I
en tid hvor det meste boligbyggeri i hovedstadsområdet
går som kolde fadøl på en varm sommerdag
i Nyhavn, er det påfaldende, hvor lidt mod der
er til nytænkning. Produktudvikling er en forudsætning
for enhver virksomheds fortsatte vækst. Det modsatte
skaber stagnation. Derfor bør det glæde
hele branchen, når der udvises mod til at prøve
det uprøvede. Fordi branchen, som alle andre
brancher i et konkurrencepræget marked, har brug
for nytænkning.
Og glæden bør ikke være
mindre, når
det også bliver en arkitektonisk, teknisk og
kommerciel succes. Og det er, hvad der er sket i Ørestad
tæt på indkøbsmekkaet Field's. Her
har Høpfner A/S i samarbejde med arkitektfirmaet
Plot A/S og med Dansk Oliekompagni A/S som bygherre
udviklet et helt ekstraordinært boligbyggeri.
Et byggeri, der i særegen grad sætter sine
egne standarder for, hvad en boligkarre kan være,
og hvad den kan indeholde.
I stedet for at tage udgangspunkt i den
traditionelle lukkede karre, som lokalplanen
foreskrev, tænkte
arkitekterne sig om, inden de begyndte at tegne. At det
er foregået samtidigt, kan så langt fra
udelukkes!
I stedet fortolkede de den særlige situation derude
i Ørestad. Dvs. udsigten til fælleden på den
ene side og det øvrige Amager på den anden.
Det, sammen med et ønske om at optimere dagslysforholdene,
resulterede i de karakteristiske figurer, der
har form som et V og et M.
VM står altså ikke for verdensmester!
158
forskellige formater
Det er oplagt, at et hus, der så radikalt gør
op med forståelsen af rationel byggeskik, stiller
særlige krav til de forskellige entreprenører.
Det være sig råhus, vvs, lukning osv. Det
meste har været lagt ud som funktionsudbud. Og
ifølge projektleder Svend Blem Sørensen
har alle parter været aktive medspillere, og alle
har en del af æren for, at den komplicerede byggesag
kunne gennemføres tilfredsstillende.
For eksempel indeholder lukningsentreprisen
158 forskellige formater! Det siger sig selv,
det kræver,
at man er vågen fra dag ét.
Facaden på M huset består af store glaspartier
og lukkede aluminiumsfelter. Vinduerne er udført
med slanke karmprofiler, der kan sammenbygges uden brug
af dobbelte karme. I stedet for en traditionel tyndplade
er der anvendt et sandwichelement. Samlet giver det facaden
et skarpt og præcist udtryk. Og i forhold til facadens
levende og varierende udtryk, der ikke bliver mindre,
når folk flytter ind med forskellige gardiner,
bohave m.v., er den form for præcision vigtig
for facadeudtrykket.
Boligerne blev revet
væk
Boligerne i M huset blev revet væk som kolde fadøl
på en varm sommerdag.
Byggeri involverer altid millioner. Derfor
er det naturligt, at man som investor er
interesseret i at minimere
tabsrisikoen mest muligt. Det betyder, at
man som boligudvikler vil være sikker på at kunne sælge sine
varer. Og gerne på kortest mulig tid. Derfor kan
man ikke fortænke investorer i at satse på det
samme, som man solgte sidste gang. Dernæst
har de fleste en mening om de funktionelle
behov i en bolig.
Samlet set giver det ikke de bedste betingelser
for en arkitektonisk udvikling af boligen.
Derfor er der også noget fascinerende over en investor, der
tør give sig i kast med en helt ung tegnestue.
De har vilde ideer, begrænset erfaring i at bygge
og kort referenceliste. Mangler alle de kriterier, der
ofte forudsættes af en bygherre, og som gør
det så vanskeligt for yngre tegnestuer at etablere
sig og dermed at komme med deres bud på fornyelse
af arkitekturen.
