingen i Roskilde, hvor universitet og togstation har været en naturlig generator for nyt bolig- og erhvervsbyggeri. I de kommende år bliver det dog et område syd for Roskildes centrum, hvor betonfabrikanten Unicon tidligere havde produktionsfaciliteter, at domkirkebyen skal udvikles. Et 25 hektar stort område, der efter kommunens overtagelse i 2004 er udset til en ny, aktiv kulturbydel med navnet Musicon og foreløbige planer om både et rockmuseum, danseteater og en højskole.

450 til 1000
It-virksomheden BEC har haft adresse i det nordvestlige hjørne af Unicons område i de sidste 40 år, hvor bygningsmassen løbende er blevet udvidet som følge af naturlig vækst.

Stor vækst i virksomheden er også den primære årsag til den seneste udvidelse, men med den nye bydel på nabogrunden forvandles den tidligere anonyme adresse i det ældre erhvervskvarter til en anderledes markant beliggenhed i byen.

’Da jeg startede her for fem år siden, var vi 450 medarbejdere. I dag er vi næsten 1000 og ansatte alene i 2007 160 nye medarbejdere,’ fortæller HR-chef Hans Laurits Thaning fra BEC om den konkrete baggrund for nybyggeriet.

’Men samtidig har vi med det nye byggeri også ønsket at skabe et langt mere synligt og imødekommende byggeri både i forhold til vores kunder, men også med henblik på den nye bydel og offentligheden generelt for at tiltrække nye medarbejdere.’

’Det er dog hele tiden en balance, fordi der stilles store krav til sikkerheden omkring virksomheden på grund af de fortrolige bankoplysninger, som vi arbejder med; og det gør, at der er grænser for åbenheden omkring bygningen både udadtil, men også internt i huset,’ fortæller Hans Laurits Thaning.

I alt 800 ansatte arbejder fra adressen i Roskilde, hvilket gør BEC til den største private erhvervsvirksomhed i Roskilde Kommune. 325 sidder i den nye kontorbygning.

BEC udvikler it-systemer til finanssektoren og har yderligere en afdeling i Herning. De primære kunder er de 69 mindre banker og sparekasser, der også er medejere af virksomheden.

Byder indenfor
Å benheden i BEC’s nye kontorbygning markeres mest tydeligt ved den nye hovedindgang i en enetages fløj mod nord, der binder den nye femetagers kontorbygning sammen med de eksisterende toetagers bygninger, hvor store glaspartier og en tagterrasse på taget giver indblik og byder indenfor.

Men også den øvrige facade i stueetagen, der primært rummer den store medarbejder- og kundekantine, er indrettet med gennemgående glaspartier ud mod omgivelserne og et indre gårdhaveanlæg.

BEC’s ønske om en større synlighed i byen er tydeligst i kraft af bygningens størrelse, der med fem etager er højere end nabobygningerne. Højden gør virksomheden synlig helt fra Holbækmotorvejen, der afslutter det endnu ubebyggede betonfabriksareal et stykke mod syd.

Men dernæst skiller bygningen sig ud med et markant ekspressivt arkitektonisk udtryk: De lange facader mod øst og vest knækker hver indad i en stump vinkel omkring midten og giver bygningen et dynamisk fremadrettet udtryk i samspil med de gennemgående hvide brystningspartier og vandrette vinduesbånd med varierende, lodrette aluminiumslameller som fast solafskærmning i kombination med udvendige mobile screens.

Foldedøre
Indvendigt er huset på samme måde indrettet med en balance mellem større åbne områder og diskret afskærmning af hensyn til sikkerheden omkring arbejdsopgaverne.

Fra foyeren er der adgang til kantinen gennem to glasdøre i hver ende, hvorfra den videre færd op gennem bygningen sker via to lukkede trappekerner i hver ende af den nordsydorienterede hovedbygning.

Adgangen fra trappeopgangen til hver af de fire øvre etager med kontorlokaler sker gennem glasdøre, men herfra er hver etage et sammenhængende kontormiljø med en kombination af åbne kontormiljøer og cellekontorer i varierende størrelser.

’Den nye bygning er indrettet med henblik på at opnå så stor fleksibilitet som mulig, så kontorerne let kan omdannes og tilpasses den projektorienterede arbejdsproces, vi har i virksomheden,’ forklarer Hans Laurits Thaning.

’Hver etage kan beskrives som et ottetal, hvor kontorerne er samlede omkring de to trappekerner med et åbent kontormiljø i midten mod vest, mens gruppe- og cellekontorerne er samlede langs østsiden og i gavlene.’

’Der er dog lagt vægt på stor åbenhed mellem alle områderne med glasskillevægge fra gruppekontorerne ud mod gangene og de åbne kontorområder; ligesom der er foldedøre mellem gruppekontorerne, som kan slås sammen til større enheder afhængigt af behovet,’ forklarer Hans Laurits Thaning.

Uformelle mødesteder er placeret omkring et tilbagetrukket cafeområde på hver etage i den sydlige del af kontorfløjen.

Bredt og smalt
Udover kombinationen af de åbne og delvist lukkede kontorområder varieres rumoplevelsen på hver etage i kraft af de knækkede facader, der kendetegner bygningen udefra. Knækket på facaderne giver sammen med de to tilsvarende skævt vinklede trappe- og installationskerner visuel opdeling af især de kontorarealer midt i bygning.

’Med bygningens konkave facader opnås en bygningsbredde på 18 og 20 m i gavlene og 12 m på midten, som forener det bedste fra det brede kontorhus med korte gåafstande og sammenhængende kontorarealer med det gode dagslys i en traditionel, smal kontorlænge,’ fortæller ansvarlig partner Holger Bak fra PLH arkitekter, der vandt det indbudte parallelopdrag om at tegne BEC’s kontorhus, om baggrunden for kontorhusets hovedform.

’Derudover er der lagt vægt på en ekstra høj akustisk dæmpning af kontorområderne med både gulvtæpper og mineraluldslofter, ligesom der er et dobbelt lag glas i skillevæggene.’

’Det er både af hensyn til diskretionen og sikkerheden omkring projekterne, men også for at sikre ro til den fordybelse og koncentration, som projekterne kræver,’ forklarer Holger Bak.

Den fleksible indretning underbygges med en fleksibel, bærende konstruktion med betonsøjler langs facaden, der stives af med de to centrale trappekerner. Dækkonstruktionen er udført både som hulelementer og på grund af de mange skæve vinkler langs facaden og omkring trappekernerne som pladsstøbt beton på filigranelementer.

Facaden er ikke-bærende, og de hvide brystningspartier er udført som en letkonstruktion med stålrigler og gips, der yderst afsluttes med systempuds på en hård glasgranulatplade foran et ventileret hulrum.


  Plads til udvidelse
  En fremtidig udvidelse af BEC’s bygningskompleks er mulig mod øst på den nuværende
  parkeringsplads,der i så fald vil erstattes med et parkeringshus modsyd. Bygningen vil i
  givet fald minde om den seneste udvidelse, som forbindes med det eksisterende byggeri
  via to enetages bygningsenheder i hver ende. I alt hen ved 200 ekstra
  kontorarbejdspladser.

 
  Fakta

Bygherre:
BEC A/S

Totalentreprenør:
nybyg – FB Gruppen A/S
renovering – Jakon A/S

Arkitekt:
PLH Arkitekter A/S

Ingeniør:
HaCaFrø A/S

Landskabsarkitekt:
Henrik Jørgensen Landskab as

Areal:
nybyg - 6200 m2
eks. byg. - 8800 m2

«  Forside Tidligere Byggerier »