
Polystyrenkugler blandet med vand og cement giver et isolerende betonlag, der kan bruges i mange sammenhænge
Af Tinne Buchholz Hansen
Et ganske utraditionelt produkt er kommet på markedet indenfor isolering. Det
består af specielle fjerlette polystyrenkugler, der blandes med cement og vand.
Fordelene er til at få øje på: Man får et isolerende betonlag, som er let at tilpasse, og man sparer arbejdstid og undgår at belaste ryggen ved tunge løft, da kuglerne vejer meget lidt.
Produktet, der hedder Thermisol Politerm Blu, og er sendt på markedet af virksomheden ThermiSol a/s, kan anvendes til mange formål: Renovering og opretning af betongulve, isolering af etageadskillelse, udligning af pilhøjder på etagedæk, faldopbygning i badeværelser og udvendig isolering af bølgeeternittage er blot nogle af mulighederne.
To ton lettere end beton
En af de store fordele ved produktet er, at det er så let at arbejde med, fortæller salgs- og marketingchef i ThermiSol a/s, Jan Kjeldsen.
- Det tager 3-6 minutter at blande en portion til en kubikmeter, og så vejer den færdige blanding kun cirka 300 kg. Det er cirka to ton lettere end det tilsvarende for normalt beton. At produktet vejer så lidt, letter jo arbejdsgangen og forhindrer tunge løft, siger han.
Størrelsesforholdene i blandingen er, at der for hver 840 liter polystyrenkugler går 120 liter vand og 250 kg cement.
- Man kan dog godt tilsætte mere vand, hvis man mærker, at den er for tør og stiv at arbejde med, man skal bare sørge for at gøre det lidt ad gangen, så den ikke bliver for tynd, siger Jan Kjeldsen.
Tørrer hurtigt
Isoleringen kan sammensættes i en almindelig tvangsblander, men også i større blandeanlæg, hvorefter den kan pumpes frem til anvendelsesstedet. Når først den er lagt ud, tager den ikke lang tid om at tørre:
- Den er tør efter blot et døgns tid, hvor det er muligt at færdes på den og udlægge slidlag, fliser, trægulv, tæppe eller linoleum, fortæller Jan Kjeldsen.
Han understreger, at produktet er frit for giftstoffer og derfor ufarligt at arbejde med, og at det har endnu en fordel: Det er ikke modtageligt for råd, da kuglerne har ’lukkede celler’, som ikke absorberer fugt.
Byggros SkamoPlusEffektiv forbedring af dit indeklima og bekæmpelse af skimmelsvamp.
RockwoolAlt om isolering
» Indryk gratis annonce » Se alle annoncer