Navigation
Produktnyheder
Tips & ideer
Andre Guides

Philippe Starck designer køkkenvask

Bliv din egen køkkendesigner

Duravit har i samarbejde med den verdensberømte designer og arkitekt skabt en ny køkkenvask

Det er en køkkenvask, der vil skabe både forbløffelse og beundring. Men den er også formet og indrettet af en interiørdesigner med status som en sand rockstjerne.

Duravit lancerer således nu en meget storslået og eksklusiv køkkenvask, som er designet af den verdensberømte franske arkitekt og designer, Philippe Starck.

Det er første gang, at Philippe Starck designer en køkkenvask, og resultatet er nøjagtig lige så nyskabende, provokerende, smukt og superfunktionelt som stort set alle andre berømte værker fra mesterens hånd. Den nye køkkenvask er eksempelvis ikke fremstillet af stål - men af porcelæn - og har en helt ny og smuk form med en række kreativt tænkte detaljer.

Formen er karakteristisk ved, at der er enkle og rene linjer med rette vinkler overalt, og indretningen er utraditionel ved den store glatte aflæggerplads og ved den ”fremragende” form på bassinet. Siderne på bassinet rager et stykke op over bordniveauet, og det giver ikke blot udformningen et flot skulpturelt udtryk. Det giver også et større, dybere og mere praktisk bassin, hvor det er muligt at vaske selv de største gryder og pander. På den bassinside, der vender mod aflæggerpladsen, er der en fiks, lille fordybning, som fungerer som overløb. Når vandspejlet når denne fordybning, vil vandet begynde at løbe ned mod aflæggerpladsen som et vandfald og herfra videre til afløbet.

Køkkenvasken er fremstillet af en speciel robust porcelæn som derfor kan tåle alle de hårde slag fra gryder og pander, som en køkkenvask kan udsættes for. Porcelænet er brændt ved hele 1.280 grader, hvilket giver en meget stærk og hygiejnisk glat overflade, der tåler alle temperaturer og samtidig er særdeles let at rengøre.

Den nye serie af Duravit køkkenvaske hedder Starck K og fås i to størrelser på 100 x 51 cm og 90 x 51 cm, hvor selve bassinet rummer 25 liter - samt i en specialversion med ét kæmpe bassin og uden aflæggerplads. Der kan vælges mellem farverne hvid, pergamon, antracit og kastanjebrun. De vejledende udsalgspriser ligger fra omkring 7.100 kroner.