Bygherre

Arkitekter




Musikteatret Holstebro

Holstebro har fået teatersal af international klasse - samtidig er Musikteatret blevet koblet tættere sammen med livet i midtbyen

Af Thomas Mølvig, arkitekt maa

Musikteatret Holstebro fremstår i dag som et topmoderne kulturhus med en fremragende teatersal og en scene, der matcher kravene fra de store opsætninger. Den 2. september kunne man slå dørene op til premieren på musicalen Aida, og to dage senere besøgte Dronning Margrethe huset. På den tilstødende grund er Dansens Teater til Peter Schaufuss Balletten under opførelse, og tilsammen danner de to kulturhuse et langsgående forløb ved Storåen.

Musikteatret Holstebro ligger centralt placeret i bybilledet - tæt på gågaden og med facade ud mod Storåen. Til trods for den gode beliggenhed har HolstebroHallen, som teatret tidligere blev kaldt, vendt ryggen til byen igennem 40 år, og arealet omkring åen har ikke været sat i spil. Endelig har huset slet ikke kunnet leve op til nutidens krav om komfort, god akustik og velfungerende sceneteknik.

Disse fejltagelser er der nu rettet op på med en genial 90 graders drejning af hele teaterfunktionen, et nyt scenetårn og en gennemgribende ombygning af interiøret. En udkraget foyerbalkon åbner huset op mod nord, og der er etableret et indre gadeforløb med tre indgange. Den samlede pris er på 100 mio. kr., og det virker som en rigtig god investering.

Kulturby
Det siges, at kulturen blomstrer i Holstebro, fordi der altid er nogen, som vander den. I dag er købstaden en dynamisk kulturby med et bredt spekter af tilbud til borgerne, men sådan har det ikke altid været.

Som mange andre provinsbyer var også Holstebro et kulturpolitisk uland i efterkrigsårene, men i 1966 satte en enkelt begivenhed skub i udviklingen. Opstillingen på torvet af Giacometti-skulpturen ’Kvinde på Kærre’ skabte en følelsesladet debat, som var med til at sætte fokus på kunsten i det offentlige rum og dermed kultur i det hele taget. I dag står der skulpturer overalt i den indre by, der findes et balletkompagni i verdensklasse, en afdeling af Det Kongelige Teaters Balletskole, en af landets bedste musikskoler og en perle af et kunstmuseum.

I 1966, samme år som Giacomettis lille bronzefigur vækkede furore, indviede man også HolstebroHallen. Igennem årene har den fungeret som en hybrid mellem et stort forsamlingshus, et teater og en sportshal.

I 1990 forsøgte man halvhjertet at ombygge hallen, så der kunne spilles teater under rimelige forhold, men allerede efter få år blev det klart, at der skulle mere radikale ændringer på bordet.

I 1997 tiltrådte teaterdirektør Lars Sennels, og med ham som en af drivkræfterne blev der for alvor arbejdet hen imod en total forvandling af HolstebroHallen. Målet var et moderne musikteater efter engelsk forbillede - et West-End teater som i London.

Konkurrencen
I sommeren 2004 afholdt Holstebro Kommune en totalentreprisekonkurrence, og i september valgte en enig dommerkomite et vinderprojekt, der til fulde levede op til programmets krav. I alt syv konsortier deltog i konkurrencen, og vinderprojektet var udarbejdet af arkitektfirmaet Kjær & Richter A/S i tæt samarbejde med det lokale firma Jens Jensen Murer & Entreprenør A/S og med Cowi A/S som ingeniører.

Det vindende forslag bestod af et fremragende hovedgreb, hvor teaterfunktionen blev drejet 90 grader, og der etableredes et foyerforløb vendt mod åen. En ide der løste den gordiske knude, som låste projektet fast i alt for snævre rammer, og som samtidig kunne realiseres indenfor budgettet. I dommerbetænkningen stod der bl.a.: ’Forslaget formår på overbevisende måde at genanvende de eksisterende bygninger, samt at tilføre stedet nye muligheder. Især samspillet med by og å er gennemarbejdet og sympatisk. Projektet fremviser en overbevisende fordeling af husets forskellige funktioner – især adskillelsen af ikke teatermæssige funktioner og møde mellem foyerareal og det kommende danseteater virker vellykket.’

90 graders vending
Sagsarkitekter for Kjær & Richter har været Dan Christensen og Jørgen Frederiksen, og det er erfarne folk. Når man taler udformning af musikhuse og kulturhuse er Dan Christensen en af Danmarks førende kapaciteter. Han tegnede som ganske ung den store sal i Musikhuset i Århus, og efterfølgende er det blevet til en lang række projekter indenfor samme kategori.

