21-05-2012 
www.ark-dreyer.dk
www.bj-staal.dk www.bika.dk
VVS entreprisen
Arkitekt Ingeniør



Begavet boligbebyggelse

’Fremtidens Ejerboliger’ ligger placeret i et flot kuperet terræn ved foden af Jelshøj

Af Thomas Mølvig, arkitekt maa


Ved foden af Jelshøj i Holme ligger en ny boligbebyggelse, hvor alle involverede parter har gjort sig umage for at skabe et inspirerende eksempel på danske boligidealer 2004. Det er en kraftpræstation, som er blevet realiseret af FBA-Huse A/S i tæt samarbejde med arkitekt Ole Dreyer A/S og Bjerringbro Ingeniørkontor A/S. Det er en fornøjelse at vandre igennem bebyggelsen, der har rødder i de bedste eksempler fra 1950’erne og 60’erne, men som i meget høj grad peger fremad.

Minde fra Bronzealderen

Jelshøj er med sine 128 m over havet det højeste punkt omkring Århus. Højen er formodent-lig anlagt i den ældre bronzealder 1800-1000 før Kristus, og fra stedet er der en fin udsigt både over Århus by og bugt samt det bølgende landskab. Højen blev fredet i 1873 af Geodætisk Institut, da der blev etableret et målepunkt på stedet. På klare dage kan man nemt se både Djursland og Samsø.

Arkitekter taler ofte om begrebet ’stedets ånd’, og dermed menes bl.a. de særlige omstæn-digheder og landskabelige forhold, der gør sig gældende på den lokalitet, hvor byggeriet tænkes opført.
Det dramatiske morænelandskab omkring Jelshøj i Århus er et perfekt udgangspunkt for interessante boliger, men samtidig stiller det også høje krav til særlig omhu i planlægningen, hvis stedets kvaliteter skal bevares intakte.

Konkurrencen

Århus Kommune og Nykredits fond udskrev i december 2001 en åben projektkonkurrence om udformning og opførelse af ’Fremtidens Ejerbolig’. Vinderforslaget skulle bygges på et kom-munalt ejet grundstykke på 1,75 ha i forstaden Holme, et populært boligområde syd for byen.
Resultatet blev offentliggjort den 16. juni 2002 og viste, hvor langt man kan nå med at udvikle konkrete ideer til boligbebyggelser, der både på det arkitektoniske - og det teknisk udviklende plan befinder sig på et højt niveau.
For at sikre, at boligerne blev opført, var et af kriterierne for deltagelse, at vinderen af konkurrencen forpligtede sig til at købe parcellen for otte millioner kroner og efterfølgende stå for opførelsen og videresalg af boligerne. Denne type krav var en nødvendig fornyelse i forhold til traditionelle arkitektkonkurrencer. For få år siden løb en tilsvarende konkurrence ud i sandet, fordi der ikke var sikret bygherrer og dermed finansiering til vinderprojekterne.

Utraditionelt samarbejde

Harry Lockhart er chefsælger i FBA-Huse A/S og har meget bred erfaring inden for nybyggeri af parcelhuse og boligbyggeri generelt. For Harry Lockhart har opgaven i Holme været utradi-tionel og lidt af en satsning for FBA-Huse A/S:

’Udgangspunktet for konkurrencen var jo, at vinderen forpligtede sig til at opføre projektet. Derfor var det meget vigtigt for os, at vi fik en kreativ samarbejdspartner, som også havde en realistisk tilgangsvinkel til den praktiske side af sagen. Da vi tidligere havde haft et godt samarbejde med arkitekt Ole Dreyer, besluttede vi at tage kontakt til hans tegnestue i Århus. Det viste sig overraskende nok, at arkitekterne netop havde afholdt møde om sagen og vedtaget at kontakte os. Dermed var samarbejdet en realitet.’

