I 1882
De første beboere er flyttet ind i den nye bydel Porcelænshaven på Frederiksberg, der tidligere husede Den Kongelige Porcelænsfabrik. I første omgang drejer det sig om udvalgte af de eksisterende produktionsbygninger, der er omdannet til nye boligformål. Først senere i år færdiggøres de første nyopførte boligbyggerier på grunden, som erstatning for en række af ikke bevaringsværdige – og derfor i dag nedrevne bygninger.

Omdannelsen af det historiske industrianlæg til boligområde er oplagt. Porcelænsfabrikken har i dag en ideel beliggenhed centralt på Frederiksberg. Der er gåafstand til handelslivet på den livlige Falkoner Allé, og skal man længere væk, tager man Metroen fra den nærliggende Solbjerg Station.

Det gjaldt dog ikke i 1882, da porcelænsfabrikken flyttede til stedet fra Købmagergade i Københavns middelalderby. Dengang lå anlægget uden for byen i landlige omgivelser. Det grønne element er dog i høj grad stadig til stede i området. Dels har grundens nordvestlige hjørne omkring den tidligere direktørbolig været anlagt som en lille park og rummer mange gamle bevaringsværdige træer, og dels grænser grunden mod syd direkte op til den romantiske Frederiksberg Have.

Newyorker-princip
På samme måde rummer de historiske bygninger kvaliteter, som adskiller dem fra almindeligt nybyggeri. Hovedparten af de nye boliger er indrettet i statelige bygninger med karakterfulde gule murstensfacader, der udstråler en patineret stoflighed og detaljerigdom.

Murstensfacaderne dækker dog over, at husenes bærende konstruktion er af beton. For alle husene gælder, at det indre er en åben konstruktion af betonsøjler, -bjælker og –dæk dog med en varierende geometri alt efter tidspunktet for bygningens opførelse.

’Udgangspunktet for alle ombygningerne i Porcelænshaven både indvendigt og udvendigt har været at bevare så meget som muligt af bygningernes oprindelige udtryk og rå industrielle stemning,’ fortæller Franz Ødum fra Juul & Frost arkitekter, der har slået stregerne til de nye lejligheder i de ombyggede industribygninger.

’Det har indvendigt ført til en indretningsløsning efter et newyorker-princip, hvor lejlighederne grundlæggende er ét stort rum med køkkenet og badeværelset placeret i nogle optimerede enheder som fritstående bokse i rummet.’

’På den måde respekteres den eksisterende søjleorden, og man oplever rummene i hele deres udstrækning, fordi boksene som hovedregel heller ikke er ført op til loftet,’ fortæller Franz Ødum.

’Princippet gælder også for de nye trappeopgange og elevatorskakte, der er udformet som nogle selvstændige enheder, der er sat ind i betonkonstruktionen,’ siger Franz Ødum.

Både køkken- og bad- samt trappe- og elevatorenhederne er udført som lette konstruktioner i stål, der er opbygget på stedet og beklædt med gips.

På samme måde er murstensvæggene indvendigt isoleret med en forsatsvæg i gips, ligesom eksisterende tagkonstruktioner i træ i de øverste lejligheder er pakket ind i gips som brandbeskyttelse.

Hængt op
Udvendigt er den mest markante nye tilføjelse til bygningerne de mange altaner, der åbner lejlighederne mod omgivelserne. Altanerne er naturligt tilføjet på bygningernes sydfacader, der vender bort fra byen. På den måde bevares udtrykket af den oprindelige porcelænsfabrik i det frederiksbergske bybillede.

Men også set inde fra Porcelænshaven er indtrykket af de nye altaner minimalt i forhold til det oprindelige facadeudtryk.

’Altanerne er lavet i stål og hængt op i stålprofiler, der er fastgjort til den bagvedliggende bærende betonkonstruktion, for at fremstå så lette og neutrale som muligt,’ forklarer Franz Ødum.

Største nye opgave på facaderne er dog vinduerne, der alle er udskiftet i forbindelse med ombygningen. Men det opleves dog ikke, fordi der er valgt vinduestyper, som set udefra mimer de oprindelige med hensyn til konstruktion og proportionering. På trods af det gammeldags udseende er det dog et fuldt moderne vindue, der lever op til nutidens krav om isolering mod kulde og lyd. Løsningen er trævinduer med koblede rammer med termoruder i større formater indvendigt og kittede enkeltglas i varierende mindre formater udvendigt.

Kun i de nye zinkbeklædte kviste til lejlighederne under taget er valgt vinduer og altandøre uden sprosser. På den måde fremhæves diskret, at kvistene er nye elementer på de historiske bygninger, selvom de indordner sig facadens gennemgående vinduestakt.