Nu har bygningen stået et kvart århundrede, og Musikhuset har bevist, at det på alle måder kan betale sig at investere i kulturlivet. Borgmester Nicolai Wammen har formuleret det meget præcist med disse ord: ’Musikhuset blev en katalysator for det moderne Århus.’

Musikhuset er oprindeligt tegnet af Kjær & Richter, og de skabte en velfungerende bygning, som tilmed var en arkitektonisk perle. Dengang i 1982 kunne ingen naturligvis forudse, at succesen ville blive så massiv, og at bygningen på sigt ville føles utilstrækkelig. Nu er Musikhuset imidlertid blevet udvidet med en gigantisk tilbygning, tegnet af Arkitektfirmaet C.F. Møller. Den indeholder en lang række funktioner, som gør det samlede anlæg til en unik konstellation i Nordeuropa.

Musikhuset er vokset til dobbelt størrelse og er dermed blevet et musisk kraftværk af internationalt format og omfang. En Symfonisk Sal med sublim akustik og plads til 1300 tilhørere inklusiv kor, en Rytmisk Sal, en Kammermusiksal og lokaler til Det Jyske Musikkonservatorium er blot en del af udbygningens indhold. Operaens administration er flyttet ind, og desuden har børneteatret Filuren fået en perfekt placering i overgangen mellem det gamle og det nye. De nye funktioner bringer Musikhuset op på et samlet areal på 33.000 m2, otte scener og en total kapacitet på mere end 4500 publikummer. Byggeriet er finansieret igennem lejeindtægter fra de ovennævnte kulturinstitutioner, der er flyttet ind i huset på langvarige lejekontrakter.

Kræfterne samles
Selv om det oprindelige Musikhus har været en succes fra første dag, så er visse mangler blevet mere og mere tydelige i det daglige. Én væsentlig sten i skoen har været, at Musikhusets store sal ikke er skabt til symfonisk musik, og derfor af gode grunde ikke har kunnet levere akustiske forhold på højeste plan. Oven i købet har Symfoniorkestret været henvist til at øve andetsteds i byen, med deraf følgende logistiske problemer. Da også Det Jyske Musikkonservatorium har været spredt på flere lokaliteter i byen, var det efterhånden en oplagt tanke at samle kulturinstitutionerne – Symfoniorkestret, Konservatoriet, Operaens administration og børneteatret Filuren – under samme tag.

I foråret 2005 blev vinderen kåret i totalentreprise-konkurrencen, der var udskrevet i samarbejde mellem Kulturministeriet og Århus Kommune. Førstepræmien gik til et konsortium bestående af entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S, Arkitektfirmaet C.F. Møller A/S, Rådgivende ingeniører Søren Jensen A/S og Cowi. Vinderforslaget udmærkede sig dels på prisen, dels på en harmonisk videreførelse af den oprindelige arkitektoniske idé og materialeholdning i den eksisterende bygning. Desuden havde forslaget en stor styrke i klarheden i opbygningen mellem de to store sale for henholdsvis symfonisk og rytmisk musik.

I sommeren 2004 vedtog byrådet planerne om en tilbygning, og 18. august 2005 tog kulturrådmanden første spadestik. Derefter gik A. Enggaard i jorden og begyndte at lægge grunden til de 16.000 m2, fordelt på seks forskellige niveauer. Musikhuset er oprindeligt bygget på en skrænt, og derfor er der et stort terrænspring fra indgangsfoyeren til huset afslutning mod vest. For at kunne bygge den nye udvidelse måtte 30.000 m3 jord køres væk, og i løbet af kun to år har bygningen rejst sig med kunstmuseet Aros og Scandinavian Center som nærmeste naboer.

Kobber og gule tegl
Den nye udvidelse er ikke bare en forlængelse af det oprindelige Musikhus, men et arkitektonisk kontrapunkt. Arkitektfirmaet C.F. Møller har skabt en selvstændig bygning, der spiller videre på det klassiske tema, som Kjær & Richter slog an for 25 år siden. Nyt og gammelt er adskilt af en smal spalte, der også fungerer som brandvej. De to bygninger smelter sammen i såvel eksteriør som i interiør i kraft af slægtskabet i materialer og formsprog.

Heldigvis er der også markante forskelle, som viser, at der er et kvart århundrede imellem dem. Facaderne på den nye fløj er overvejende beklædt med kobber, og de gule tegl har fået en mindre fremtrædende rolle end i hovedbygningen. Kobberets grønne patina vil først for alvor manifestere sig om 30-40 år, men det er værd at vente på. Arkitekt maa Klaus Toustrup, Arkitektfirmaet C.F. Møller, erkender, at der er gået til opgaven med en vis ærefrygt, og at en del af opgaven har været at skabe en perfekt balance mellem gammelt og nyt.