’Det første mål var at vinde konkurrencen, og vi havde et perfekt skitseringsforløb sammen med arkitekterne. Det var en betingelse fra vores side, at vi sad med ved bordet fra begyndelsen, og det har været et sundt samarbejde, hvor begge parter har rykket sig. Det er jo en udbredt holdning i branchen, at arkitekter ofte gerne vil sætte et meget personligt fingeraftryk på projekterne, og det kan gøre selve byggeriet vanskeligt at gennemføre. På den anden side var vi interesserede i at få nogle huse med appel - noget nyt inden for rimelige økonomiske rammer. Grunden alene kostede otte millioner kroner, og vi har vel i alt satset omkring 80 mio. kr. på projektet. Derfor skulle de 31 huse også gerne kunne sælges.’

Husene solgte sig selv

’Byggeriet har taget 11 måneder, og allerede nu er de fleste af husene solgt. Vi har næsten ikke annonceret, og alligevel er det gået som en leg. Det har simpelthen ikke været nød-vendigt med markedsføring, og de første otte huse mod de fredede arealer blev revet væk. Så vi har faktisk haft svært ved at følge med den store efterspørgsel. Vi havde en grund i Lystrup, hvor vi opførte et pilotprojekt i form af et enkelt hus. Vi regnede med, at der skulle korrigeres en del ting, men det viste sig at være små detaljer.
Harry Lockhart er realist: ’Normalt er parcelhusfolket en meget konservativ købergruppe, og når vi deltager i byggeudstillinger, introducerer vi nyheder hver gang, men vi ændrer ikke i vores grundlæggende koncept. Vi vil meget gerne bygge andet end vinkelhuse med valmede tage, men de fleste mennesker ønsker almindelige huse, som med sikkerhed kan sælges igen. Husene her er specielle, men alt i alt har vi fået meget positive tilbagemeldinger fra beboerne.’

De bedste forbilleder

Arkitekt maa Jesper Warming var en af drivkræfterne bag det vindende konkurrenceforslag:
’Det er en boligtype, der grundlæggende er inspireret af den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wrights ’Usonian Houses’. Det var enkle, meget smukke enfamiliehuse, der kunne bygges for rimelige penge, og som havde mange rumlige kvaliteter. Jørn Utzons eget hus fra 1951 var også påvirket af dette amerikanske forbillede, og Utzon skabte jo siden nogen af de bedste boligbebyggelser i Danmark overhovedet.’

Der er en relativ høj bebyggelsesprocent på 30%. Man nærmer sig niveauet for tæt-lav eller rækkehuse, og til det siger Jesper Warming: ’Boligerne ligger tæt, men det midterste felt i hovedplanen er offentligt. Det vil sige, at det i princippet tilhører alle, og selv om matriklerne er afgrænset klart, breder græsset på fællesarealerne sig ind over disse grænser. Det har været særligt for denne lokalplan, at den har været så detailreguleret.’
En anden væsentlig faktor, der kompenserer for tætheden, er det skrånende terræn, som bevirker, at husene ikke ’skygger’ for hinanden. De 31 boliger orienterer sig mod syd med store glasfacader og terrasser i husenes fulde længde. Huskroppene er drejet ganske få grader i forhold til hinanden, og med dette enkle greb skabes variation i havernes form og udsigtsforhold.

Tung og let

Der er tre forskellige husstørrelser, som alle bygger på de samme principper. Det største er 168 m2 og det mindste 118 m2. Det enkelte hus består af to selvstændige enheder, en tung og en let huskrop, der fungerer uafhængigt af hinanden. Den murede del mod nord rummer køkken og vådrum, mens træhuset mod syd er opholdsarealer.
Jesper Warming: ’Husenes opbygning og byggeteknik sigter på en industrialisering, og de rå træhuse kan monteres på to dage med deres kassetteopbygning i både vægge og tag. Det gør færdiggørelsen betydeligt nemmere, når huset er under tag på så kort tid.’

