| I
1923 blev det første stadion indviet i den vestlige
udkant af Randers. Der findes nogle herlige gamle fotografier,
hvor man ser det nye sportsanlæg liggende helt
frit i landskabet. Det er ikke meget andet end en stor
græsplæne flankeret af en meget kompakt siddetribune,
efter græsk model, på den ene langside. Beskedne
forhold, men en god begyndelse på det helt rigtige
sted i byen.
I slutningen af 50’erne blev der langt om længe
bygget en større tribune med plads til 4000
tilskuere under tag, og der kom tidssvarende omklædningsforhold.
Efterhånden som Randers avancerede i rækkerne,
blev kravene større, og da holdet kom i Superligaen
i 2003, var det klart for alle, at der måtte
gøres noget fundamentalt ved det efterhånden
nedslidte anlæg. Rammerne var simpelthen for
ringe til topfodbold i den bedste række, og det
var nu eller aldrig, hvis Randers FC ville være
med på topplan.
Kommunen iværksatte derfor en totalrenovering
af stadion som helhed og en ombygning til ca. 65 mio.
kr., som nu er ved at være afsluttet. Endnu mangler
den nordlige tribune at blive opført, men ellers
er Randers FC klædt på til nye triumfer
på hjemmebane.
Det nye stadion, der har fået navnet Essex Park,
ligger på nøjagtig samme placering som
det oprindelig anlæg fra 1923. I dag er byen
vokset udenom anlægget, men stedet har gennem årene
opnået en nærmest mytologisk karakter for
de mange trofaste fodboldfans i Randers.
Heldigvis er der stadig masser
af luft omkring det store anlæg på grund af de tilstødende
tennisbaner, træningsbaner og Vestparken. Desuden
ligger stadion højt i forhold til Gudenådalen
og kan derfor ses på meget lang afstand. Om dagen
ligger det som et moderne borganlæg omgivet af
høje træer og ved aftenkampe som et lysende
pejlemærke i Vestbyen.
Perfekte rammer
Direktør Jacob Nielsen, Randers FC, siger: ’Randers
FC har en mission om at udvikle et fodboldhold, der
kan være med til at præge toppen af dansk
fodbold med udgangspunkt i at give alle omkring klubben
positive oplevelser. Denne mission kan kun føres
ud i livet, hvis omgivelserne er i top – og er
de det, så kommer oplevelserne automatisk.’
’Med det nye Essex Park Randers kan vi give
alle i og omkring klubben fantastiske oplevelser. Spillerne
får et stadion, der lever op til nationale og
internationale standarder. De får moderne omklædningsforhold,
de får fitnesscenter - de får kort sagt
optimale forhold til forberedelse, præstation
og restitution.’
’På tilskuerfronten har Randers FC allerede
kunnet konstatere en markant fremgang alene på grund
af byggeriet af Essex Park Randers. Moderne tribuner
med behagelig siddekomfort, let adgang til og fra tribuneopgangene,
forbedret service i salgsboderne er alt sammen medvirkende
til, at klubbens vigtigste aktiv - tilhængerne
- får del i den positive oplevelse.’
Attraktivt for sponsorer
’
Et nyt stadion får også stor betydning
for klubbens sponsorer, der med Essex Park Randers
har fået langt flere eksponeringsmuligheder i
forhold til et nedslidt stadion. Eksklusive VIP faciliteter,
muligheden for at købe tilstødende sky-box'es,
muligheden for at indgå attraktive tribune- og
stadionsponsorater og meget mere hører til de
forbedringer, der følger med et nyt stadion
og dermed er medvirkende til, at sponsorernes investering
i klubben sikrer et større eksponeringsafkast,’ slutter
Jacob Nielsen.
Det er Randers Kommune, som er
bygherre på projektet.
Fodboldklubben selv har suppleret med ekstra faciliteter,
deriblandt fitnesscenter. Projektet er opført
i totalentreprise af A. Enggaard A/S efter en forudgående
konkurrence. Bygherrerådgiver har været
Carl Bro A/S og øvrige rådgivere har været
Arkitektfirmaet C.F. Møller, Rambøll
og Sigma-Delta AET.