Skeptiske kolleger
Det har heller ikke skortet på advarsler fra kolleger
om, at lejlighederne ikke kunne sælges. Og ligetil
har det heller ikke været. Eksempelvis lavede man
en mock-up af en lejlighed. Der kom 2000 besøgende,
og man solgte kun ca. 30 lejligheder.
I stedet besluttede man først at starte salget,
når byggeriet var færdigt, hvilket ifølge
ejendomsmægleren altid er en fordel. Man kan ganske
enkelt ofte få mere for lejlighederne, når
kunderne kan se, hvad de får, og ikke kun skal
støtte sig til en 3D visualisering.
Men da man først skød lejlighedssalget
i gang, gik det stærkt. Godt hjulpet af en massiv
markedsføring, der yderligere understøttes
af Plots professionelle indstilling til PR. På den
første salgsdag var der nærmest en udsalgsstemning,
hvor folk var meget ivrige for at sikre sig lige præcis
den lejlighed, som de havde udset sig.
Tilsyneladende har man ramt lige ind i, hvad
man skulle tro var et smalt segment, men
ifølge sagsarkitekt
Finn Nørkjær har der været mange
forskellige kundetyper.
Fælles ankomst
midt inde i et trafiklys
Mange forhold gør M huset til noget særligt.
Bl.a. har man organiseret adgangsforholdene omkring en
korridor, der af brandtekniske hensyn normalt ikke kunne
lade sig gøre. Men i tæt samarbejde med
en brandtekniker og myndighederne løstes
problemerne.
Og fordi lejlighederne griber ind over hinanden
på en nærmest labyrintisk måde, deler
to forskellige etager samme adgangsforhold. Hver af de
tre fælles adgangsveje er malet henholdsvis knald
røde, grønne og gule. Væg, loft og
gulv i én farve. Det giver en helt særlig
rumlig oplevelse, og set udefra vil de om
aftenen lyse op som et stort trafiklys.
Denne organisering betyder også, at man i nogle
lejligheder kommer ind på en lille etage og går
op i boligens større rum. Og i andre er det modsat.
I det hele taget har man en fascinerende labyrintisk
oplevelse, når der vises rundt i de mange,
forskellige rumligheder.
Selv byggelederen og sagsarkitekten kan stadig
blive overrasket over lejlighedernes placering
over og under hinanden.
Stueetagen er i øvrigt forbeholdt offentlige formål;
butikker og en børnehave.
Krævende boliger
Selve lejlighederne er lige så originalt tænkt.
Fra starten har man tilsyneladende haft mod til at gøre
op med vaneforestillinger om bl.a. nødvendigheden
af mange rum. De fleste af lejlighederne er tænkt
som et stort rum i op til tre etager. Det vil sikkert
virke udfordrende for en traditionel børnefamilie
at indrette sig på den måde.
Ideer til, hvordan man kan indrette sig,
har en række firmaer kommet med forskellige bud på.
Det har bl.a. været Ikea, BoBedre og Interstudio.
Men også Danmarks Designskole har været indbudt.
De er kommet med et friskt bud, hvor møbleringen
udgøres af en foldet figur, der starter med at
være køkken og ender med at være dobbeltseng.
Og som en detalje er ledningsføringen, der normalt ønskes
skjult, ophøjet til at være grafisk
tegning i rummet.
Det kunne generelt være spændende at besøge
forskellige familier, efter de er flyttet ind for at
se, hvordan man vælger at indrette sig. Der vil
sikkert blive rykket på en række vaneforestillinger.
Inden længe bliver V huset færdigt. Det vil
igen byde på helt nye boligoplevelser udtænkt
af den karismatiske dansk/belgiske duo fra tegnestuen,
der har formået at bringe arkitekturen på dagsordenen,
også uden for snævre faglige cirkler. M og
V husene er noget af det mest spændende boligbyggeri
i mange år.
|