Ingeniør Jens Andersen, Bjerringbro Ingeniørkontor A/S, siger om konstruktionen:
’Boligerne er opbygget med en lav del, som er udført i letbeton/tegl. Den foranliggende del, som er opført i træelementer, er højere. Bygningen virker høj og langstrakt og giver derfor visse vanskeligheder i dimensioneringen. Specielt på langs var det vanskeligt at få stabiliteten opfyldt, idet der er placeret vinduer de steder, der skulle bruges som stabiliserende vægfelt. Det lykkedes at få friholdt så store vægfelter, at stabiliteten kunne opfyldes ved at udføre meget kraftige vægelementer. På tværs blev stabiliteten opfyldt ved at udføre forankrede tværvægge. En anden udfordring var de lange og høje fritstående læmure i tegl.’

Gennemlyste huse

Lyset er overvældende flot i interiøret, og det skyldes ifølge Jesper Warming det utraditionelle tværsnit og lysgårdene mod nord:
’Vi har arbejdet meget med at skabe mulighed for gennemlyste opholdsarealer med stor loftshøjde. Snittet i huset er vores lille bidrag til fornyelse af den danske tradition, og samtidig giver de højtsiddende vinduespartier mod nord en perfekt mulighed for naturlig ventilation. Desuden har vi placeret lysgårde i forbindelse med køkken og badeværelser. Lysgårdene er private udendørs arealer, der kan anvendes på forskellig måde, og som samtidig bringer masser af lys til boligerne. Det er små oaser, hvor man kan sidde i en solstribe efter badet eller f.eks. etablere et bassin med karper. Det bliver interessant at se, hvad folk får ud af dem.’
Jesper Warming er tydeligvis glad for husene i Holme. Man mærker dog også en vis resignation over for boligmarkedet, der i dag synes opdelt i to meget forskellige grupperinger. Hvor den ene dyrker et tilbageskuende og reaktionært boligideal, og hvor den anden del er åben over for fornyelse:
’Et almindeligt typehus er orienteret i alle retninger og bliver ofte placeret uden tanke for helheden. Det er et marked, som i stor udstrækning er gledet arkitekterne af hænde, og derfor har det selvfølgelig været en lærerig proces at samarbejde direkte med producenten. Vi havde under skitseringen regelmæssige møder med FBA-Huse, og det var et interessant modspil. De kunne fortælle, hvad almindelige købere er ude efter, og vi kunne komme med enkle, klare rumlige løsninger, der samtidig gav lys og luft i boligen.’

Ny lokalplan

Harry Lockhart: ’Da konkurrencen var vundet, løb vi ind i en alvorlig bet. Den var som bekendt udskrevet af Århus Kommune, der også havde godkendt vores vinderprojekt. Uheldigvis tillod lokalplanen for området ikke byggeri af denne karakter, men foreskrev bl.a. røde tegltage med 25 graders hældning. Normalt tager det to år at ændre en lokalplan, og dermed ville vores projekt blive væsentligt forsinket. Ved vedvarende pres fra vores side lykkedes det imidlertid at få lokalplanen ændret på 14 måneder, og vi er nu endelig i gang med at opføre de sidste huse. Argumentet for de røde tegltage var i øvrigt, at når man ser området fra toppen af Jelshøj, opleves tagene som et harmonisk hele. Sandheden er, at man fra højdedraget ser ind over det meste af Århus.’

Fremragende eksempel

Bebyggelsen ved Jelshøj i Holme er en succeshistorie for både arkitekt Ole Dreyer, FBA-Huse og beboerne. Eksemplet viser klart, at fabrikanter og arkitekter bør samarbejde tæt om at forny og forbedre det danske enfamiliehus. De utraditionelle huse er blevet solgt hurtigere, end håndværkerne har kunnet følge med, og hvis husene skulle prissættes i dag, ville de koste op mod ½ mio. mere. Det er på alle måder en rigtig god investering at bygge gode, sunde, enkle boliger med arkitektoniske kvaliteter ud over det sædvanlige.

Fakta  
Byggeår: 2003 - 2004
Bygherre: FBA-Huse A/S
Totalentreprenør: FBA-Huse A/S
Arkitekt:: Ole Dreyer A/S
Ingeniør: Bjerringbro Ingeniørkontor A/S
Areal: Tre typer: 168 m2
136 m2
118 m2

«  Forside Tidligere Byggerier »