Enkelt hovedprincip
Et stadion lever et dobbeltliv. På den ene side
skal det være en hamrende effektiv og inciterende
ramme for store spektakulære begivenheder med
mange tusinde tilskuere. På den anden side skal
bygningsanlægget også fungere som et stykke
velproportioneret arkitektur, når lyset slukkes,
og tribunerne står tomme.
Alene størrelsen og højden på et
moderne fodboldstadion gør det til en af de
mest markante bygninger i bybilledet. Derfor er det
særdeles vigtigt, at anlægget tænkes
ind i den større sammenhæng, og at det
så vidt muligt åbner sig mod omgivelserne.
Det sidste er en af de store kvaliteter ved den nye
Essex Park i Randers, der udefra opleves let og transparent,
på trods af sit enorme volumen.
Hovedideen er i princippet ganske
enkel. Ind mod selve arenaen følger tribunetagene fodboldbanens rette
linjer, og dermed forstærker de flade udhængende
tagflader oplevelsen af det væsentlige, nemlig
græstæppet. Udadtil danner bygningen en
krystallinsk rombeform, hvor de afskårne hjørner
markerer sig som indbydende publikumsporte.
Mod vest ligger der en integreret
treetages bygning, som rummer alle de funktioner,
et moderne stadion stiller
krav om. Tribunetaget fortsætter sin glidende
flugt henover denne bygning, og derved forstærkes
den markante rombeform. I dette afsnit findes
administration, VIP, presseafdeling, fitness,
samt sponsor- og spillerfaciliteter.
Denne del er i skrivende stund
ikke færdig,
og derfor er der ikke billeder fra den ca. 100 m lange
bygning. Interiøret fornemmes dog at blive særdeles
differentieret med mange rumlige oplevelser. Fra foyeren
er der eksempelvis kig til et 18 m højt rum,
der spænder fra spillertunnellen i bunden til
sky-boxene øverst oppe. En skrå sprosseløs
glasfacade giver perfekt udsyn til banen, og fra de øverste
niveauer er der desuden en flot udsigt over Ådalen
mod vest.
Ideen opstår
Arkitektfirmaet C.F. Møller har, ligesom flere
af de andre aktører, stor erfaring med stadionbyggeri.
I 1992 indviedes ombygningen af Parken, og i 2005 gjaldt
det Nordens mest berømte atletikstadion - Bislett
Stadion i Oslo.
Arkitekt maa Søren Gornitzka, Arkitektfirmaet
C.F. Møller, fortæller om Essex Park: ’Den
specielle form på anlægget opstod tidligt
i skitseringen. Dels var vi interesseret i at eliminere
alle de dårlige pladser, der nemt opstår
i hjørnerne. Dels ønskede vi at skabe
en åbenhed mod omgivelserne, så det nye
stadion ikke bare lukkede sig om sig selv. Ved at afskære
hjørnerne opstod der på denne måde
flere fordele, og samtidig blev der dannet fire
meget distinkte portmotiver.’
’I de skrå hjørneflader er det
meningen, at der over indgangene skal ophænges
netdug som reklameflader med stor signalværdi.
Dugene slutter formen og lukker stadion – både
visuelt og som vindstoppere. Vi blev i øvrigt
ledt på sporet af hovedformen, da vi under skitseringen
var bundet af det nye lysanlæg, som allerede
var etableret, og som friholdes for bebyggelse med
den valgte hjørneløsning.’
Rå charme
’
Vi har bevidst tilstræbt en vis råhed i
konstruktionens udtryk. Det er et robust brugsanlæg,
som skal kunne holde til lidt af hvert. Facaderne på hovedbygningen
er partielt beklædt med strækmetal, som
også går igen på bagsiden af tribunerne.
Tribuneoverdækningen er en stålkonstruktion,
der er forankret i betonbasen, som er den bastion,
der danner det nederste tilskuerniveau. Over dette
ligger yderligere 10 tilskuerrækker på en
hævet balkon.’
’Bagved ligger de sekundære funktioner
med toiletter og udskænkning i en loggia, der
løber hele vejen rundt om stadion. Boderne og
toiletterne er udformet som selvstændige kasser,
der skyder sig bagud. Ved at opdele tribunen i to separate
niveauer skabes der fremragende udsyn til banen fra
det bagvedliggende serviceareal. Derved behøver
man ikke gå glip af vigtige detaljer i kampen
på grønsværen, selv om man skal
hen og købe en forfriskning.’