Musikhuset opleves rumligt som en by med pladser og gadeforløb, og det videreføres i nybygningen. Publikum ankommer stadig gennem den ’gamle’ foyer og føres via ’Strøget’ ned mod ’Torvet’, der i løbet af efteråret udsmykkes af kunstneren Ingvar Cronhammar. Herfra kan publikum fordele sig til Symfonisk Sal, Rytmisk Sal og en mindre Kammermusiksal. Børneteatret Filuren har indgang fra Strøget. Hele bygningens indre struktur er modelleret op omkring de to store sale, og administration samt undervisningslokaler ligger i bygningens ydre periferi. Enkelt og overskueligt. Den store fælles kantine ligger centralt på øverste niveau og med direkte udgang til en tagterrasse med udsigt over byen.

De tre sale
Den Symfoniske Sal er et betagende rum, der virker meget nordisk i sin lyse grundtone. Der er 1172 siddepladser, og salen er bygget specielt til Aarhus Symfoniorkester og til symfonisk musik i øvrigt. Farverne i salen er fint afstemte med lyst asketræ, grå akustikpaneler og sorte sæder. Som kontrast er valgt røde bagvægge, og når akustikpanelerne justeres, kan den samme røde farve anes som baggrund.

Salens indvendige mål er nøje udvalgt af akustiske hensyn, og proportionerne er tilnærmet det optimale for netop orkestermusik. Højden er 19,5 m, bredden er 21,9 m og længden 43,25 m. Udgangspunktet har været den gyldne sal i Musikverein i Wien, som mange kender fra nytårskoncerterne med Wiener Philharmonikerne. Over scenen hænger en såkaldt canopy / reflektor, som er opdelt i 3 justerbare sektioner, med en samlet vægt 36 tons. Efterklangstiden kan varieres fra 2,3 til 1,6 s. Akustikerne fra COWI og amerikanske Artec har samarbejdet om det fornemme resultat.

Kun fem meter derfra ligger Rytmisk Sal, som dog på linie med de andre sale er fuldstændigt isoleret fra omgivelserne rent lydmæssigt. Rummet er udstyret med teleskop-tribune, og der er plads til ca. 500 siddende tilskuere, eller 1000 stående på det affjedrede gulv. Rummet er indrettet som en black-box og er multifunktionel i sin indretning. Endelig er der Kammermusiksalen, der er et mindre lokale, med en nærmest kirkelignende atmosfære og masser af dagslys fra det store nordvendte glasparti i gavlen. Her plads til 140 tilskuere, og rummet er beregnet til mindre ensembler.

En sal til pianissimo
Der blev afholdt to koncerter i Den Symfoniske Sal i Festugen, og begejstringen var stor blandt publikum og musikere. Den konservatorieuddannede cellist, Dorte Rolff-Petersen, har spillet meget med symfoniorkestret, og hun var blandt tilhørerne til åbningskoncerten:

’Mit allerførste indtryk var selvfølgelig det visuelle: det bløde, lyse, lette og omfavnende rum. Dernæst lyden af de første strøg, da strygerne begyndte at stemme. Jeg blev med det samme klar over og opmærksom på, at lyden var anderledes. I den ’gamle’ sal klinger violinerne ikke smukt, når de stemmer – men det gjorde de pludselig her! Og de sad altså bare og stemte deres instrumenter – klart og varmt. Det næste jeg registrerede var varmen i den samlede klang, da hele orkestreret spillede. Alt stod tindrende klart, og selv de mindste, upræcise ting i orkestret kunne høres’, fortæller Dorte Rolff-Petersen og fortsætter:

’Det var tydeligt, at musikerne har været vant til at skulle presse deres instrumenter lidt – og at de slet ikke har vænnet sig til den nye sal og dens muligheder. F.eks kan de her få lov til at spille pianissimo – det er de ikke vant til. I visse passager i Beethovens violinkoncert, hvor de spillede med stjerneviolinisten Nikolaj Znaider, lykkedes det. Jeg har aldrig hørt dem spille så svagt! Det var bedårende. Men der skal noget mere til, før de vænner sig til at skulle nuancere så yderligt. Flere gange fik jeg små chok, fordi musikken faktisk krævede fine nuancer, men orkestret magtede det ikke - og det lød for voldsomt. Det er et rum, som kræver tilvænning, men så vil det også fungere på højeste niveau. I Musikhusets gamle sal led cello- og basgruppen under, at de ’forsvandt’ i lydbilledet. I den nye sal er der rumklang og genklang, og det er godt for orkestret med den ekstra fyldige baslyd,’ slutter Dorte Rolff-Petersen.