|
Det er stramme funktionskrav, der har givet form til det
nye hovedsæde
til havne- og terminaloperatørselskabet, Copenhagen Malmö Port,
i Københavns Nordhavn. Havnearbejdernes omfattende personalefaciliteter
er praktisk placeret i en lang enetages betonbygning, som virksomhedens repræsentative
administrationslokaler dristigt balancerer på i en metalbeklædt
overbygning i den ene vestlige ende.
Alligevel har bygningen tydelige maritime referencer
i relation til virksomhedens virkefelt og fremstår som et stort containerskib, der er trukket på land.
Skibsprofil
Det nye hovedsæde til Københavns Havns operatørselskab,
Copenhagen Malmö Port, ligner et stort opbugseret containerskib, som
bygningen ligger på kajen i Nordhavnen. Bygningens lange lave del
med sorte tillukkede betonfacader er skibets skrog, mens den metalbeklædte
og udkragede overbygning mod ankomsten er kommandobroen, hvor kaptajnen
står ved roret.
Bygningens tydelige skibsprofil virker oplagt til et
hovedsæde for
selskabet bag den daglige drift af aktiviteterne i Københavns - og
Malmø Havn. Hovedformen fortæller med et enkelt arkitektonisk
greb om virksomhedens virkefelt. Samtidig indpasses bygningen i havneomgivelserne,
hvor bygningerne i størrelse ikke syner af meget i forhold til de
enorme skibe og de tusindvis af opstablede containere.
Checkpoint
Det billedskabende formsprog til trods er bygningens karakteristiske
skibsprofil dog genereret med udgangspunkt i et nøje fastlagt funktionsdiagram.
’Arkitekterne har selvfølgelig leget med ideen om, at bygningen
ligner et skib, fordi det passer til virksomheden; men bygningens form er
først og fremmest et resultat af den smalle grund og kravene til
placeringen af husets funktioner i forhold til hinanden,’ forklarer
projektleder Peter Landgren fra Copenhagen Malmö Port om baggrunden
for bygningens specielle udformning.
’For eksempel afspejler den lange lave bygning, at havnearbejdernes
arealkrævende omklædningsrum og kantine kun kan ligge i stueetagen
for at give hurtig forbindelse til og fra containerpladsen, mens administrationen
med fordel kan samles på flere etager i en mere kompakt bygning.’
Udover personalefaciliteter rummer den lave bygningsdel
også det
døgnbemandede havnekontor, der holder styr på skibene og sikkerheden
i havnen, samt det såkaldte ’checkpoint’, hvor lastbiltrafikken
til og fra containerterminalen styres.
Ny kanalby
Bygningens skibsprofil forstærkes af den fritliggende placering med
den nedlagte Skudehavn på nordsiden og den driftige containerterminal
mod syd.
Et kontrastfyldt område med en charmerende blanding
af eksklusivt nybyggeri og havnens historiske barakbygninger.
Nærmeste nye nabo til Copenhagen Malmö Port bliver det spektakulære
hovedsæde til udstillingsvirksomheden United Exhibit, der er det første
i en planlagt ny bydel på foreløbig fire erhvervsdomiciler
omkring en ny kanal mellem Skudehavnen med Kalkbrænderihavnen.
Havneselskabets hus er ikke en del af denne nye kanalby,
men vil komme til at ligge i forlængelse heraf ved den fremtidige udvikling af området.
Seks adresser
Hovedsædet til Copenhagen Malmö Port samler den danske del af
det geografisk tvedelte havneoperatørselskab. Et tilsvarende hovedsæde
for virksomheden findes således på den anden side af Øresund.
’På nuværende tidspunkt er virksomheden i København
fordelt på seks forskellige adresser rundt i havnen,’ fortæller
Peter Landgren.
’Det nye hovedsæde betyder derfor en væsentlig serviceforbedring
for vores kunder, der nu kun behøver at henvende sig ét sted.’
’Samtidig markerer bygningen en løsrivelse af driftsselskabet
fra moderselskabet, Københavns Havn, som vi indtil nu også har
delt adresse med,’ fortæller Peter Landgren.
Formelt er Copenhagen Malmö Port et svensk aktieselskab, der ejes
ligeligt af Københavns Havn og Malmö Hamn. Fusionen af de to
havneoperatørselskaber var en realitet fra 2001 og er et unikt eksempel
på havneanlæg i to forskellige lande, der drives af et fælles
selskab.
Terrorsikring
Det nye hovedsæde betyder også, at havneoperatørselskabet
i dag ligger klods op og ned ad de havneaktiviteter, som virksomheden er
beskæftiget med.
’Hovedparten af bygningen ligger faktisk inde på selve havneområdet,
og det betyder, at grænsen for de nye krav om terrorsikring af havne
går tværs gennem huset,’ fortæller Peter Landgren.
I huset opleves det ved, at den ellers indbydende dobbelthøje og
glasbeklædte foyer ikke er i nær så åben forbindelse
med de øvrige lokaler som normalt i moderne erhvervsdomiciler.
I stueetageniveau er der lukkede døre hele vejen rundt, og henvendelse
sker gennem en luge ind til havnekontoret. Til gengæld er der åbent
direkte op til administrationslokalerne på første sal, hvor
gangarealet er trukket frem som en indskudt etage ud i den dobbelthøje
foyer.
|