Strunge & Hartvigsen
Byggeledelse og tilsyn:
Strunge & Hartvigsen

J Langkjær stålbyg A/S
Stålkonstruktioner

Icopal Tagdækning


Fascinerende Fiberline

Fiberline Composites er en højteknologisk fabrik, der vokser ud af landskabet øst for Middelfart - og er nomineret til Mies van der Rohe prisen.

Af Thomas Mølvig, arkitekt maa

Mængden af domiciler langs motorvejene er stærkt stigende, men som oftest er de æstetiske kvaliteter i disse byggerier til at overse. Lange åbne strækninger mellem byerne bliver hastigt bebygget med rækker af middelmådigt industribyggeri uden gnist og karakter. Derfor er der så meget desto mere grund til at begejstres for Fiberlines nye fabrik, som indpasser sig i omgivelserne på en særdeles begavet måde.

Fiberline Composites A/S i Middelfart sætter på alle måder nye standarder med sin rationelle fabrik, der samler samtlige funktioner i et stærkt hovedgreb. Hele virksomheden rummes i et stiliseret bakkedrag med en længde på 300 meter og en kurvet profil, der kulminerer i 20 meters højde. Som noget helt særligt indgår Fiberlines egne komposit-produkter i konstruktioner og facadebeklædning.

Der er langt mellem de gode eksempler, men Fiberlines fabrik er allerede nomineret til en af de fornemste arkitekturpriser i verden, opkaldt efter amerikaneren Mies van der Rohe. Endelig en fremsynet virksomhed, der vælger at bygge et arkitektonisk helstøbt domicil i harmoni med omgivelserne – tilmed diskret tilbagetrukket i forhold til motorvejen.

Imponerende livsværk
Fiberline Composites A/S blev grundlagt i 1979 i Kolding og er et imponerende livsværk skabt af den ingeniøruddannede direktør Henrik Thorning, der sidste år fyldte 60 år. Virksomheden fremstiller komposit-produkter, populært kaldet glasfiber, og har opbygget en ekspertise på dette område, som for alvor er ved at blive anerkendt på verdensplan.

Produkterne bruges allerede over det meste af Europa til tog, busser, broer, bygninger osv., fordi materialet har stor styrke, vejer mindre, kræver mindre energi og mindre vedligeholdelse end de traditionelle materialer.

Fiberline eksporterer til 42 lande, herunder også Kina. På nuværende tidspunkt beskæftiger virksomheden ca. 110 medarbejdere, men i det nye domicil vil der være plads til 170 ansatte.

Det er KHR Arkitekter, som har tegnet det 23.000 m2 store anlæg, der på trods af sit enorme volumen virker kompakt i sit ydre. Strunge & Hartvigsen A/S har været projektleder, ingeniører og varetaget byggeledelse. Leif Hansen Rådgivende Ingeniør A/S har varetaget vvs, konstruktion og el, mens Sigma Delta AET har beregnet og projekteret de omfattende stålkonstruktioner. Hele byggeriet er opført i fagentrepriser.

Tre lysende kiler
Når man nærmer sig Fiberlines fabrik, er det tydeligt, at der er tale om en usædvanlig bygning, der ikke umiddelbart minder om andre industrianlæg i Danmark. Den ligger som en stor skulptur i terrænet og er i kraft af sin specielle udformning helt sin egen. Bygningen er tænkt ind i landskabet som en stor græsbeklædt bakke, gennemskåret af tre lysende kiler i form af tre ovenlysbånd, som mod øst, ud mod motorvejen, afsluttes i tre glaskarnapper med møderum og trapper. Græstaget blev dog for kostbart, og derfor fremtræder bygningen med sort tagpap på tagfladerne.

Selve bygningens interiør er udformet som ét stort rum, hvor alle processer foregår. Dette betyder i praksis, at produktionen sker på stueplan med højt til loftet, og administrationen er lagt ind i det store produktionsrum som indskudte dæk på østfacaden. Ansvarlig arkitekt er professor Jan Søndergaard fra KHR Arkitekter, som også er partner i tegnestuen, der er kendt for sin evne til at skabe arkitektur på højt niveau i mange forskellige sammenhænge.