Dan Christensen fortæller om Musikteatret Holstebro: ’Mange års erfaring med netop teatersale gjorde, at jeg meget hurtigt fik ideen med at dreje teaterfunktionen 90 grader. Det var en logisk konsekvens af kravene om en større sal og en mere udadvendt foyer. Hvis man bare gjorde salen større, ville scenetårnet nærmest komme til at stå ude i åen, og det ville være en dårlig løsning. Et scenetårn er jo i princippet en kæmpe klods uden vinduer, og dermed ville oplevelsen af bagside blot forstærkes. I stedet har vi ’skjult’ scenetårnet inde i midten af komplekset og ydermere beklædt det udvendigt med glas for at dæmpe dets dominans. Derefter har vi bygget rundt om det og derved opnået en frihed i planen, som er meget værdifuld i et projekt af denne type.’

’At vende salen har været en af de helt store udfordringer. Da vi foreslog ideen for totalentreprenøren Jens Jensen A/S, var de heldigvis meget positive, og vi fik hurtigt en konstruktiv dialog, hvor entreprenøren kom med forslag til, hvordan det ville kunne lade sig gøre. De var meget kreative i denne fase og foreslog f.eks., at vi ikke fjernede taget og dermed fik en overdækket byggeplads. Vi diskuterede naturligvis også, om det kunne betale sig at rive alt ned, men det blev hurtigt droppet, og i stedet blev det undersøgt, hvordan vi kunne udnytte det eksisterende bedst muligt.’

Den nye sal
Nu er huset færdigt efter en 16 måneders byggeperiode, hvor teatrets forestillinger har været henvist til alternative spillesteder, men det har været ventetiden værd. Musikteatrets nye sal er et smukt komponeret rum med røde stole og lyse birkepaneler på vægfladerne. Sidebalkonerne synes at svæve, og glasværn giver fuldt udsyn til scenen. Store lysekroner med glødepærer hænger ned fra loftet, og når forestillingen går i gang, hæves de op, mens lyset langsomt dæmpes.

Der er 1200 pladser, når orkestergraven inddrages, og 1136 når der også skal være plads til musikerne. De 1200 stole er leveret af finske Martela og udgør en samlet ordre til to millioner kroner. Det er såkaldte Primo stole, der er polstret med mørkerød uld fra Gabriel og med ryg og armlæn i birk. Stolene er placeret i buer, der er tilpasset rummet, og ryggene har forskellige højder alt efter placering i rummet. Jo højere placering, jo højere ryg af hensyn til akustikken i salen. Møbelstoffet er særligt slidstærkt og i en kvalitet på 100.000 Martindale. Til sofaen derhjemme anbefales et minimum af 20.000 Martindale for at kunne klare normalt slid, og i offentlige miljøer anbefales over 50.000 Martindale.

Det optimale kompromis
Dan Christensen siger videre: ’Rent akustisk har det også været en udfordring at få tilstrækkelig volumen til en god efterklangstid. Opera er det vanskeligste, men teatersalen skal jo bruges til mange typer sceneoptræden og kunne fungere med almindelig tale, akustisk musik og sang, men også til forstærket optræden. Derfor går jeg altid efter det optimale kompromis med hensyn til akustikken. I dette tilfælde kunne vi ikke hæve taget og derved øge volumen i salen. Derfor er der god afstand mellem reflektorerne i loftet, så lyden kan stige op og efterklangstiden forlænges.’

Den nye scene er tre gange større end den gamle, helt nøjagtigt 400 m2, og scenetårnet er 30 m højt. Disse mål gør bl.a., at Musikteatret er i stand til at tage imod store kompagnier som Bolshoi Balletten og det Kongelige Teaters Opera samt være vært ved næste års semifinale i Dansk Melodi Grand Prix. Fra forpladsen er det muligt at køre direkte ind på scenegulvet med udstyr via en stor port i facaden. En praktisk detalje som har stor betydning for sceneteknikerne.

Teaterdirektør Lars Sennels er begejstret for huset: ’Det fungerer over al forventning. Teknisk set giver huset de perfekte rammer for både gæstespil og egenproduktioner, og som sådan er det noget nær et optimalt teater. Logistisk er det virkelig gennemtænkt, og det er nemt at arbejde i for vore folk. Samtidig er garderobefaciliteterne for kunstnere helt i top. Endelig er akustikken fantastisk til stor glæde for vort publikum.’

Fra bagside til aktivt byrum
Når Dansens Teater også står færdigt, er det tid til at koble de to huse sammen med byen. Fire danske og to udenlandske tegnestuer er udvalgt til at deltage i konkurrencen om at designe det ambitiøse byrumsprojekt omkring Storå i Holstebro Midtby. De nye byrum skal ændre Storå fra at være et af byens bagsidearealer til at være et attraktivt opholdssted og et samlingspunkt for kulturelle aktiviteter som musik, teater og dans. Vinderen af konkurrencen offentliggøres i november. Der er afsat ca. 45 mio. kr. til projektet, et beløb der deles af kommunen og Realdania.


Fakta  
Musikteater m. 1200 pladser Ombygning og nyindretning
Bygherre: Holstebro Kommune
Totalentreprenør: Jens Jensen Murer- & Entreprenør A/S
Arkitekt: Kjær & Richter A/S
Ingeniør: Cowi A/S
Bruttoareal: 7500 m2
Byggeår: April 2005 - september 2006
Pris: 100 mio. kr.

«  Forside Tidligere Byggerier »