Stål
med karakter
Der indgår 600 tons stål alene i tribunernes
bærende konstruktioner og overdækning.
Det har været et kompliceret puslespil at få stålrammerne
udformet optimalt på grund af anlæggets
afskårne hjørner. Udfordringen har særligt
ligget i den atypiske geometri, der er opstået,
og eksempelvis de sammenbyggede hjørner med
dobbelte smig.
Det er ingeniørfirmaet Sigma-Delta AET, der
har stået for denne del af projekteringen, og
Klaus Bukh Svenningsen fortæller: ’C.F.
Møller har bestemt udseendet på konstruktionerne,
men vi har tidligt været inddraget i projekteringen
med vores særlige viden om stålkonstruktioner
og erfaring med stadionbyggeri. Vi har tidligere deltaget
i projekteringen af stålkonstruktionerne på de
nye stadions i Ålborg, Herning, Odense og senest
Vejle.’
’I Essex Park har vi stået for beregningsmodellen
og en geometrisk model i 3D, som er vores speciale.
Sigma-Delta AET har gennem mange år praktiseret
3D projektering ved hjælp af programmer som Naviswork,
SteelCad og STAAD.Pro. Selv den mindste bolt er vist
i tre dimensioner, og hvis den ikke findes på tegningerne,
så findes den heller ikke i det færdige
byggeri. Det er et meget pædagogisk værktøj,
som gør problemerne synlige og forståelige
for alle’, fastslår Klaus Bukh Svenningsen.
Spændende
projekt
Også på andre områder har stadionbyggeriet
været en udfordring, og projektleder René Pedersen,
Rambøll, siger: ’I det aktuelle projekt
har Rambølls rolle primært omfattet: projektering
af bærende konstruktioner, projektering af installationer
samt koordinering. Essex Park Randers har været
et meget spændende og interessant projekt med
komplekse konstruktioner, dels i kraft af konstruktionernes
størrelse, og dels fordi bygninger til ophold
for så mange mennesker - og i særdeleshed
tribuner - udsættes for en forholdsvis kraftig
belastning.’
’C.F. Møller har tegnet et flot projekt,
hvor udsynet til banen naturligt har været et
meget vigtigt forhold. For den lange bygning ved vesttribunen
har det betydet relativt få og kraftige stabiliserende
sektioner for at bevare en god kontakt til banen fra
niveau 02. Byggeriets etapeopdeling har også medvirket
til kompleksiteten, idet vi fra start skulle sikre,
at de nederste etager kunne optage påvirkningerne
fra de fremtidige etaper - etaper som på det
tidspunkt ikke var endeligt besluttet af bygherren
mht. geometri og indretning. Det har været et
interessant og udfordrende aspekt ved projektet. Det
har været et spændende projekt, hvor hele
processen fra start til slut har været præget
af et rigtig godt samarbejde med totalentreprenør,
arkitekt og leverandører.’
Tilfreds bygherre
’
For Randers er det utroligt vigtigt, at vi har
fået et nyt, moderne stadion’, siger kulturchef
i Randers Kommune, Anders Høgstrup. ’Der
er ingen tvivl om, at superligaen i fodbold er den
mest eksponerede sport i både aviser og de elektroniske
medier. Hvis Randers skal være med dér
- og det er vi heldigvis nu - skal der være optimale
forhold for spillere, tilskuere og sponsorer. De gode
rammer er med til at inspirere spillerne og til at
generere de nødvendige midler til at kunne lønne
topspillere.’
’Men det er også vigtigt for en bys selvforståelse,
at man har bygningsværker, som man kan være
stolte af, og som signalerer, at man er en moderne
by med fremdrift og udviklingspotentiale. Endelig giver
et moderne stadion mulighed for at præsentere
andre aktiviteter end fodbold for publikum i Randers,
spændende fra VM for schæferhunde - ja,
de har lige været her, og der var tusindvis af
tilskuere - til andre store arrangementer inden for
idræt og kultur.’
|