Favntag med stedet
Dette projekt rummer en forunderlig blanding af poesi og rationel tankegang, og Jan Søndergaard beskriver bl.a. Fiberlines arkitektur således: ’Som en inspirerende fortælling i tid og rum opstår Fiberlines nye bygning ud af et landskabeligt favntag med stedet og dets potentiale. Et bevidst greb, der spænder fra det åbne lands præhistoriske bygningsanlæg, over vores tid, frem mod et ’fremtidens rum’, der skal være rammen om stadige innovative skabelsesprocesser.’

’Selve bygningsvolumet opstår i den vertikale bevægelse, hvor landskabet ’skyder ryg’ i sin søgen mod himmelrummets lys. Denne iværksatte bevægelse resulterer i tre store revnedannelser, ’lysspalterne’, der på afgørende måde bidrager til rummets arkitektoniske kvalitet med dagslysets penetreringer, der bidrager til en konstant dialog med himmelrummets lystintensiteter under vejrligets skiften. En landskabelig indfoldning, der former et fælles arbejdsrum for alle aktiviteter og således definerer hele virksomhedens identitet.’

Optimeret flow
Fiberlines kommunikationschef , Finn Jernø, glæder sig over de nye omgivelser: ’Vi har villet lave en supereffektiv fabrik, hvor ’flowet’ fra råvare til færdigt produkt er optimeret hele vejen igennem bygningen. Men vi mener også, at den åbne placering forpligter os til at lave noget, som er værd at kigge på for forbipasserende, og som er indpasset i landskabet på en god måde. Arkitekturen har fra begyndelsen været en væsentligt parameter, og derfor måtte det også gerne være en smuk og nyskabende fabrik.’

’Vi har et højlager på ca. 20 meter, og traditionelt ville man nok bygge en høj bygning til lageret og nogle mindre bygninger til kontorer. Vi syntes, at det ville blive kasseagtigt, og det ville ikke være i tråd med det vi står for. Omkring vores effektive produktion ville vi gerne have en formgivning, der kunne udtrykke hvordan vores kultur er og samtidig skabe nogle positive rammer for medarbejderne – og jeg synes, at resultatet lever op til forhåbningerne.’

Et sted for kreativitet
’ Der skulle trækkes meget dagslys ind i fabrikken, så man fik lyse og venlige omgivelser, og medarbejderne skulle gerne kunne se ud af bygningen og glæde sig over årstidens vekslen, efterår, regnvejr, solskin, sne osv. Derfor de skrå glastårne, der hænger sammen med tre nordvendte ovenlys, som spænder i hele bygningens bredde’, fortæller Finn Jernø.

’Endelig ville vi gerne lave en transparent fabrik, hvor medarbejderne kunne komme i dialog med hinanden. Derfor er der glas mellem kontorer og produktion, så man har føling med hinanden og hinandens gøremål. Vi ville gerne lave arkitektoniske rammer, der får folk til at kommunikere med hinanden på tværs af organisationen. Et sted hvor man kan være kreative sammen.’

’Vi har arbejdet sammen med Jan Søndergaard, og hans inspiration er vikingeborgene. Det er en nærmest organisk, landskabelig bakke, der kommer op ad det nordiske landskab og forsvinder ned i jorden igen. Men samtidig brydes den organiske form af noget skævt og moderne. Trappetårnene skærer sig ned gennem formen. Modsat den effektivt planlagte produktion er de skæve tårne jo ikke et rationelt element, de er nærmest et symbol på den skæve og kreative tænkning, som skal supplere den effektive og rationelle ingeniørkultur. Facaden er samtidig udformet med brug af Fiberlines egne hightech kompositprofiler. Det er et visuelt virkemiddel, ikke en statisk kasse, men noget i bevægelse.’

Hovedkonstruktion i stål
Strunge & Hartvigsen har fungeret som projektleder, ingeniør og byggeleder på sagen. Ifølge akademiingeniør HD og indehaver Claus Hoffmann har byggeriet været ganske komplekst, idet mange forhold løbende er blevet nyudviklet, herunder design, indretning samt en lang række tekniske forhold.

Claus Hoffmann siger: ’Byggeriets hovedkonstruktioner er udført i stål, hvor tilsvarende produktioner typisk ville bygges traditionelt med betonelementer. I den aktuelle sag har stålkonstruktionerne dog været med til at give bygningen en lethed og gennemsigtighed, som ikke er mulig med betonelementer.’

