|
Boligkarreen Zinkhuset fortsætter rækken af skulpturelle nybyggerier
i bydelen, Amerika Plads, i Københavns Søndre Frihavn med
et svævende monolitisk udtryk. Som navnet fortæller, er huset
karakteriseret ved en konsekvent beklædning i zink, der ikke bare
omfatter facader og tag, men også undersiden af huset, da to tredjedele
af huset er hævet på søjler og åbner sig mod bydelens
centrale plads med to butikker og et indre, offentligt gårdrum. Den
løftede stueetage optages i taget, der har en tilsvarende skrå tagflade
med indlagte tagterrasser.
Står på pladsen
Opførelsen af Amerika Plads nærmer sig en færdiggørelse.
Zinkhuset er det sidste rene boligbyggeri i området, hvor der i
dag kun er to ubebyggede grunde tilbage, som er planlagt med en blanding
af både boliger og erhverv.
I størrelse er Zinkhuset blandt de mindste af bydelens ni nye
karreer med kun seks etager og 6500 m2, 60 lejligheder og to butikslokaler.
Den mindre størrelse til trods er Zinkhuset en af bydelens mest
markante byggerier i kraft af en iøjnefaldende, fremskudt placering
på områdets centrale trekantede plads.
’Zinkhuset er et hus, der står ude på pladsen, fortæller
ansvarlig partner Marius Lorentzen fra Hvidt og Mølgaard, der har
tegnet boligprojektet for Sjælsø Gruppen.
’Placeringen giver bygningen en speciel status i byen, fordi den
både fungerer som et element, der deler bydelen op i en mindre og
en større pladsdannelse, samtidig med at Zinkhuset også binder
de to byrum sammen,’ forklarer Marius Lorentzen.
’Derfor er to tredjedele af bygningen løftet op i en skrå vinkel
på søjler, så der skabes både fysisk og visuel
forbindelse mellem de to byrum, og husets indre gårdrum deltager
i pladsdannelsen som et offentligt tilgængeligt område med
to butikker i stueetagen.’
Amerika Plads’ mindste plads ligger i områdets sydlige del
og fremstår i dag med fuldt færdige huse til alle sider, hvor
yderligere to cafeer, et supermarked og et hotel skaber aktivitet
ved siden af bolig- og erhvervsfunktionerne.
Den store plads mod nord mangler endnu at få lukket det nordvestlige
hjørne, men fremstår fuldendt mod øst med Kobbertårnet,
to bolig- og erhvervskarreer samt Frihavnens historiske stationsbygning
fra 1895 af Heinrich Wenck i romantisk rødmalet bindingsværk,
der er genopført som et minde om områdets fortid med ny funktion
som butik eller cafe.
Svævende monolit
Med den delvist fritliggende placering på pladsen eksemplificerer
Zinkhuset i særlig grad den individuelle og skulpturelle karakter,
der kendetegner karreerne på Amerika Plads.
Karreens overordnede form tegnes af den skrå vinkel i den hævede
stueetage, der fortsætter i en gennemgående skrå tagflade,
som stiger fra fem etager mod øst til seks mod vest; og giver bebyggelsen
et dynamisk, fremadrettet udtryk.
Ellers er et meget væsentligt element i den arkitektoniske udformning,
som husets navn fortæller, en markant zinkbeklædning, der
spiller sammen med en tilsvarende homogen facadebeklædning på flere
af nabobyggerierne. Udover det 62 m høje Kobbertårn også Fyrtårnet
i den sydlige del med en alt omfavnende, sort skiferbeklædning samt
den hvidpudsede boligkarre, Nordlyset, på nabogrunden.
’Udformningen af Zinkhuset er ligesom de øvrige nybyggerier
på Amerika Plads i den indledende fase udformet i samarbejde med
Adriaan Geuze, hvor et af nøgleordene har været, at Zinkhuset
skulle fremstå som en svævende monolit,’ fortæller
Marius Lorentzen.
’Her er zinkbeklædningen et naturligt valg, fordi den giver
et skarpskåret udtryk, der både har tyngde, men samtidig en
lethed og formbarhed, der kan tilpasses alle overflader på huset.’
Zinkbeklædningen har en særlig forpatineret overflade med
en speciel grågrøn farve, der med tiden vil spille sammen
med Kobbertårnets irrende facader; men ellers står i kontrast
til de helt hvide nabobyggerier: Nordlyset, Amerika Hus og Tvillinge
Pakhus E.
20 bredder
Zinkhusets særegenhed understreges ved en montering af zinken i
lodrette baner med stående false i mange forskellige bredder i en
uregelmæssig og organisk takt. I alt helt op til 20 forskellige
bredder fra 43 til 11,5 cm, hvor hovedparten er: 43, 40, 30, 20 og 15
cm brede. De øvrige bredder anvendes i begrænset omfang til
tilpasninger omkring hjørner, altaner og vinduer.
Den komplekse opsætning af zinken har været en af de store
udfordringer i byggeprocessen og forstærkes ved, at zinkbeklædningen
fortsætter i en sammenhængende bevægelse op på tagfladen
og på undersiden af den hævede vestlige del af huset. På undersiden
følger zinkbeklædningen facadens komplekse mønster,
mens der på taget er valgt ensartede baner af 50 centimeters bredde.
På samme måde nedtones zinkbeklædningens kompleksitet
ved en symmetrisk opbygning omkring længdeaksen, der også kendetegner
placering af vinduer og altaner og den grundlæggende bærende
konstruktion med bagmur i betonelementer.
Tre altaner
Placeringen af altaner og vinduer underlægger sig Zinkhusets overordnede
monolitiske form. Vinduerne er forskudt vandret fra etage til etage i
en uregelmæssig takt, mens altanerne er samlet i lodrette felter,
der er trukket tilbage i facaden som tydelige udskæringer i den
mørke bygningskrop med en kontrastfuld foring i lyst lærketræ.
Alle Zinkhusets 60 lejligheder har altaner mod byen,
mens cirka halvdelen også har altaner ind mod gårdrummet. De store hjørnelejligheder
i vestgavlens hjørner på omkring 150 m2 har hele tre altaner
til tre forskellige sider.
Lejlighederne med de mest attraktive udendørsarealer ligger dog
på toppen i det nord- og sydvestlige hjørne, der hver har
udgang til en 60 m2 stor tagterrasse, som er nedfældet i den skrånende
tagflade.
Fælles for lejlighederne er en relativ smal bygningsbredde på cirka
12 m, der særlig i lejlighederne med to tilbagetrukne altaner giver
et godt gennemlyst køkken-opholdsrum.
Ellers er Zinkhuset karakteriseret ved mange forskellige
lejlighedstyper og størrelser i kraft af den relativt lille og lukkede karrestruktur,
der giver forholdsvis mange hjørnelejligheder.
|