’Der er fra alle sider lagt et stort arbejde i at designe et sammenhængende bygningsanlæg med så stor åbenhed og sans for det visuelle som overhovedet muligt. Dette har blandt andet medført, at hele bygningen er godkendt i henhold til principperne i ’funktionsbaseret brand’. Dermed kan visse af Bygningsreglementets krav afviges, hvis det samtidig kan dokumenteres, at sikkerheds- og redningsforhold samt beskyttelse af værdier sikres på andre måder.’

Adskillelsen mellem administration og produktion/lager består af en almindelig 2-lags glasvæg. Til sikring af brandkravet sprinkles denne væg, i tilfælde af brand, på begge sider, hvorved væggen kan overholde kravet til en BS 60 konstruktion. Glasvæggens opbygning og brandmodstand blev testet og godkendt af DBI (Dansk Brand og sikringsteknisk Institut), før myndighedernes godkendelse til indbygning i byggeriet. I øvrigt er hele byggeriet sprinklet, ligesom der er etableret reolsprinkling i højlageret. Herudover er byggeriet forsynet med nødvendigt varslingsanlæg m.v., og personalet uddannes specielt til at kunne håndtere en brandsituation.

Rene ubrudte tagflader
’ Fiberlines produktion kræver mange installationer, herunder bl.a. store udsugningsanlæg, men det har været et klart ønske fra bygherre og arkitekt, at de store tagflader ikke måtte brydes af utallige ventilationshætter m.v. Dette er lykkedes ved på bagsiden af de store, gennemgående ovenlys at etablere specielle udluftningshætter, som er plane med overfladen, så de stort set er usynlige.’

’Byggeriet er jo også præget af inddragelse af Fiberlines egne produkter, dels som facade, dels som vinduer og glaspartier samt som trappeelementer i de store glastårne. Det har givet store udfordringer til alle involverede, idet produkterne løbende er blevet udviklet under byggeprocessen. Der er tale om nye og spændende produkter, som giver helt nye alternativer og muligheder til byggeriet fremover’, slutter Claus Hoffmann.

Turbo på udvikling
Niels Christian Hammelev, erhvervschef i Middelfart Erhvervscenter, runder af: ’Fiberline er et flot vartegn for erhvervsudviklingen i Middelfart. Faktum er, at vi er inde i en fantastisk udvikling i området, hvor der er skabt 1200 nye arbejdspladser, og alt disponibel erhvervsjord er blevet udsolgt.’

’Fiberline symboliserer den udvikling, og vi er selvfølgelig meget glade for, at det lykkedes at tiltrække en så stor og fremtidsorienteret virksomhed. Det er et scoop, som i princippet næsten kan udvikle sig på linie med vindmølleindustrien, idet vi i forvejen har en virksomhed, som arbejder inden for samme felt. Arkitektonisk er det en bygning med stor appel, og alle besøgende spørger, hvad det er for en virksomhed, som er under opførelse. Det primære for os er dog, at Fiberline tilfører byen en masse gode arbejdspladser.’


Pultrudering
Et kompositmateriale er defineret som et materiale, der er sammensat af mindst to forskellige materialer, som hver for sig ikke altid egner sig til konstruktionsformål, men som i kombination resulterer i et materiale med stor styrke og stivhed. Plast forstærket med forskellige former for fibre udgør en væsentlig del af de kompositmaterialer, der anvendes i det moderne samfund.

Pultrudering hos Fiberline Composites foregår ved, at kontinuerligt armeringsmateriale trækkes gennem et styr, hvor fibrene placeres præcist i forhold til profiltværsnittet. Derefter ledes fibrene igennem et værktøj, hvor fibrene imprægneres med matrixmaterialet. Den samlede pakke af fibre og matrix trækkes videre gennem det opvarmede værktøj, hvor profilet hærdes i sin endelige geometri. Via aftrækkere føres det fuldt udhærdede profil frem til en flydende ’ophængt’ sav, som afskærer profilerne i definerede længder.



Fakta Fiberline Composites A/S Højteknologisk fabriksanlæg til fremstilling af kompositelementer
Bygherre: Fiberline Composites A/S
Arkitekt:
KHR Arkitekter A/S
Byggeledelse og tilsyn: Strunge & Hartvigsen A/S
Ingeniør konstruktion, vvs og el:
Leif Hansen Rådgivende Ingeniør A/S
Ingeniør stål: Sigma Delta AET ApS
Grundareal:

Areal:

Opførelsesår:

Pris:

170.000 m2

23.000 etagemeter

2005-06

150 mio. kr.


«  Forside Tidligere Byggerier »